Tøj er ikke bare noget, man ta?r på for at holde kulden ude, det er en del af vor personlighed.

Moden spejler tiden på godt og ondt. Vi så det, da cowboy-bukserne blev folkedragt herhjemme. Det var et tegn på, at man vendte forbrugerræset ryggen.

Pionerer, der præsenterede bukserne i skolegården, på kontoret og i koncertsalen, bar budskab om, at det ikke længere var fint at være fin. De gjorde oprør mod pressefoldernes og plisséernes politiske korrekthed.

Men den menneskelige natur fornægtede sig ikke. Dobbeltmoralen og hykleriet levede i bedste velgående. Dyre cowboybukser blev vasket med pimpsten og bleget i klor.

Snedige fabrikanter fremstillede antikveret og mørt denim, som blev flået op og syet skævt sammen, så det så flosset, hullet og hjemmegjort ud.

Målet var at komme til at ligne en proletar. Det lykkedes. Men det var dyrt!

Hvad er det, der bestemmer moden? Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt, for både praktiske, økonomiske og sociale forhold gør sig gældende. Men man kan roligt slå fast, at forfængeligheden er en af de vigtigste faktorer.

Bevidstheden om at være velklædt fylder det menneskelige hjerte med en lyksalighed, som man ellers kun møder hos Morten Korch og i overspændte religiøse skrifter.

Se bare når vi såkaldte mandfolk trækker i smoking eller kjole og hvidt! Selvbevidste står vi foran spejlet. Vi kan ikke blive trætte af at beundre os selv.

Med en arrogant håndbevægelse knipser vi et fnug af jakkeærmet og byder ballets dronning op til en fejende vals.

Iført tweedbukser og striktrøje ville vi lukke os selv inde på det nærmeste toilet og ikke vove at komme frem, før ballet var forbi.

Mandemoden er konservativ indtil det kedsommelige. Kvindernes skørter kan hæves og sænkes som et rullegardin, men mændenes bukser har den længde, bukser SKAL have.

Når de nye herremoder præsenteres, består den største spænding i, om sæsonens habit skal være grå eller brun. Når blegnæbbede mannequinner med stenansigter viser de nye rober, er der anderledes elektricitet i luften. Der er brus af tyl og taft, sus af chiffon og duchesse, glimt af perler og duft af teater.

Her forvandles drømme til virkelighed. Her gør man kvinder til nye kvinder. Her kommer buttede, rødmossede husmødre og får at vide, at de fra i morgen skal være slanke og flade som et strygebræt.

Og miraklet sker! Kort efter ser man på gader og stræder en hærskare af flade damer. Man ser dem her og der og allevegne, indtil den dag hvor modens magiske magthavere giver ordre til, at de flade skal strutte igen.

Man har ofte diskuteret, om mennesker vælger deres tøj af hensyn til sig selv eller af hensyn til andre.

Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste. Generede det Robinsoe Crusoe, at han havde en lap på bukserne? Var han ked af, at hans tæer stak ud af støvlerne?

Ikke det fjerneste! Forfængeligheden ville først være dukket op i ham, hvis en kvindelig »Fredag« var skyllet i land på hans øde ø.

Vi klæder os af hensyn til andre - eller i protest mod andre. Man så det i 70?erne. Punkerne med deres strithår, deres sikkerhedsnåle i kinderne og deres outrerede tøj gjorde oprør mod den åndelige og legemlige uniformering. Og det gjorde de pudsigt nok ved at iklæde sig sorte uniformer!

Der er meget at protestere imod i denne verden, hvis man ikke har noget mere fornuftigt at tage sig til.

Når jeg aldrig blev punker, har det flere årsager. For det første har jeg ikke så meget hår, at jeg kan få det til at stritte. For det andet kan jeg ikke lide at gå til yderligheder.

Jeg befinder mig bedst på den gyldne middelvej i en grå habit blandt andre grå habitter.

Det er nu MIN måde at gøre mig bemærket på!