Kronik: Fremtidens kommune


Kronik: Fremtidens kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Hans Stavnsager, borgmester Faaborg-Midtfyn Kommune, Østerbrogade 17 C, Faaborg
Borgmesterkandidat
Debat FAA. 

Som nyvalgt borgmester kan man godt engang imellem have en oplevelse af at være faldet ned på ryggen af en løbende tiger. Man har ikke nødvendigvis voldsomt meget styr på retningen, og man koncentrerer sig primært om ikke at falde af og blive ædt. Eller sagt lidt mindre dramatisk: Der er tusind ting, som man bliver præsenteret for og skal tage stilling til, så med mindre man passer på, kan man let miste overblikket over den overordnede retning.

Så hvad er den overordnede retning for Faaborg-Midtfyn Kommune - og den offentlige sektor generelt - hvis man spørger mig? Hvis min vision skal samles op i én sætning, lyder den noget i retning af:

Kommunen skal hjælpe alle borgere med at få den tilværelse, som de hver især betragter som det gode liv.

Der er naturligvis mange forbehold og undtagelser ved sådan en enkel sætning. Der er mennesker, som i perioder af deres liv har en adfærd, som kan ødelægge både deres eget og andres liv. Det skal naturligvis ikke understøttes. Og selvfølgelig er der også begrænsninger i, hvor mange ressourcer fællesskabet kan bruge på den enkeltes idé om det gode liv. Men som generelt pejlemærke for vores arbejde i den offentlige sektor, synes jeg, at ovenstående vision fortæller os nogle vigtige pointer.

Den første pointe er, at mennesker er forskellige. Vi har forskellige drømme om det gode liv, og drømmene kan også ændre sig i takt med, at vi bliver ældre. En offentlig sektor, hvor vi har ét standardtilbud, som skal kunne rumme alle borgere, passer derfor dårligt til den mangfoldige virkelighed. Vi oplever en stigende individualisering i samfundet, som gør mangfoldigheden større og større. En moderne offentlig sektor skal ikke alene kunne rumme denne mangfoldighed, men også se den som en styrke og et udgangspunkt for løsninger, der i højere grad passer til den enkelte borgers behov og ønsker.

Den anden pointe er, at vi hver især er den vigtigste ekspert i forhold til vores eget liv. I perioder kan vi være forvirrede og have brug for inspiration eller et venligt spark bagi, men udgangspunktet for at komme videre i livet må altid være den enkeltes drøm om, hvordan hendes eller hans eget liv kan blive bedre. Det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav til hinanden. Hvis man for eksempel har mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet, har man også en forpligtelse til at gøre det. Her overtrumfer den fælles interesse den individuelle. Men når vi har levet op til nogle få velbegrundede og tydelige krav fra fællesskabet, skal fællesskabet - repræsenteret ved det offentlige - acceptere, at vi godt selv ved, hvad der skaber det gode liv for os.

Den tredje pointe er, at hvis vi vil have mennesker til at handle ansvarligt, så skal vi give dem ansvar. Hvis vi derimod tager ansvaret fra dem, fremmer vi uansvarligheden. Vi har brug for, at vi hver især tager ansvar for de fælles anliggender, hvis vi skal have vores velfærdssamfund til at fungere og udvikle det i en positiv retning. Men den første forudsætning for, at vi kan tage ansvar for andre mennesker og fællesskabet, er, at vi kan tage ansvar for vores eget liv. Når det offentlige hjælper en borger, må målet derfor som udgangspunkt være, at borgeren så vidt muligt bliver i stand til selv at skabe de positive forandringer i tilværelsen, som han eller hun ønsker.

Vi skal kort sagt skabe en offentlig sektor, der respekterer forskellighed, mangfoldighed og individualisering. Men vi skal på den anden side også modvirke, at individualiseringen udvikler sig til egoisme og væren-sig-selv-nok. Heldigvis ser det ud til, at fællesskaberne - ikke mindst de nære af slagsen - er stærkt på vej tilbage. Det er en udvikling, som vi som kommune skal understøtte og bruge til at skabe den nødvendige udvikling af vores velfærd.

Som kommune kan vi stille rammer og ressourcer til rådighed, men vi kan ikke skabe det gode liv. Det skabes af den enkelte sammen med andre. Hvis der er én ting, der går igen i alle de mange forskellige udgaver af det gode liv, så er det, at det skabes sammen med andre. Det at kunne indgå i fællesskaber, som vi selv vælger, og som vi finder attraktive, er et af de mest grundlæggende behov for alle mennesker.

Det illustreres også ved, at ensomhed er et af de største sociale problemer i dag - og et problem, der går på tværs af alder, køn, uddannelse mv. Igen: Som kommune kan og skal vi gøre noget for at modvirke dette problem, men hvis det virkelig skal rykke noget, er det i boligblokken, på vejen, i landsbyen osv., indsatsen skal finde sted. Det er her, fællesskabet skal være stærkt nok til række ud til alle - også til dem, der ikke kommer af sig selv, og som måske falder lidt ved siden af de gængse normer.

Der er nogle, som mener, at sådanne selvfundne, frivillige og lokalt baserede fællesskaber kan være et fint supplement til den kommunale service. Det er jeg uenig i. De er ikke et supplement - de er hele forudsætningen for den måde, vi har indrettet den offentlige sektor på.

Et skattefinansieret velfærdssystem bygger på tillid til, at når vi betaler vores skat, så er der også hjælp at få, når vi i perioder af vores liv har brug for det. Men tillid (eller mistillid) er ikke bare noget, vi er født med - den opstår og vokser på grund af de oplevelser, vi har med andre mennesker. Og talrige både danske og udenlandske undersøgelser dokumenterer, at et stærkt civilsamfund med mange inkluderende lokale fællesskaber er den vigtigste kilde til tillid i et samfund. Hvis de lokale, selvfundne, frivillige fællesskaber forsvinder, forsvinder opbakningen til og forudsætningen for vores velfærdssamfund derfor også.

Min vision for fremtidens kommune er, at den både skal hjælpe alle sine borgere med at få den tilværelse, de opfatter som det gode liv, og samtidig skal den understøtte en meget bred vifte af nære og selvfundne fællesskaber, som er attraktive og åbne for alle borgere. Hvis vi i løbet af min periode som borgmester kommer tættere på de to mål, vil jeg være godt tilfreds.

Hvis min vision skal samles op i én sætning, lyder den noget i retning af: Kommunen skal hjælpe alle borgere med at få den tilværelse, som de hver især betragter som det gode liv.

Kronik: Fremtidens kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce