DER ER GANG i den for tiden. På aktiemarkedet er det dog på den ufede måde, hvor flere ønsker at sælge end at købe. Hver dag bringer historier om ellers velrenommerede virksomheder i frit fald, og vores aktive ordforråd er blevet udvidet med begreber som Dow Jones-index, FTSE 100 og C20.

Hvad der før kun havde interesse for den slipseklædte del af dansk erhvervsliv, er nu blevet noget, vi alle følger med stor interesse. Fra at være en nation af småsparere er Danmark nemlig gennem de sidste ti år blevet én stor investeringsforening. Det er umuligt at invitere naboen på kaffe, uden at samtalen inden for ganske få minutter falder på, hvor meget pensionsopsparingen er blevet udhulet siden sidst.

FOR BARE ET år siden så det anderledes ud. Der blev kaffedrikningen akkompagneret af spontane glædesudbrud over svimlende friværdier. Nu er huset blevet vurderet til det-og-det, og man ville da være godt dum, hvis man ikke tog del i forbrugsfesten og skiftede Golfen ud med en ny Audi A6. Sådan lød omkvædet igen og igen. Da jeg gik på universitetet i midten af halvfemserne, bestod min omgangskreds af andre unge på SU. Ti år senere var de samme mennesker blevet millionærer. En af dem betroede mig, at han ? på trods af et ganske vellønnet job ? tjente langt mere på at bo i sin lejlighed i København end ved den løn, som han tjente på arbejdet. Han blev da godt nok ved med at arbejde, vel nærmest som en slags terapi, må man formode.

MEN NU KRADSER krisen. På nyhederne har jeg netop set en økonom udtale, at det vi oplever i disse måneder, er den værste krise, som Danmark har været ude i ? i hvert fald så længe han kunne huske. Det viste sig at være 22 år. Selv om jeg ikke er nær så gammel som tv-økonomen, går min hukommelse lidt længere tilbage. Den første oliekrise mindes jeg af gode grunde ikke, men den anden (1978-79) betød, at mit barndomshjem ? en gammel, utæt murermestervilla på en forblæst bakketop i Nordvestjylland ? blev et lidt køligt bekendtskab den vinter. Stuerne blev lukket af og brugt til at tørre vasketøj i, og køkkenet var det eneste rum, hvor der var mere end skruet symbolsk op for varmen. Luk døren! Sluk for det varme vand! - lød det med bestemt røst fra min far, når man havde ladet døren stå eller bruseren løbe længere end de foreskrevne to minutter. Min mor havde et andet omkvæd, som hun gentog ? halvt i alvor, halvt i spøg ? når mine søskende og jeg brokkede os over tingenes tilstand: Det er ingen skade til at vokse op i gudsfrygt og nøjsomhed!

DET VAR TYDELIGT at se, at hun morede sig, når hun sagde det, men at hun også mente det, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Og måske er netop gudsfrygt og nøjsomhed det, der skal til, når krisen for alvor begynder at kradse, og kineserne og inderne inden for en nær fremtid går på strandhugst blandt vragdelene af den vestlige verdens økonomiske forlis. Men indtil da: Krads krise, krads!