Min Mening: Dette vort skrøbelige liv
Af: Professor, dr. theol. Viggo Mortensen, Bregninge, Ærø

Jeg har været udsat for en tragedie. For knap to uger siden brændte den ene længe på den trelængede bindingsværksgård, som vi bor på. Var hele gården brændt, så havde det været en katastrofe. Nu var det en tragedie og tilmed en tragedie, som udstiller noget vigtigt ved vor menneskelige eksistens. Nemlig hvor skrøbelig den er. Vi sikrer os bedst muligt; vi lever sikrede liv betrygget med løn, pension og velfærdsgoder. Men lige pludselig kan livet vise sig fra den barske side. Døden eller den meningsløse lidelse bryder ind i vort liv og viser med stor tydelighed, hvor tilfældigt og sårbart vore liv er. Således kan også en glemt oliegryde lige pludselig blive anledning til at indse, hvor skrøbelig vor eksistens er.

Jeg har ikke tal på alle de henvendelser og sympatitilkendegivelser, vi har modtaget. Alle ønsker at hjælpe; vi får straks et hus stillet til rådighed forsynet med alle fornødenheder; folk kommer med mad og drikke og tilbyder konkret hjælp. Det er ganske overvældende og dybt bevægende.

Så træder de afgørende ting frem. Hvad er det, der tæller? En ældre vis kone sagde ved en lejlighed, hvor noget uafvendeligt havde ramt hende "Er der nogen døde? Er der nogen, der er kommet alvorligt til skade? Er der noget, der ikke kan gøres godt igen? Godt, så går vi videre."

Jo, det er en tragedie, at en smuk gammel gård ikke kan stå i sin autentiske skikkelse. Det er en tragedie at miste så mange ting, som minderne knytter sig til.

Men en sådan hændelse afslører også de grundlæggende forhold i vores liv; således træder det frem, hvad det egentlig handler om i livet. Sagt med ét ord: Fællesskab. I vores tilfælde, hvor vi havde mistet det meste af, hvad vi mennesker behøver for at overleve, et sted at sove, noget at spise, tøj at tage på, en mulighed for at orientere sig i verden, da er man helt henvist til andre.

Og her trådte naboerne i karakter. Jeg har ikke tal på alle de henvendelser og sympatitilkendegivelser, vi har modtaget. Alle ønsker at hjælpe; vi får straks et hus stillet til rådighed forsynet med alle fornødenheder; folk kommer med mad og drikke og tilbyder konkret hjælp. Det er ganske overvældende og dybt bevægende.

Jeg spurgte taksatorerne, om det var almindeligt. Nej, sagde de; normalt skal et brandsted sikres for at forhindre tyveri, men det er der vist ikke behov for her. Det sammenhold, der manifesterer sig, når ulykken rammer, det er nok noget særligt i de mindre samfund og måske specielt på øerne, mente de. Ærøboerne levede i hvert fald op til det. Naboerne hjalp til, håndværkerne kom ufortrødent. Når jeg skulle have vasket hår og have de værste brandtotter klippet af, kunne jeg ikke få lov til at betale. Sådan har det været hele vejen igennem. Tak til ærøboerne. Ingen nævnt; ingen glemt. Alle er husket med taknemmelighed.

For det er da den fremherskende følelse, man sidder tilbage med: Taknemmelighed. Over at det ikke gik værre; over at man fik demonstreret et folkeligt sammenhold. Taknemmelighed for livet - i al dets skrøbelighed.

Nå ja, der var selvfølgelig også de nysgerrige, der mest gik i vejen. Og så var der dem, der hensynsløst kørte igennem politiets afskærmningsbånd, der jo vel at mærke var sat op for at beskytte dem mod at komme ud i noget gris.

Hermed siger jeg tak for mig. Efter med de aftalte mellemrum at have leveret "en mening" i de seneste fem år, vil jeg sikkert ikke holde op med at mene noget, men jeg vil ikke nødvendigvis lade det trykke i FAA. Tak til redaktionen for tilliden, tak til læserne og til dem der lejlighedsvis har kommenteret mine meninger.