Unge stemmer: Du er ikke din ordblindhed


Unge stemmer: Du er ikke din ordblindhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Elev på Svendborg Gymnasium Anna Kirstine Gindeberg-Hansen, Rantzausminde
Billede
Debat FAA. 

Bláskógabyggð. Dette er navnet på en kommune i det vestlige Island, og en rigtig god repræsentant for, hvordan min verden ser ud, når jeg møder et nyt ord, når jeg læser. Der er en masse bogstaver og de giver ikke mening. Jeg lider nemlig af det, som hedder dysleksi, bedre kendt som ordblindhed. Denne information fik jeg en måned før, jeg fyldte 18 år, og lige var begyndt på Svendborg Gymnasium. Det var en ekstrem lettelse. Jeg havde det, som om brikkerne endelig faldt på plads, og jeg nu forstod mig selv.

Hele min skoletid har været præget af at føle mig lidt bagud. Jeg var på det faglige plan altid flere skridt efter de andre i klassen. Det tog mig længere tid at knække læsekoden, hvilket generede mig meget, da jeg elsker at læse. Når man er barn og teenager er det ikke en god følelse at føle sig uden for fællesskabet. Den følelse havde jeg i mange år. Man vil allerhelst bare passe ind og være ligesom alle de andre. Jeg havde rigtig svært ved at læse og stave, da jeg gik i grundskole. Ordene ville aldrig helt falde på plads og hoppede rundt på siderne, og jeg kunne aldrig stave til de ting, som jeg gerne ville skrive. Det var enormt frustrerende ikke at kunne skrive en enkelt sætning uden at være i tvivl om, om jeg havde stavet det rigtigt.

Jeg husker tydeligt en episode i fjerde klasse, hvor jeg havde fået en opgave i dansk. Jeg skulle skrive rejsedagbog i 14 dage. Selve opgaven, det at skrive en dagbog, faldt mig ikke svært. Jeg havde en masse sætninger og gode idéer til, hvad jeg ville skrive inde i mit hoved, men jeg kunne ikke få ordene ned på papiret. Jeg blev nødt til at spørge mine forældre hvert tredje sekund "hvordan staver man til det?" og "har jeg stavet det her rigtig?" Denne egentlig sjove opgave blev for mig svær og noget af en kamp.

Det at være ordblind er ikke en dans på roser, men efter noget tid finder man strategier og måder, hvorpå man kan hjælpe sig selv. Ordblindhed stopper ikke en fra at nå sine drømme. Hvis man lider af ordblindhed, som jeg, kan man for eksempel sagtens blive forfatter og skrive en bog - en bog fyldt med bogstaver. Det er på igen måde umuligt. Det kræver dog, at man kæmper for det. Hvorfor skulle ens ordblindhed stoppe en? Jeg mener ikke, at det er bogstaverne, der stopper en. Ja, de giver ekstra udfordringer, men dem møder man alligevel mange af på ens vej i livet.

Det er ens egne tanker, ens tro på sig selv og én selv, der begrænser og stopper drømmene. Det at man fortæller sig selv, at man ikke kan. I grundskolen troede jeg heller ikke, jeg kunne. Det var den tanke, jeg vågnede op med, og som jeg gik i seng med. Jeg gjorde det på igen måde let for mig selv. Det var først, da de tanker stille og roligt forsvandt, og jeg begyndte at tro mere på mig selv, jeg fandt ud af, at min ordblindhed ikke stoppede mig, og at der var mange veje rundt om den og folk, der gerne ville hjælpe mig.

Jeg ved ikke præcist, hvor denne tro på mig selv kom fra, men jeg tror den kom på grund af menneskene omkring mig. De troede på mig, da jeg ikke troede på mig selv.

Denne opdagelse har været med til at ændre mit liv for altid. Derfor opfordrer jeg alle, som også har dysleksi til at snakke med deres familie, venner eller lærer, om de udfordringer, som dukker op i hverdagen på grund af handikappet, og hvordan de kan hjælpe en med at overkomme disse udfordringer.

Ordene ville aldrig helt falde på plads og hoppede rundt på siderne, og jeg kunne aldrig stave til de ting, som jeg gerne ville skrive. Det var enormt frustrerende ikke at kunne skrive en enkelt sætning uden at være i tvivl om, om jeg havde stavet det rigtigt.

Unge stemmer: Du er ikke din ordblindhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce