Min Mening: Underlødige Løhde og de andre støjsendere


Min Mening: Underlødige Løhde og de andre støjsendere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Iza Alfredsen, læge, Ærø
Billede
Debat FAA. 

I dag sidder jeg med rødvin og fjernsynet slukket. Kvindernes kampdag har jeg forbigået uden at åbne avisen. Jeg forventer faktisk ikke at åbne avisen, før vi er færdige med strejke og lockout.

Medierne sluger sultent de historier, der lækkes fra regioner, kommuner og statens spindoktorer. Historier, der vel og mærke har det ene formål at miskreditere, devaluere og undergrave offentligt ansatte.

Løhde ligner en lille pige, der vil give os alle en velfortjent irettesættelse og huskekage. Som alle andre forkælede politikerspirer, får hun helt sikkert sin vilje.

For offentligt ansatte eksisterer der ikke længere overenskomstforhandlinger. Det offentlige fremsætter en række urimelige krav til lønmodtagerne, der naturligt nok ikke ønsker at forringe deres arbejdsvilkår. Så strejker lønmodtagerne og det offentlige lockouter og cirka fire minutter efter det cirkus starter, vedtages der en lov, der tilsidesætter enhver ret til forhandling og i øvrigt efterkommer de urimelige krav, arbejdsgiverne oprindeligt havde. Og det sparer penge på kort sigt for det offentlige. Desværre forlader de, der har mulighed for at blive bedre lønnet andetsteds, det offentlige. Og det er tit de dygtigste.

På samme måde som Folketinget efterhånden synes helt tørlagt for viden, erfaring og ordentlighed, tappes den offentlige sektor for erfaren arbejdskraft. Det hele orkestreres af højtlønnede spindoktorer, der fodrer en ukritisk presse med historier, der i bedste fald er fordrejede, i værste fald viser sig at være løgn. Eller det vil nok aldrig vise sig, for pressen er ikke en vagthund, men nærmere en skødehund, der ukritisk og formentlig også ganske uden faglighed i disse sparetider, trykker propagandaen.

Den seneste historie i pressen er om, hvordan læger udskriver smertestillende og beroligende i store mængder uden at overholde lovgivningen, fordi patienterne ikke møder op i konsultationen hver gang, de skal have udskrevet medicinen. Jeg er en af de læger. Og de retningslinjer jeg arbejder under, er lavet af STPS.

STPS er det organ der dømmer læger. Som regel dømmes vi af en læge, der ikke har set en patient de seneste 20 år, men bruger det meste af sin tid på at producere papir til stor gene for de læger, der har med patienter at gøre til daglig. De mængder papir, STPS producerer, består nemlig af love og regler, vi praktisk arbejdende læger forventes at følge.

STPS er således lovgivende, udøvende og dømmende magt i lægekredse, men nyder ikke rigtig hverken respekt eller agtelse, fordi lægerne derinde ikke aner, hvad der foregår udenfor de klimakontrollerede omgivelse på Islands Brygge. En enkelt farmaceut pippede med her i avisen, hvor hun postulerede, at læger ikke vidste nok om STPS' arbejde til, at vi kunne udtale os om det. Hun arbejdede nemlig selv med klagesager mod læger.

Her ville jeg nok indskyde, at en farmaceut ikke ved nok om lægearbejde til at fælde dom over læger, men hvis farmaceuten ikke allerede nu selv kan se det, er det nok spildte ord.

Engang var jeg typen, der ventede på grønt lys i fodgængerfeltet, selvom der ikke kom biler. Typen der aldrig kunne drømme om at krydse grænsen uden registreringattesten i handskeboksen. Typen, der aldrig er blevet taget i at køre for hurtigt.

Men alderen og den ekstremt høje grad af idiotiske regler, jeg bliver plaget med til daglig i min profession, har gjort mig til en lille forbryder af værste skuffe. Og jeg er bange for, jeg er en af de mere lovlydige typer i branchen. Også når det gælder morfin og andre afhængighedsskabende midler.

Patienter skal informeres om, at medicinen, de får, er afhængighedsskabende, at de ikke må føre køretøjer eller tungt maskineri, når de tager det, at de skal møde op på lægehuset, hver gang de skal have recept, og at de skal forsøge udtrapning af medicinen.

Lad mig give et eksempel: Oda på 89 har fået sovepiller siden hun i '50erne led af nerver. Hun tager fortsat en sovepille hver aften, er stokdøv, bragende dement og tiltaler mig kun som lillepigen, mens hun aer mig på kinden med hendes krogede, gamle fingre.

Jeg har prøvet at stoppe sovepillen, men en af de få ting Oda kan huske er, at hun skal børste tænder, have en pille og så sove. Om morgenen kan hun godt finde på at lede efter køer, der skal malkes, men ifølge plejepersonalet kan hun afledes ved at hjælpe personalet med at stille an til morgenmad. Sovepillen kan hun imidlertid ikke afledes fra. Hun kender formen, smagen og fornemmelsen. Hun græder og vandrer hvileløst rundt om natten, hvis hun ikke får den.

Her kunne jeg vælge at stå fast. Insistere på, hun ikke har behov for den pille. Passe på mig selv, så jeg ikke kan blive fradømt retten til at være læge af STPS. Undgå at en slesk politikertype kritiserer mig i 19 Nyhederne. Og det ville jeg nok have gjort for et par år siden. Men ikke mere.

I stedet siger jeg til Oda, at hun ikke må køre bil og skal være opmærksom på medicinen er afhængighedsskabende, og at vi ses om tre måneder igen for at snakke om sovepiller. Heldigvis kan Oda hverken høre eller huske, hvilket glæder mig usigeligt. Nu kan jeg notere i journalen, at Oda er informeret om det hele, men helt sikkert ikke kan huske noget om mit besøg, så snart jeg går ud af døren. Oda vil jeg gerne tage en påtale for.

En anden jeg gerne vil tage en påtale for er Jan. Han arbejder fuld tid og rejser rundt i hele Danmark. En gang i mellem blusser hans rygsmerter op. De kommer, fordi han engang kørte galt, og det endte med, at der flere steder i hans ryg er knogle mod knogle. Han glemmer altid at få en tid til at forny sin medicin, fordi han kun bruger den i de perioder, han har ondt.

Jeg har travlt. Han har travlt. For det meste finder vi en løsning, hvor vi mødes. Men nogle gange kommer forbryderen op i mig, og så sender jeg eksempelvis 20 smertestillende op på receptserveren, så Jan kan hente den det sted i Danmark, han nu er. Jan er blevet straffet nok ved at have smadret sin ryg. Pillerne løser hans problem, når det gør ondt. Hvis jeg skulle insistere på, at han stillede på Ærø hver gang, så ville jeg ikke alene tage hans mulighed for at arbejde fra ham, men også hans mulighed for at bevæge sig frit.

Det var den anden side af det spin, der har været mod forbryderlæger, der udskriver medicin til patienterne uden at kræve, patienterne møder op i klinikken hver gang.

Tænk jer om, når I læser artikler om offentligt ansatte det næste stykke tid. Løhde og hendes spindoktorer har masser af røverhistorier, de kan fodre de villige journalister med.

Oda er informeret om det hele, men helt sikkert ikke kan huske noget om mit besøg, så snart jeg går ud af døren. Oda vil jeg gerne tage en påtale for.

Min Mening: Underlødige Løhde og de andre støjsendere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce