Lørdagsklummen: Maria, Maria, jeg bønfalder dig!
Af: Iben Friis Jensen ibfj@faa.dk

Faderen, sønnen og Helligånden? funderede sønnen som førskoleknægt, da jeg havde haft ham med til nadver i kirken, hvor han i øvrigt hostende af altervinen udbrød: "Det er godt nok stærkt det der Jesu blod ..."

Men altså Faderen og sønnen og Helligånden, spekulerede han og spurgte så: "Hvor er moderen egentlig henne?"

Jeg havde ikke noget svar, andet end at i Det Nye Testamente er kvinderne, mødrene, hustruerne, døtrene reduceret til små bi-roller. Hvorfor ved jeg ikke.

Som jeg en gang hørte det forklaret om det patriarkalske samfund, er det nok manden, der er familiens overhoved, men det er kvinden, der er halsen, og som derfor bestemmer, hvorhen hovedet skal drejes.

I katolicismen er Jomfru Maria trods alt vigtig, men i protestantismen er hun næsten usynlig lige bortset fra scenerne: Bebudelsen (engang i slutningen af marts, kan jeg regne mig frem til), fødslen julenat og grædende ved korset Langfredag.

Derfor var det også en stående vits, da jeg var ung at proklamere: Gud er en kvinde. Og hun er sort.

Efter Kristelig Dagblad enten misforstod eller gav historien om svenskernes kønsneutrale forslag til Biblen en vældig journalistisk stramning (det hedder det, når journalisten lige giver en artikel, hvad den kan trække og lidt til), har såvel danske som udenlandske medier svælget i hån og latter over, om Gud nu skulle være en HEN. Om hele kirke-liturgien skulle skrives om? Om Michelangelos berømte loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel i Rom måske skulle revideres, så Gud fik fjernet skægget og i stedet blev forsynet med bryster?

Selvfølgelig viste det sig, at historien ikke var sand. Den svenske kirke har åbnet mulighed for, at præsterne eventuelt kan prædike ud fra mere kønsneutrale termer samt at bruge det i øvrigt kønsneutrale Gud fremfor Fader. Men der er ingen tvang. De svenske præster kan sagtens vedblive at sige Vorherre, vor Fader etc.

Det generer ikke mig personligt, at Gud i den danske folkekirke omtales som den skæggede ældre herre. Den faderlige, trygge, beskyttende arke-type. Lige så lidt ærger det mig, at Jesus er Guds Søn og ikke hedder Jesa og er en datter. De er symboler.

Jeg kan selvfølgelig godt føle, som min egen søn dengang indvendte, at kvinderne burde have en mere fremtrædende rolle i kirkens tekster. Præstestanden er i dag fortrinsvis kvinder med omsorgsgen, og kvinder udgør halvdelen af menneskeheden om ikke mere, fordi vi både som babyer og som ældre er langt mere sejlivede end drengene og mændene. Og så er det trods alt kvinderne, der bærer slægten videre, bogstaveligt talt.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at det var kvinden Maria, der fik den fornemste opgave af alle: At føde en søn, der var udset til at være Verdens Frelser.

I katolsk praksis bønfalder man ofte Guds Moder, Maria, når man vil i kontakt med sin Gud. Som jeg en gang hørte det forklaret om det patriarkalske samfund, er det nok manden, der er familiens overhoved, men det er kvinden, der er halsen, og som derfor bestemmer, hvorhen hovedet skal drejes.

Og Jomfru Maria har tilsyneladende ment, at det nu er tiden at dreje Guds-blikket mod kvinders rettigheder, mod ubærlige krænkelser, mod et mandsdomineret samfund, der også i 2017 og sikkert også i 2018 bliver ved at undertrykke kvinder. I Danmark trods alt i det små, i andre lande groft og voldeligt.

Maria har helt sikkert haft øje for både de voldtægtshistorier, der rullede op i Dagbladet Information sidste år samt den #Metoo-kampagne, som stadig bliver ved at køre, fordi SÅ mange kvinder (måske alle kvinder?) har oplevet noget utilstedeligt, som ikke er hverken flirt eller kærlighed.

I morgen fejrer vi Marias søn - og som i enhver barselsberetning også moderen. Ganske vist er det ikke hende, der i Juleevangeliet bliver begavet med guld, røgelse og myrrha-skær, men herfra får hun kærlige medfølende tanker samt håbet om, at hun bliver ved med at vende Guds øje mod de problemer, vi går og skaber for hinanden.

Glædelig jul.