Min ven Anton: Dessert-kok amok på fire poter


Min ven Anton: Dessert-kok amok på fire poter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist Marianne Kjær makj@faa.dk
MB -
Debat FAA. 

Antons gravide mor har en periode, hvor hun kun kan spise rosinbrød med højt tandsmør.

Jeg er godt dresseret af min mor, kogekonen "Madam Møller". Hun langtidsplanlagde sine gæstebud og bestilte altid specialbrød forud hos byens bagere. Hos hende var det gerne de særlige hjertebrød, som hun elskede at servere med højt pålæg som forretter eller snacks.

Vinterferien er en krævende uge i det hele taget for både Anton og jeg. Han er blevet hjemme hos sin mor, der har lægeforbud mod at deltage i den traditionelle skiferie i svenske Dalarna. Antons far, faster Susan, Astrid og lille Oscar sender dagligt eventyrlige fotos hjem fra et sandt "winter wonderland" omkring Grövelsjönfjeldet. Oscar har faster Susan lokket med, for hun mente bestemt, at de deroppe kunne spotte en snehare. Om den art lever så langt mod syd? Nå, det virkede. Oscar tog glad afsted med de tre andre.

Antons mor havde bestilt kaffe, te og rosinbrød til klokken 15.30, hvor hendes veninder ankom for at deltage i hendes sy-din-egen-kjole-efter-mønster-tilpasset-din-krop-workshop.

Den dag havde en barndomsven på gennemrejse lige spurgt, om jeg havde en lille time til hende, inden hun skulle videre i verden.

- En kande kaffe med tørkage klokken 13 og fire gange kaffe, myntete og rosinbrød med smør klokken 16.30. Så gerne, chef, sagde Anton og bukkede som en anden tjener Boldt fra "Matador".

Han ville sørge for at holde kaffemaskine og el-kande igang, men havde ikke tid til at løbe til bageren, for hans vinterferie består i at skrive opgave og spille musik sammen med genboens Victoria. Jeg kunne ikke drømme om at stå ung lykke i vejen.

Der var en halv time til min første gæsts ankomst. Jeg styrtede ind til den nærmeste bager. Købte to tørkager. Der var ikke noget rosinbrød. Jeg løb videre. Næste bager førte det slet ikke. Den tredje havde lige solgt det sidste. Hos bager nummer fire stod, som i sukkerglaseret stråleglans, ét rosinbrød på øverste hylde. Jeg tonsede ind og med en opførsel, jeg hader hos jævnaldrende medsøstre, råbte jeg:

- Det dér rosinbrød!

- Ja, jeg skal ikke have det, sagde damen ved siden af.

Hun var faktisk kommet først. Jeg havde ikke tid til skam. Drønede hjem, kastede den brune bagerpose med det vigtige brød på køkkenbordet, greb tørkagerne. Snuppede termokanden ud af Antons hænder og kastede mig over bordækning i den fjerne stue, hvor der altid er nydeligt, ryddeligt og til gæster.

Det gik, som det altid gør, når man ikke har set hinanden længe. Min barndomsven og jeg snakkede ikke én, men to timer, så skulle hun med toget. Hun løb ned mod banen. Jeg løb op for at få has på den næste servering.

- Du skal ikke gå derind, sagde Anton.

El-kanden dirrede i hans hånd. Jeg flyttede ham og den. Tidsnok til at se min evigt spisende gårdhund, Odin, luske ind i den fjerneste stue. Odin har den idé, at han må prøvespise al menneskemad. Også selvom han lige har slugt en skålfuld hundemad. Han er en gentle-hund-tyv. Kan tage pålæg af brød, uden at sætte tandmærker i smørret. På gulvet lå den brune pose, nu foldet ud. På den lå et "pelset" rosinbrød. I en anden bunke lå den glaserede skorpe med al tesukkeret i små bidder.

- Jeg har aldrig før set et rosinbrød indeni, sagde Anton.

- Væk, sagde jeg og skar brødet mere til, skivede det, dyppede i æg, mælk, sukker og kanel, stegte i smør og greb skabets bedste jordbærmarmelade.

Voila!

- Næh, arme riddere, sagde Ingrid.

- Af rosinbrød, sagde jeg.

- Nærmere arme hunde, sagde Anton.

Jeg sparkede ham blidt under bordet.

Hos bager nummer fire stod, som i sukkerglaseret stråleglans, ét rosinbrød på øverste hylde

Min ven Anton: Dessert-kok amok på fire poter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce