Mediemaskinen: Dømt og sendt op på skafottet
Af: Chefredaktør Carsten Olsen caol@faa.dk

Filminstruktøren kan godt lide drenge.

Så godt, at han angiveligt brugte tilblivelsen af et par af 1970ernes mest populære film som skalkeskjul for udlevelsen af en seksuel lyst til helt unge drenge.

Det var film, som beskæftigede sig med tidens ungdomsproblemer og teenageres seksualitet især.

De havde et stort publikum og gjorde - også takket været sangskriveren Sebastians uforglemmelige filmmusik - et uudsletteligt indtryk på mange.

Men mediernes dækning af sagen efterlader også en lille, nagende tvivl om bevisets stilling.

Et indtryk, som med afsløringen af filminstruktørens påståede krænkelser dengang af mange af de medvirkende, i dag er et helt andet.

Onsdag morgen ryddede overskriften "Børneskuespillere fra 1970'er-film fortæller om seksuelt misbrug" dagbladet Politikens forside. Og fire hele sider inde i bladet med vidneberetninger fra dem, en navngivet filminstruktør ifølge avisen "systematisk krænkede og misbrugte".

Seks mænd fortalte, hvordan de som unge drenge blev lokket hjem til filminstruktøren. Her blev de - under påskud af, at der var tale om forberedelser til filmoptagelserne - blandt andet bedt om at tage tøjet af, præsenteret for pornofilm og i værste fald udsat for dybt krænkende seksuel adfærd og egentligt misbrug.

Og onsdag aften fulgte TV2 op med dokumentaren "De misbrugte filmbørn", hvor de krænkede i detaljer fortalte om deres møde med filminstruktøren og filmbranchen i 1970erne.

TV2 viste også et klip, hvor en tydeligvis overrumplet filminstruktør vender ryggen til det tv-hold, der opsøger og konfronterer ham på åben gade i Thailand. Et klip, som efterlod indtrykket af en mand med dårlig samvittighed, og noget han bestemt ikke havde lyst til at tale om.

Tvivlen skal altid komme en anklaget til gode. Men her var der ikke noget at være i tvivl om.

Eller var der?

Kan der være tvivl om vidneudsagn om begivenheder, der fandt sted for et halvt århundrede siden? Kan man tillade sig at undre sig over, at de krænkede først står frem nu så længe efter? Er det helt urimeligt at fremhæve den kendsgerning, at filminstruktøren aldrig er blevet sigtet, anklaget endsige dømt for de forbrydelser, han nu bliver beskyldt for at have begået?

Og er det forkert at føle sig utilpas ved, at filminstruktøren - fordi anklagerne mod ham i juridisk forstand forlængst er forældede - ingen mulighed har for at appellere den dom, medierne har afsagt?

Sagen om de misbrugte filmbørn er det hidtil mest opsigtsvækkende danske kapitel i den globale og tilsyneladende endeløse #MeToo-kampagnes historie.

Overalt i verden er både mænd og kvinder i filmverdenen, mediebranchen og det politiske liv kommet under anklage for chikane, krænkelser og egentligt seksuelt misbrug.

Og godt det samme, for magtmisbrug i form af sexchikane og seksuelle krænkelser skal til enhver tid afsløres og fordømmes.

Men høj journalistisk faglighed og god presseskik er også det, der adskiller de traditionelle medier fra de sociale mediers ufiltrerede gabestok.

Der er ingen som helst grund til at tro, at de seks mænd, som nu står frem, ikke husker det, de oplevede i 1970erne, sådan som de beskriver det i dag.

Og eftersom filminstruktøren selv ikke vil udtale sig og blot påstår, han ikke kan huske noget som helst, er mistanken mod ham bestyrket.

Men mediernes dækning af sagen efterlader også en lille, nagende tvivl om bevisets stilling.

Og så er der grund til at være på vagt.

På vagt over for folkedomstolen, hvor faren for, at uskyldige havner på #MeToo-kampagnens skafot, er overhængende.