Tak for lån


Tak for lån

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEN ÆLDRE HERRE ligger for døden og kalder derfor sin søn til sig.

De får lykkeligvis snakket ud om stort og småt.

Men da sønnen skal til at gå, siger faren: »Lov mig nu, at du ikke låner de bøger ud i den reol dér; dem har jeg nemlig selv lånt.«

- Med al respekt for alderdommen så er der noget meget vigtigt, den ældre herre ikke har forstået og derfor ikke kan give videre; han har ikke fattet, at man altid skal huske at aflevere det, man har lånt.

DENNE LILLE historie kom jeg til at tænke på, da jeg så en udsendelse om digteren Inger Christensen, der døde for nylig. Hun sagde, at hun ikke havde regnet med, at så mange af Poul Borums bøger ville havne i hendes lejlighed. Men bøgerne var altså flyttet ind, og, som hun sagde, de var på en vis måde også på vej ud igen. Se, sådan taler et vidende menneske. Hun ved selvfølgelig, at vi ikke kan eje noget som helst; for alt det, vi kalder vores, skal på et eller andet tidspunkt gives videre, eller tilbage, hvordan vi nu ser på det. Inger Christensen gav heldigvis sin store viden og sin dybe poetiske indsigt videre til os i sit livsværk:

ET SAMFUND KAN være så stenet/ At alt er en eneste blok/ Og indbyggermassen så benet/ At livet er gået i chock / Og hjertet er helt i skygge/ Og hjertet er næsten hørt op/ Til nogen begynder at bygge/ En by der blød som en krop (fra digtsamlingen Det - 1969).

JØRN UTZON, DER døde sidst på året, skabte bygninger til denne by. Allerede som 30-årig skrev han et manifest om arkitekturens væsen: »At være i Kontakt med Tiden, med Omgivelserne er en Nødvendighed for at kunne oversætte Opgavens Krav til et arkitektonisk Sprog, der danner en Eenhed af alle de forskellige Faktorer. Samtidig maa Arkitekten have den fabulerende Evne, som man sommetider kalder Fantasi, sommetider Drømmeri. At forstaa al den Inspiration, der ligger i Menneskets utallige Ytringsformer, .... det er Vejen til en varieret og menneskelig Arkitektur«. (Teksten indgår i Torsten Bløndals logbøger - udkommer foråret 2009).

Med disse tanker om en poetisk arkitektur skabte Utzon det vidunderlige Sydney Operahus: En drøm af hvidt lys der folder sig ud som et sejl! Hvor er det godt, at nogen har denne forståelse af sammenhængen mellem lys og landskab, mellem mennesker og bygninger. Og evnen til at placere det i virkeligheden, så vi andre kan se og fatte det.

ARNE NÆSS, DEN tredje af mine helte, døde også for nylig. Hvordan kan det være, at der tit er tre, som dør inden for sammme tidsrum? Tre venner, tre naboer, eller som her inden for en måned, tre lysende fyrtårne i det menneskelige landskab?

Arne Næss kaldte sig økosof. (Det er en sammentænkning af økologi og filosofi, af mennesker og omgivelser) Et område han ihærdigt beskæftigede sig med, fordi han fandt det fuldstændig uforeneligt med menneskelig værdighed at ødelægge naturen. For ham var det derfor vigtigt i første omgang at begrænse skaderne ved at holde teknologien i kort snor. Teknologien løber så let løbsk og ødelægger alt omkring sig, som vi ser. Målet, sagde Næss, er et rigt liv med enkle midler.

Alle tre gav det tilbage, de havde samlet sammen i tidens løb, med tak for lån. Men det er mig, der takker. Jeg er dybt taknemmelig over at have levet samtidig med dem og fulgt deres værker, mens de tog form og gjorde jorden til et bedre sted at være.

Tak for lån

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce