Til Eftertanke: Militarismen - det modsatte af dannelse


Til Eftertanke: Militarismen - det modsatte af dannelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidl. museumsinspektør Peter Dragsbo, Rudkøbing
MUSEUMSMOEDE PAA OEP
Debat FAA. 

Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften nogensinde har lidt, og den vildeste triumf, brutaliteten nogensinde har fejret; for aldrig - dette noterer jeg uden nogen som helst stolthed, men tværtimod med beskæmmelse - har en generation oplevet et sådant moralsk fald fra en sådan åndelig højde som vores (fra Stefan Zweig: "Verden af i går" 1942).

"Die Welt von gestern" blev skrevet i Sydamerika 1942, kort før Zweig begik selvmord i fortvivlelse over, at verden to gange var marcheret ud i frådende vanvid. Som humanist og pacifist så han sin verden ligge i ruiner.

Heldigvis gik det anderledes.

Trods Den kolde Krig og den meningsløse kaprustning fik vi også efter 1945 FN, menneskerettighederne, det europæiske samarbejde og Murens fald. Men kan vores europæiske civilisation igen blive til barbarisk vanvid? Kan vi holde fanen højt mellem de ikke-civiliserede magter, som omgiver os: USA, Rusland, Tyrkiet og Mellemøsten? Det afhænger af, om vi kan holde militarismen i ave.

Militarismens kerne er at se krigen, ikke som Clausewitz som den allersidste udvej - som den 9. og sidste konfliktløsning - men som en genvej, den hurtige og lette løsning. Ligesom Tyskland indtil nu har været effektivt vaccineret mod militarismens fristelser gennem erfaringen fra de katastrofale verdenskrige, var Danmark længe vaccineret i kraft af nederlaget i 1864.

I hundrede år satsede Danmark på at opbygge et stærkt civilsamfund, en velfærdsstat som det bedste forsvar. Militarismens genkomst kan nøjagtigt dateres til 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen mente, vi skulle ud af "skyggen fra Dybbøl" og føre "aktiv udenrigspolitik".

Aktiv? Som om Danmark ikke havde ydet en kæmpe indsats i de internationale organisationer, med u-landshjælp, med fredsbevarende styrker, med diplomati, forhandlinger eller boykot. En af militarismens fejlslutninger er at se krig som "aktiv" politik og alt andet som "passiv".

Efter 2001 er vi så vadet ud i mere eller mindre nytteløse krige. Som Bo Lidegård for nylig har beskrevet det ikke ud fra en dyb analyse af vores langsigtede nationale interesser eller efter forløb, hvor alle andre midler var afprøvet. Nej, snart for at vise os som loyalt halehæng til USA, snart med argumentet om "vi kan da ikke sidde på vores hænder, når ..." Og når så først krigene er i gang, binder militarismen os i sin tryllekreds. Kan man diskutere, "hvad det skal nytte", mens vore soldater kæmper? Har vores soldater, hvis vi trækker os ud i tide, "kæmpet forgæves"? Og så fortsætter man tit til den bitre ende.

Militarismen begynder, som det er blevet sagt, i sproget, længe før krigene. Det ligger dybt indlejret i os, at det er bedre "at kæmpe videre" end at "gå på kompromis". Bedre at "dø efter 60 års kamp for sin sag" end "hun blev klogere og skiftede mening". Sådan gennemsyrer kamp-metaforen vores sprog - fra det ret fredelige at "kæmpe mod kræften" (i stedet for at indrette sig på situationen og tro det bedste) til "kampen mod terrorismen" (som for det første ikke er en -isme, for det andet bedst kan defineres som kriminalitet med PR-effektive midler) eller alle mulige andre "krige" mod bestemte religioner, livsformer eller tåbelige meninger.

Jo, vi skal tænke over sproget, og prøve ikke at bruge ord som "kamp" og "krig" om andet end kamp og krig.

Også i dyrkelsen af vores egen historie har militarismen kronede dage. Det er absurd, at der er omkring 150 militære monumenter og museer i Danmark, men kun fire fredede andelsmejerier. Hvad var Danmarks største indsats for verdenskulturen - krigsindsats eller andelsbevægelse?

Burde vi ikke dæmpe "den indre drengerøv" og i stedet for at læse årets 50 bøger om Anden Verdenskrig købe Ole Mortensøns bog om Fredrik og Matilde Bajer, der stiftede den første danske fredsbevægelse og som eneste danskere nogensinde fik Nobels fredspris, i 1908? Hvor er museerne, statuerne og gadenavnene for dem?

I mange teaterstykker prøver forfatteren at "afsløre", at der under overfladen på den humanistiske borger gemmer sig et rovdyr, og under civilisationens fernis gemmer sig det rå barbari. Jeg er mere interesseret i, hvordan vi får styrket den humanistiske overflade og gjort civilisations fernis holdbar. Det er vigtigere at få unge mænd mellem 18 og 25 fra at drømme om krig og våben, end at få dem til at holde op med at klappe kvinder bagi. Og vigtigere at få kvinder rundt om i Verden til - som Aristofanes' Lysistrate - at nægte samkvem med de krigsliderlige end at hænge de almindeligt liderlige ud på Tinder. For militarismen er, som Stefan Zweig sagde, selve modsætningen til civilisation og dannelse.

Burde vi ikke dæmpe "den indre drengerøv" og i stedet for at læse årets 50 bøger om Anden Verdenskrig købe Ole Mortensøns bog om Fredrik og Matilde Bajer, der stiftede den første danske fredsbevægelse og som eneste danskere nogensinde fik Nobels fredspris, i 1908.

Til Eftertanke: Militarismen - det modsatte af dannelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce