Min Mening: Nu har krokusserne i plænen tændt landingslysene, tranerne kan komme
Af: Keramiker Knud Pedersen, Bagenkop

Eske K. Mathiesens digt fra samlingen Tranedun, 2008, er det forårsdigt, jeg kender, der bedst og mest overraskende udtrykker den forventningens glæde, der nu spirer frem overalt i naturen. Der bliver helt stille inde i hovedet på mig, når jeg læser noget så smukt.

Og derfor vil man måske også tro, at jeg blev glad, da jeg forleden fik øje på en sanglærke i haven. Så tæt på og i så lang tid havde jeg aldrig før iagttaget en lærke. De plejer for det meste at hænge oppe under himlen ude over marken og kvidre, så det er en lyst, og ellers være usynlige på jorden. For første gang i al den tid, jeg har boet i Bagenkop, gik der en lille lærke og ledte efter noget spiseligt lige uden for vinduerne. Men glad blev jeg ikke. Hvad pokker, tænkte jeg, har den ikke længere nok at leve af i naturen? Er det derfor den søger ind i haven? Og med ét var hele den triste diskussion nærværende: Om naturen, der er trængt fra alle sider. Om gift og overgødskning. Om brakarealer, der brutalt opdyrkes, mens lærker bygger reder og om skove, der drænes og drives, som var de tømmermarker. Så var den dag ødelagt.

Når man nu alligevel er i forårshaven, hvorfor så ikke give naturen en chance?

Det har altid undret mig, at man skal kæmpe så hårdt og så indædt og så længe for at bevise, at det indlysende rigtige er rigtigt. Jeg ved ikke, om det skyldes de mørke kræfters bedre greb om sproget, så en diskussion om ret og rimelighed kan køre indtil ulykken er sket, og der ikke er længere er mere at stille op - og hvor magthaverne så til sidst står der med armene ud til siden og hovedet på skrå og siger: Vi vidste ikke bedre, men nu må vi kikke fremad ...

I stedet for at indlade sig på endnu sådan en nyttesløs diskussion, synes jeg, det er bedre bare at gå i gang. Og med at gå i gang mener jeg at gå ud i haven og så og prikle og plante og forberede alle de gevækster, som også fuglene, bierne og sommerfuglene synes er smukke og nyttige. Når man nu alligevel er i forårshaven, hvorfor så ikke give naturen en chance?

På et tidspunkt i klodens historie var der balance mellem menneskers indgreb i naturen og jordens evne til at gøre "skaden" god igen. I vore dage ser det ud til, at naturen er blevet til isolerede og sårbare områder i det dyrkede land (I Danmark har vi ikke haft urørt skov af betydning siden slutningen af det 15. århundrede? For bare at nævne ét livsvigtigt område, der nu er ødelagt).

Det er her, haverne kan gøre en vigtig forskel. Haverne kan være små livgivende oaser i en verden, der sætter profit før liv og skønhed. Bierne kan her hente pollen og nektar fra anemoner, mælkebøtter, pil, slåen, og hvad ved jeg. Undersøg mulighederne. Når der nu alligevel skal være noget smukt at se på og glæde sig over i haven, hvorfor så ikke tænke stort og plante omverdenvenligt? Klodekærligt?