Min ven Anton: Fars første juletræsdans
Af: Marianne Kjær makj@faa.dk

- Måske kan jeg nå at se juletræet ankomme, inden jeg rejser tilbage til København, sagde bedstevennen Per forventningsfuldt.

Hans humør rakte til julestjernen i et hvert anstændigt juletræs top.

DSB havde denne gang leveret ham på skinner helt efter køreplanen. Ikke bare til vort fælles hurlumhej-hus i svendborggaden, men til hele den forventningsfulde stab fra 8 til 80 år, som i disse dage spiller juleforestillingen "Svendborg-Nissernes By" på Svendborg Teater.

- Jeg tror, vi har indbrud, sagde Per. Han stod i døren, bevæbnet med noget for ham så usædvanligt som en gulvskrubbe. 

 

Juletræet! Det er også blandt mange herlige traditioner mit længst udholdende og nærmeste låne-barn og jeg har omkring højtiden.

Det leveres som gave, frisk skovet fra Hvidkildes skove af vennerne fra min teaterfamilies ligeså traditionelle kirkegårdsspil på Svendborg Assistens Kirkegård. Altid "det nydeligste lille træ i skoven".

Vi kiggede fotos fra tidligere julemåneder, hvor den første pynt altid er de håndsyede juletræspynt-dukker fra London. Per har bragt dem hjem i løbet af årene, og det er blevet til 30 historiske personligheder, lige til at hænge på de grønne grene.

 

Der er Victoria og Albert, Henrik 8. og alle hans koner, Shakespeare og hans kone samt Globe Teatret. Der er Oscar Wilde, Jane Auston, den første kvindelige skuespiller Nell Gwyn og flere andre engelske personligheder i smukke dragter - hver efter deres tid.

Senest er Pers arbejdsplads Tivoli begyndte at bestille særlige Harlekin, Columbine og Pjerrot juletræsdukker i London. De er der selvfølgelig også. "Familien" kalder vi dem. De er ikke gemt væk i julepyntskasser på andre tider af året.

De hænger på væggen i kulørte silkebånd året rundt. Når så juletræet er på plads på ærespladsen i vores julestue lillejuleaften, så  tager de "på skovtur" på hver sin grønne gren.

 

- Træet er ikke kommet endnu, sagde Anton, som kiggede ind midt eftermiddag. Hans mor og søskende var til julemarked og hans far til den årlige julefrokost med de andre voksne spejderledere.

- Det er den eneste aften, hvor de absolut ikke opfører sig som små spejderdrenge, kun beredt til gode gerninger, sagde Ingrid med et suk, da hun forinden havde bragt en hjemmebagt brunsviger.

Jeg havde glemt at købe Pers traditionelle hjemkomst-brunsviger.

 

Efter teatertid så vi tv alt for længe. Jeg havde kun sovet få timer, da jeg vågnede ved to gårdhundes heftige gøen. De tav hurtigt og logrede, da de så, det var Per, som stod i døren. Han var bevæbnet med noget for ham så usædvanligt som en gulvskrubbe.

- Jeg tror, vi har indbrud! Nu kunne jeg også høre støjen som noget, der væltede og en uhyggelig klagende lyd af et menneske i nød.

- Overfald! råbte jeg og greb en gardinstang i mit bryggers.

Her har den stået, siden jeg sidst fik nye gardiner i stuen. Det er længe siden.

 

- Hvad sker der?

Anton åbnede vinduet. Inde hos naboen tændtes lyset, og gadedøren blev slået op af Antons mor.

Dér, vandret lå mit juletræ, pænt og nyleveret i net. Der lød en stønnen. Zombie-lydene kom fra Antons far, der lå og rullede rundt under det.

- Jeg troede det var en person, der stod dér i mørket og sprang frem i mod mig, snøvlede Antons far.

- Nu må du hellere rejse dig ved det træ du faldt, grinede Per om kap med Anton, der tog fat i sin fars anden arm.

- Hvor er I rare, hikstede den faldne spejderleder.

- Hvis der er knækket så meget som en nål på mit juletræ, så vanker der.

Jeg understregede med en løftet gardinstang.

- Jeg aflægger rapport i morgen, sagde Anton over skulderen.

- Nul sønnike, sagde hans far.

- Jo, du gør så, sagde jeg.