Min Mening: Mamre Lund og ramadanen


Min Mening: Mamre Lund og ramadanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lulu Okholm, Rudkøbing
Michael Bager
Debat FAA. 

Abraham sad i Mamre Lund,

han var en hyrdekonning,

salvet af Gud med egen mund,

og Sara hed hans dronning.

Denne herlige salme, som Grundtvig skrev om den snart hundredårige rige jøde, som ikke havde nogen arvinger, men som Herren lovede en søn med Sara, der var næsten ligeså gammel, har sin uforstyrrede plads i Den danske Højskolesangbog. Ingen anfægter sandsynligheden af, at Gud salver Abraham med egen mund, eller at Sara føder en søn et halvt hundrede år efter, at det videnskabeligt set kan lade sig gøre. Men salmen har en egen stemning, som jeg sugede til mig i underskolen, så jeg kan citere hvert eneste vers den dag i dag. Alt er godt. Men så kommer et grueligt problem buldrende ind på os. Danmarks største minoritetsreligion, islam, som fem og en halv procent af befolkningen bekender sig til, truer os på ny. En lille hyldest til ramadanen i København har fået en del af den særligt sande, danske kristenhed på barrikaderne. Selvfølgelig med DF i front.

En gang imellem er det altså utroligt, hvad vi, det lille smørhulsland, vil bruge ord, tid og kræfter på. Jeg fristes til at citere en god veninde, hvis mand yndede at rase højlydt over alverdens små og store tildragelser: "Gem dog din ophidselse til dobbeltsengen!"

For hvem kan det mon skade, at der imellem hundredvis af kristelige sange og salmer skulle snige sig lidt nyt og uvant ind? Der er jo ingen, der siger, at vi skal føle os forpligtede til at tage islam til os og holde ramadan. Det skulle ellers være en god slankekur. Men giv dog lidt plads, vær dog lidt åbne over for anderledes tænkende og troende. Det handler integration jo også om.

De mennesker, der af forskellige grunde har valgt at bo i Danmark, har pligt til at integrere sig i vores samfund og følge vores love og regler. Men hvad de vil tro på, må de da selv om, det har vi alle en grundlovssikret ret til. Dog synes jeg, det ville være klogt at undlade at skilte med sin tro - den burde være en privatsag.

For et par uger siden havde Politiken en artikel om en iransk født, dansk opvokset, kvindelig skuespiller, som var vred og fornærmet over, at der stort set aldrig var roller til hende. Fordi hun insisterede på at bære tørklæde. Hun havde ofte været til casting, hvor hun blev tilbudt rollen, hvis hun ville tage det af. "Hvorfor gør du så ikke det?", spurgte intervieweren. Og hun svarede, at det blev hun altid spurgt om, så det orkede hun ikke at svare på. Men det ville være at smide alt det, som hun kæmpede for, i skraldespanden.

Så nu sidder vi her og er lige kloge. Jeg forstår det ikke. Et synligt, religiøst symbol, som kun gælder det ene køn, byder de fleste danskere imod. Hvor ville kvinderne fremme integrationen, hvis de smed det. Men en nydelig, lille sang om ramadanen i København, skulle vi nok kunne acceptere i den hæderkronede Højskolesangbog.

For hvem kan det mon skade, at der imellem hundredvis af kristelige sange og salmer skulle snige sig lidt nyt og uvant ind?

Min Mening: Mamre Lund og ramadanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce