Klumme: Mobiltelefonerne har stjålet vores frirum


Klumme: Mobiltelefonerne har stjålet vores frirum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Laura Grosen Larsen, elev på Svendborg Gymnasium, Høje Bøge Vej 1, Svendborg
Billede
Debat FAA. 

Du er skide træls. Alle vil have dig, og hvis man har dig, vil man have en ny udgave af dig. Ja, dig. Du ligger der på mit skrivebord, mens jeg benytter en lidt større og anderledes udgave af dig. En udgave, som jeg benytter til mange andre ting. Dig, der på bordet. Du er min kontakt til omverdenen. Det er dig, jeg bruger, når jeg skal have tiden til at gå. Du går mig så meget på nerverne. Ja, du er kun en mobil. Faktisk en IPhone X. Den nyeste udgave lige indtil der kom en lidt nyere version af dig.

Unge bruger dig; faktisk bruger de dig alt for meget. Over alt i verden. Man er så svær at komme i kontakt med, når man har dig. For selv hvis man ikke holder om dig, så kræver du stadig min og mange andres opmærksomhed.

I 1900-tallet var du der også. Men du havde en anden betydning for verden. Man kunne sagtens gå ud ad døren, uden at du skulle følge efter en. Dengang kunne man lege og være sammen med alle de andre. Man omgikkes hinanden i den virkelige verden og ikke kun i den virtuelle. Nu om dage sidder folk med deres ansigter klistrede til dig eller den lille 16 eller 18 tommers skærm og kan ikke rokke sig ud af flækken.

Selvom du ligger i min taske, er du stadig ved mig. Ikke fysisk, men psykisk. Du holder om min hjerne og klamrer dig til mig. Du vil ikke give slip. Ved min side sidder der to andre piger, som også benytter deres apparater. Der er gået omtrent 30 minutter nu, og vi har ikke snakket til hinanden i mere end fem minutter. Jeg ved godt, at vi sidder og laver afleveringer og lektier, men ikke at snakke, er det det man vil?

Kommunikationen er ved at blive forandret til billeder på Snapchat, billeder på Instagram og beskeder på Facebook. Man kigger ikke op og siger "Hej, hvad laver du?" Man har ikke en samtale, når man sidder med dig i hånden. Man er klistret til dig, og du er klistret til mig.

Mit eneste "frirum" er til håndbold. Her er der ikke nogen, der benytter deres elektroniske apparater. Her kan man stå og snakke og ikke tænke på andet end sin sport. Her kan man snakke med sine veninder og sin træner. Her er pausen. Sport og skole kræver så sindssygt meget energi og fokus fra min side, men det gør du også.

Du er ved at overtage meget ikke kun af min, men også af andres verden. Når man kommer hjem, benytter man dig. Man sætter sig op på sit værelse, der er fyldt med de andre udgaver af dig. Hvad skete der med den gang, hvor man gik ud og legede i naturen, byggede huler, satte sig og drak kaffe/te og spiste boller med sin familie? Hvor er det blevet af? Hvad er der sket med det frirum, som folk har brug for, men som du tager fra én?

Du har overtaget det meste af folks frirum. Du har taget noget fra dem, som er vigtigt for dem. Du har taget så meget fra dem, at hvis de mangler dig, går man i panik. Dette betyder, at du lige så vel som jeg ved, at du betyder for meget i folks hverdag. Man bruger dig til alt for meget. Du har en alt for stor betydning for alt for mange mennesker. Man skulle tage og slukke dig og lade dig ligge i en skuffe. Man skulle lave et sted, hvor man har et frirum for dig og alle de andre udgaver af dig.

Selvom du ligger i min taske, er du stadig ved mig. Ikke fysisk, men psykisk. Du holder om min hjerne og klamrer dig til mig. Du vil ikke give slip. Ved min side sidder der to andre piger, som også benytter deres apparater. Der er gået omtrent 30 minutter nu, og vi har ikke snakket til hinanden i mere end fem minutter.

Klumme: Mobiltelefonerne har stjålet vores frirum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce