Min ven Anton: Vores forår er nu tre centimeter højt
Af: Journalist Marianne Kjær makj@faa.dk

- Pruuuuh!

Min rød-hvide gårdhund Odin prustede som en lille hest, da hans følsomme snude mødte den udendørs rimfrost. Det var alt for tidligt. Alt for mørkt. Alt for meget januar.

- Det kan du godt glemme, sagde jeg, da han skævede bagud mod vaskerummet.

- Det er kun i Helvedestimen nytårsnat mellem tolv og ét, når tåbelige to-ben fyrer en månedsløn af i krudt og raketter, at de indendørs faciliteter må bruges til herre-hunde-toilet. Odin slog et par slag med sin lange buskede hale og potede med et suk ud i mørket og de iskolde tåger. Hans yngre bror, Bongo, var forlængst afsted ud i terrænet, for at opsnuse hvilke katte og gnavere, der havde passeret hans havegrund i nattens løb uden hans tilladelse. Et par solsorte skræppede.

Anton er solidarisk med vores vinterblues, selvom han for længst er vokset fra barnlige nedture over, at de sidste julelys er slukket, og solen stadig er til opladning.

- Bongo, du ved godt, du skal lade fuglene være, råbte jeg, som om jeg kunne få svar.

Jeg taler menneskesprog med mine gamle hunde, som jeg tror forstår eller i hvert fald kan aflæse mig. Sådan har det altid været.

Medens min gamle gårdhund Frederik styrede sin flok af en dalmatiner, to yngre artsfæller, en kat og to to-ben, sad jeg en aften i møde med min komponistven Peter.

Frederik kommer op ad trappen. Han går hen til mig og stirrer direkte på mig, som kun en førerhund kan stirre på sit under-menneske ved lufte-, mad- og sove-tid.

- Kan du så gå ned i seng, siger jeg til hunden.

Hunden vender sig og går ned igen. Min gæst kigger derefter på trappen og mister tråd og koncentration.

- Jeg venter hvert øjeblik, at Frederik kommer op i ført nattøj med print af små kødben og en bamsehund i poten for at få læst godnathistorie. Hundehovedet forstod jo, hvad du sagde, siger Peter så forbløffet, som kun en katteejer kan være ved mødet med sprog, der ikke bare mimes, men tales erfaren hund og hundeejer imellem.

Antons lillebror Oscar og jeg, som deler passionen for hunde, katte og alle andre dyr, deler også den tilbagevendende vinterblues i januar, hvor foråret stadig er en fremtidsvision. Anton er solidarisk, selvom jeg godt ved, han for længst er vokset fra barnlige nedture over, at de sidste julelys er slukket, og solen stadig er til opladning.

Lille Oscar og jeg har i flere uger haft et lyspunkt. Det begyndte en dag, hvor vi ville finde den særlige solsort, som sang smukkere end de andre. Især når den blege vintersol pludselig lyste haven op på klare dage uden rimtågeslør. Vi har kaldt den lille handicappede solsorte han "Sort Sol".

En dag, vi gik efter lyden, fandt vi ham under havens ældste ribsbusk. Han var mindre end de voksne solsorte. De sorte fjer var kommet. Hans næb var længere og buede som en kolobris. Hans ene vinge var ikke helt udvokset. Men hans sang smukkere end de fuldt udvoksede artsfæller. Bongo hár jaget ham, men tabt flere gange, for "Sol" flaksede behændigt ind under brændestabel og hegn.

- Jeg har sagt til Oscar, at den har lært at flyve og fundet en anden have. Anton holdt en skovl frem, og dér lå "Sort Sol" stendød. Vi skyndte os at begrave ham under buskene. Bongo snorkede nu selvtilfreds i sin kurv, men de sorte dun på tæppet viste, at fuglejagten var gået tidligt ind i år.

Senere kom både Anton og Oscar. Anton havde denne gang medbragt en tommestok og et målebånd. Han havde desuden lavet et skilt, hvorpå der stod: "Her vokser foråret".

Vi gik ned bagerst i haven. Anton målte alvorligt de spirende vintergækker, med sammenrullede hvide knopper. De stadig duknakkede erantis.

- Foråret er hos os nu tre centimeter højt, sagde han.

Vi var enige om, at dét var en blues-sænkende nyhed.