Må jeg bede om dokumentation


Må jeg bede om dokumentation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dagø og Afrika

PÅ GRUND af juletravlhed (jeg er organist) har jeg ikke svaret på Dagøs indlæg i avisen 19/12 før nu.

I min første kritik af Dagøs læserbrev fra 2/12 om afrikanerne skrev jeg, at jeg aldrig havde hørt om, at afrikanerne satte deres handicappede børn ud til de vilde dyr, for at de skulle »klare dem«, som Dagø smagfuldt udtrykker det. Når jeg ikke har hørt om det, skyldes det ikke, som Dagø antyder, min grænseløse uvidenhed, men tværtimod, at jeg har et vist kendskab til Afrika og slet ikke kan få Dagøs udsagn til at stemme med den virkelighed, jeg har oplevet. Hvad han nok ikke ved, er at jeg er gift med en vestafrikansk kvinde! Under vores fem uger lange besøg i min kones hjemland Ghana sidste år havde jeg både positive og negative oplevelser, hvad angår behandlingen af handicappede: På den positive side var mødet med Dzakbassu. Han er født med et par benstumper i stedet for rigtige ben og kunne have fået et meget vanskeligt liv, hvis ikke min svigerfar, høvdingen Togbe Aboetaka (som døde, da min kone var teenager) havde fattet interesse for dette meget intelligente barn og støttet hans skolegang. Han blev adopteret af Togbe og endte med at få en fremtrædende stilling i Ghanas undervisningsministerium. Sidenhen blev Dzakbassu et samlingspunkt for Aboetaka-familien i kraft af sin visdom og mildhed. På den negative side var oplevelsen af de 14-15-årige ligeledes handicappede knægte, som sad med deres benstumper på gamle skateboards, og ved hjælp af armene rullede ind og ud mellem folk i byen for at tigge.

MIN KONE forklarede mig, at sådan var det i et fattigt land som Ghana; hvis familien ikke selv havde penge eller fik hjælp udefra, kunne man ikke sørge for en speciel behandling af sine handicappede børn. De drenge, vi så, blev sendt ud for at tigge og kom hjem til aftensmaden hos forældrene. Men de var i det mindste i live, hvad de jo ikke ville have været, hvis de var blevet spist af de vilde dyr som små!. Min kære hustru blev faktisk lidt oprørt over at nogen kunne finde på at skrive så forfærdeligt om afrikanerne i avisen.

PÅ BAGGRUND af, hvad jeg har set, og ikke mindst, hvad min kone fortæller mig, kan jeg sige med 100 pct. sikkerhed: Det er ikke almindelig praksis i Ghana at sætte handicappede børn ud til de vilde dyr! Desværre er hverken jeg eller min kone Afrika-eksperter, så vi kan ikke garantere for, at det ikke finder sted andre steder i Afrika. Men Erik Dagø må godt nok komme frem med noget mere dokumentation, end han gjorde i læserbrevet d.19/12. Blot at sige at hans bror har været i Afrika for 50 år siden og lavet en film om det ? det er simpelthen for tyndt.

Derfor spørger jeg nu Erik Dagø direkte:

For det første: Har du besøgt Afrika syd for Sahara inden for de sidste 10 år?

For det andet: I præcis hvilke afrikanske lande finder den barbariske praksis med udsættelse af handicappede børn sted?

For det tredje: Ca. hvor mange rapporterede tilfælde har der været inden for de seneste f.eks. tre år eller fem år?

For det fjerde: Hvilke kilder har du i givet fald dine informationer fra?

Hvis Dagø er i stand til at besvare disse spørgsmål fyldestgørende og dermed dokumentere sin påstand om, at afrikanerne sætter deres handicappede børn ud til de vilde dyr, så skylder jeg ham en undskyldning. I modsat fald fastholder jeg min tidligere skrappe kritik af det famøse læserbrev i starten af december.

PS: Og så har jeg denne gang endda ikke nået at diskutere det rimelige i at begrænse befolkningstilvæksten ved kynisk at lade afrikanske børn dø af malaria, sådan som Erik Dagø foreslår.

Må jeg bede om dokumentation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce