Min Mening: Om at spise dyr


Min Mening: Om at spise dyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Cand.mag. i kultur og formidling Lone Kramer, Løgeskov, Stenstrup
Michael Bager
Debat FAA. 

Lone Bellings klumme om bæredygtig dannelse i en 5. klasse fik mig til at tænke på børns intuitive empatiske reaktion på deres omverden. Da min søn gik i 0. klasse, og jeg hentede ham efter skole, var der en dag en større dreng, vi ikke kendte, der havde slået sig ved leg i skolegården, og hans kammerater var løbet efter hjælp på lærerværelset. "Mor, du skal gå hen og trøste ham", forlangte min søn.

Empatien strækker længere end til andre mennesker; også dyr er omfattet af børns umiddelbare empati. Da min søn var fem år, spiste vi kanin hos en veninde. Da han hørte, hvad vi havde på tallerkenen, begyndte han at græde og sagde: "Jeg spiser ikke bløde dyr."

Jeg er selv datter af en husmand og er vokset op på et lille landbrug, som man ikke ser mere. Min far havde 25 malkekøer, der gik i løsdrift, som var en ny metode dengang i 1970erne. Derudover havde han 10 søer med pattegrise. Lidt kalve, høns, gæs, ænder, duer. Vi børn havde geder, ponyer og kaniner, og så var der familiens hund og en håndfuld katte.

Det hørte med til livet på landet, at vi spiste de kalve, grise og høns, som vi havde kælet med, da de var små. Men indimellem krævede det tårer, hvide løgne og en vis fortrængning i forvandlingen fra dyr til kød. Jeg har et par stærke oplevelser af følelsesmæssig samhørighed med dyrene fra min barndom. Normalt blev malkekøernes kalve taget fra deres mor, straks de var født. Den første råmælk fik kalven i en sutteflaske, men så skulle koen producere mælk til mejeriet, og vi lærte kalven at drikke komælkserstatning af en spand, mens den med sin ru tunge suttede vores fingre. Da jeg var 8-10 år, havde en ko kælvet ude på marken, og min far opdagede det først efter et døgn og fjernede så kalven. Koen stod i to døgn på det sted, hvor kalven var taget fra den, og brølede så hjerteskærende, at jeg syntes min far var verdens ondeste mand. Den længselsfulde brølen, var så forskellig fra den måde køerne brølede på, når de ville malkes eller fodres.

Lugten af gødning i grisestalden var ikke behagelig, men så fuldstændig anderledes end den voldsomme stank fra de grise, der skrigende blev gennet op i ladbilen på vej til slagteriet. De svedte angstens sved.

Dyrene kunne give trøst og glæde, som når jeg var ked af det og krøllede mig sammen med hunden i hundekurven, eller når geden hvilede hovedet i mit skød eller ponyens bløde mule nussede mig i håret.

Min yngste datter er veganer og har været det i tre år. De gode grunde er mange: sundhed, dyrevelfærd og klima. I Politiken søndag kom 301 danske forskere med et opråb: Tag klimaet alvorligt nu. Læs eventuelt "Om at spise dyr" af Jonathan Safran Foer.

Selv spiser jeg stadig af og til kød, men dybest set burde vi ikke spise kød af den indlysende grund, som vi desværre aflærer, når vi vokser op: af intuitiv empati med et andet levende væsen.

Dybest set burde vi ikke spise kød af den indlysende grund, som vi desværre aflærer, når vi vokser op: af intuitiv empati med et andet levende væsen.

Min Mening: Om at spise dyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce