Min ven Anton: Den korte hjemtur kan være lang nok


Min ven Anton: Den korte hjemtur kan være lang nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist Marianne Kjær makj@faa.dk
MB -
Debat FAA. 

- Halloooo! Hvor skal du hen i den fart? Stop! jeg skal tale med dig!

Jeg hørte gadens pensionerede læge Madsens røst bag mig, da jeg med de sædvanlige to alt for tunge indkøbsposer forsøgte at forcerede bakken op mod mit hus på gadens top.

Jo, jeg havde travlt, for Antons mor Ingrid havde været en tur på sygehuset. Det lille drys sne, som weekenden gav, havde i hendes gravide tilstand irriteret. Hun var alene hjemme og havde grebet sneskovlen. Resultatet var smerter og en tur med ambulance. Heldigvis havde jeg lige hørt fra Antons forskrækkede far, at de var landet igen og i god behold i nabohuset. Ingrid med et strengt påbud om ikke at udsætte sig og vores lille juni-barn for noget mere fysisk anstrengende end at strikke.

Hallo! Kan du ikke høre, lød det nærmere bag mig.

Jeg nåede at tænke, at hvis jeg ikke stoppede, ville Madsen troppe op senere på eftermiddagen med brochurer og gode råd om anskaffelse af høreapparater. Hvis jeg stoppede, skulle jeg i forhør om, hvorfor ambulancen holdt udenfor klokken otte i morges. Lige da jeg satte tempoet op, gik bommene ned for toget, og afgjorde dermed min skæbne.

- Er du begyndt at høre dårligt? Måske du er lidt med-vilje-døv? Man vil måske ikke snakke?

Madsen kneb det ene øje mistroisk sammen.

- Jeg gik i mine egne tanker, sagde jeg.

- Du tænker måske som jeg, at det er praktisk, at de bygger plejehjem fem minutter fra vore ejendomme. Lige for foden af vor gade. Ja, jeg lægger billet ind. Har du ikke tænkt dig i tide at gøre det samme?

Madsen pegede med sin stok på den grå bygning, som efterhånden lignede, ja, en grå bygning.

- Vi dør tidligt i min familie. Cancer på den ene side, dårligt hjerte på den anden, sagde jeg højt og i panik.

Toget kørte forbi. Toget var kørt i det hele taget fra at undslippe Madsen.

- Nu skal jeg tage dine poser, tante M.

Anton havde indhentet som en frelsende engel.

- Du skal sige til din tante, at hun skal vænne sig til at gå oftere ud og købe ind. Det er ikke sundt at slæbe så meget i hendes alder. Det minder mig forresten. Jeg var bekymret i morges, da jeg så ambulancen uden for din dør, sagde Madsen henvendt til mig.

- Det var mor, røg det ud af Anton, inden jeg havde nået at give tegn med min ellers befriede arme.

- Aha!

Madsen lignede en kommissær i en tv-krimi

- Rutineundersøgelse. Alt er godt, sagde jeg.

- Måske jeg som læge skulle kigge ind?

- Nåda! Mor skriver, at jeg er sent på den. Vi skal prøve tøj til fastelavnsfesten på søndag hos Lucas.

Det var lykkedes Anton med to bæreposer, en skolerygsæk alligevel at få fisket sin mobil op af lommen.

- Unge mand. Du har vel hørt om regeringens maskeringsforbud. Slut med den maskerade, der for øvrigt er dyr, når jeres forældre ikke har skam nok i livet til at forbyde, at I går rundt og tigger til fastelavn. Som om det ikke er nok med de velgørende foreninger, der render os på dørene. Indsamling til dit og dat og så jer oveni.

- Du skal ikke være nervøs, Madsen. Det er kun Oscar, som løber fastelavn i år. Han er godt nok Spiderman, men har sat et skilt på dragten, hvor der står: Jeg er Oscar indeni, sagde Anton og fortsatte.

- Vi store går kun til fest. Astrid er Wonder Woman, der ikke bærer maske. Victoria og jeg er Sherlock og Watson, og vi har strøget overskægget. Jeg ved du har en samling af antikke lægetasker. Jeg skal som doktor Watson låne én.

- Ikke til det pjat, knægt.

Madsen satte farten op. Vi standsede.

- Giv en åndelig high five eller dyt mig på næsen. Jeg har ligesom hænderne fulde, grinede Anton.

Jeg nåede at tænke, at hvis jeg ikke stoppede, ville Madsen troppe op senere på eftermiddagen med brochurer og gode råd om anskaffelse af høreapparater.

Min ven Anton: Den korte hjemtur kan være lang nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce