Min Mening: Min barndoms helte


Min Mening: Min barndoms helte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sognepræst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, Gudbjerg
Billede
Debat FAA. 

Tiden er en sælsom størrelse. Den går og går, uden at vi ved af det. Nogle gange kan den gå langsomt - andre gange kan vi næsten ikke følge med. Og tiden lader intet stå ubemærket hen. Den sætter sine spor i vores ansigter, hvor fugerne bliver tydeligere, smilehullerne dybere og øjnene mildere. Og tiden ændrer det blik, som vi anskuer vores virkelighed med. Det er som om, at jo flere ting vi har set, jo dybere og længere rækker vores blikke. Øvelse gør mester, og vores linser stilles skarpere.

Jeg har i den seneste tid tænkt på, hvor lidt jeg egentlig så, da jeg var barn. Jeg så ikke det hyggelige i campingferierne, som mine forældre tog mig på. Jeg så ikke den portion kærlighed, der var kommet i aftensmaden, som jeg højlydt tillod mig at brokke mig over. Jeg så ikke den omsorg, der var blevet lagt i tilrettelæggelsen af min skolegang.

Men jeg mener ikke, at det gør mig til et uartigt barn. For som barn ser man ikke, hvor meget andre mennesker gør for en. Det er noget, man skal lære at se. Man lærer med tiden taknemmelighedens blik. For taknemmelighed er ikke noget, der er givet ved fødslen, men noget, der skal tillæres.

Da jeg var barn, var det helt store i min verden at gå til spejder. Hvor mange andre børn drønede rundt på fodboldbanen eller spillede håndbold i hallen, nød jeg uge efter uge at gå til spejder hos Inga, Torben og Allan - og alle de andre voksne, som frivilligt brugte deres tid på at lære os unger færdigheder.

Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde har fået sagt tak til dem. Og det er jeg faktisk ked af. For de mennesker gjorde en ubeskrivelig indsats. Uge efter uge stod de efter deres arbejde klar med aktiviteter for os unger, de tog os på lejre, de lærte os om naturen, og de lærte os om os selv. Det er så værdifuld en indsats, som de har ydet, og det er de ikke alene om.

For der er hundredevis af mennesker, som dagligt yder en kæmpe indsats i foreningslivet for vores børn og unge. Mennesker, som står parat efter arbejde, i weekenderne og på alle mulige og umulige tidspunkter af ugen. Mennesker, som virkelig gør en forskel.

Vi skal huske at værdsætte de mennesker. Vi skal huske at sige dem tak for alt det, som de gør. Vi skal huske at takke dem for alle de minder, som de skaber i børnenes erindring, for færdighederne som de tillærer af dem. For børnene kan ikke altid selv sige tak - i hvert fald ikke, før de lærer at se med taknemmelighedens blik. Og for mig var det noget, som tog tid at lære. Men som man siger: Bedre sent end aldrig.

Så hermed min takkehilsen: Tak til mine - og alle - barndomshelte derude. Tak for al den tid, som I brugte på mig og de andre unger - ofte uden at få tak for det.

I har betydet mere, end I aner.

Tak til mine - og alle - barndomshelte derude. Tak for al den tid, som I brugte på mig og de andre unger - ofte uden at få tak for det.

Min Mening: Min barndoms helte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce