Snart kommer de rendende, alle de herlige unger med deres papnæser og indianerfjer, klædt ud som alt, hvad man kan tænke sig - lige fra Batman til små prinsesser.

Det er fastelavn og så ta?r børnene masker på - vi andre bærer dem til daglig!

Der er et gammelt ord, der siger: »Vær dig selv«, men det er der ikke mange, der er - ialt fald ikke ret længe ad gangen. Livet igennem spiller vi komedie. Vi vil jo så gerne bilde andre - og os selv - ind, at vi er dygtigere, klogere og bedre, end vi i virkeligheden er.

Og de andres masker - de gør os nysgerrige. Vi vil gerne se ind gennem sprækkerne. Hvordan er der inde bagved? Hvad er hemmeligheden bag facaden?

Der er en dag- og en natside i de fleste af os. En dr. Jekyll og mr. Hyde. Hvor tit har man ikke hørt om kyniske mordere, der var kærligheden selv, når de var sammen med kone og børn. Om barske chefer, der var helt menneskelige, når de færdedes blandt venner på golfbanen. Om bange sjæle, der pludselig optrådte som hverdagens helte, når de »rigtige« helte svigtede.

Hvornår var disse mennesker fuldt ud sig selv? Var det krysteren eller helten, der havde maske på?

Mit sande jeg - er det den mand, der om morgenen kører til arbejde, trist og sur, bange for, hvad dagen vil bringe? Eller er det ham, der smilende hygger sig hjemme om aftenen og indprenter børnene, at vanskeligheder er til for at overvindes?

Det er en livsbekræftende sandhed, at kvinder blufærdigt forsøger at holde følgende hemmelighed for sig selv: At ligegyldigt hvor gammel hun er, giver det stadig det samme forventningsfulde gib i hende, når hun møder en attraktiv mand.

At hun for anstændighedens og selvrespektens skyld er tvunget til at skjule denne pirrende sindstilstand bag sin alderdoms fastelavnsmaske, behøver ikke at mindske glæden over, at der stadig er vrinsk i den gamle cirkushest.

Der er en vis selvironisk fornøjelse i således usynliggjort at kunne betragte omverdenen som en islamisk kvinde bag sit slør.

»Vi bærer allesammen masker«, sagde forfatteren Karen Blixen, »vores alderdoms masker. Men de unge tænker ikke på, at det er masker. Derfor er det ofte en lettelse og befrielse at være i selskab med jævnaldrende og more sig sammen med DEM«.

Og vel er det så. Forklædningerne smelter som dug for solen i festligt lag med gamle venner. Problemet er bare, at jo ældre man bliver, desto færre af fortidens vidner er der tilbage at føle sig tidløs med.

Vi spiller alle komedie - for at narre andre og for at narre os selv. Går vi ind på en restauration, spiller vi komedie. Vi snakker lidt livligere med fruen end vi gør derhjemme - folk skulle nødig se, at vi småkeder os og at vi ved, hvad den anden vil sige, længe før hun siger det.

Vi fører os selvsikkert frem for at skjule usikkerheden. Tjernerne og de øvrige gæster skulle gerne have det indtryk, at vi er situationens herrer.

Er vi det ikke, kan vi ialt fald lade, som om vi er det - og så er vi midt i komediespillet med en tjener, der diskret lader, som om han ikke kan se, at vi kommer ude fra den fjerde kartoffelrække og en kødrand af gæster, der lader som om de intet ser - og alligevel observerer alt.

Livet er et skuespil fra vugge til grav. Ustandselig optræder vi i nye roller. Som den venlige funktionær, der ler overgivent af chefens vittigheder, som den sure kontormand, der overfuser bybudet, som den bekymrede patient hos lægen og den tryghedsspredende far i familiens skød.

Hele tiden stilles der nye krav til os. Og hele tiden honorerer vi dem ved at tage nye masker på.

Livet er et gæstespil. Man kommer. Man spiller sine roller. Man går igen.

De fleste oplever både succes og fiasko. Sommetider står man helt fremme i rampelyset, til andre tider er man statist. Nu og da må man have hjælp af suffløren.

Hvis man er heldig, får man gode medspillere. Men man risikerer også at møde kolleger, der har en dolk i ærmet og er parate til at skubbe en til side for selv at komme til.

Tiden kræver forandring. Publikum vil se noget nyt. Op med dekorationer, ned med dekorationer. Nye ansigter, nye omgivelser. Helt nyt altsammen og dog den gamle lirum-larum på en anden melodi.

En dag er man den gamle skuespiller, som der ikke er brug for i de nye stykker, Man føler sig inderligt overflødig - og gør man det ikke, skal der nok være en røst fra balkonen, der gør opmærksom på, at man er det.

Stille dukkede man op. Stille fordufter man. Det er livets gæstespil!