DEN IGANGVÆRENDE finanskrise har med et slag trukket gulvtæppet væk under banksektoren. I dag lyder melding fra alle sider, at tidligst om to år vender økonomien igen. Og banker får i disse dage den anden bankpakke, denne gang måske på 100.000.000.000 kr. (100 mia. kr.), som skal sikre, at samfundet ikke falder fra hinanden.

De fleste almindelige forbrugere har endnu ikke personligt mærket krisen. Fyringerne er endnu ikke kommet ind i den nærmeste familie. I stedet er olieprisen faldet, og hvis man ikke står og skal sælge huset eller landbrugsjord, er man heller ikke påvirket den vej rundt. Ejer man ikke aktier ? eller er tvunget til at sælge dem ? er aktiekrisen også mest noget, jeg læser om i overskrifterne i aviserne.

KLIMAMÆSSIGT ENDER december også i år i den varme ende af temperaturskalaen. Og næste år er vi stillet i udsigt at vores disponible indkomst stiger, både som følge af de lave oliepriser og som følge af skattelettelserne. Så hvad er det for en krise der snakkes så meget om? Nej, her er der ingen krise ? bare se, hvor der skal handles næste år, for de flere penge vi nu får adgang til, ender sandsynligvis i øget forbrug ? den forbrugerideologi, som de sidste par årtier både har holdt hjulene i gang og samtidig skabt de varmere vintermåneder, og nu tilmed har kørt samfundet økonomisk i sænk!

FOR AT FORSTÅ den igangværende situation kan Karl Marx? analyser faktisk godt sige noget interessant. Han havde allerede i 1850erne blik på kapitalismens dynamik; at alt skinner, det smelter og afløses. Kapitalismen har en indre logik, som bygger på, at menneskene, som lever i sådan samfund, stræber efter de goder, samfundet hylder. Menneskerne indretter nogle systemer, der kan imødekomme de såkaldt menneskelige behov, som understøtter det, kapitalismen fremmer. Det være sig bonusordninger, frysegoder, gyldne håndtryk eller adgangen til forbrugsgoder. Det kaldte Marx for karaktermasker.

KAPITALISMEN indeholder ifølge Marx kimen til kriser. Men samfundsstrukturen har vist sig at være stærk. Nok bliver samfundet rystet, men kapitalismen er ikke brudt endeligt sammen, som Marx forudsagde. Og det sker heller ikke denne gang. Nogle går personligt konkurs, virksomheder lukker, og lykkejægere må finde nye græsgange ? men ligesom samfundet overlevede krisen i starten af 1990erne og it-boblens kollaps omkring år 2000, vil samfundet også denne gang overleve.

DET AFGØRENDE spørgsmål må være, hvad kan vi lærer af denne krise? For om fem eller 10 år vil vi opleve nye bobler, der krakelerer; vi vil høre og læse nye historier om mennesker, der har foretaget spekulative investeringer, har tabt luft-penge og nu har bristede fremtidsforventninger. Og vi vil igen spørge os selv, hvordan kunne det gå så galt? Hvad er det for et begær, der gør, at mennesker drives ud over fornuftens kant?