(I) henviser samfundsmæssigt til den proces, ved hvilke forskellige etniske grupperinger af et samfund finder fælles grundlag for at leve side om side uden at opgive deres respektive kulturer.

integrationsprocessen.

Det faktum at indvandrere ikke i lige så høj grad som etniske danskere er i beskæftigelse, er et udtryk for, at den økonomiske integration ikke er fuldstændig. Man kan oven i købet mene, at økonomisk assimilation er en forudsætning for integration.

For at vurdere (I) er det naturligt selv at være på det rene med eget værdigrundlag.

Forleden hørte jeg om en dame, der var fortørnet på en præst, fordi han ville belære hende om den kristne tro. Han skulle ikke være bedrevidende. Det skulle hun nok selv finde ud af. Hun har sikkert ikke ment troen som indhold, men som en privat følelse og tillid til noget Højere.

Man har formodentlig skiftet fra »Enhver bliver salig i sin tro« enhver bliver salig i sin tro«. Det må siges at være ret forskellige opfattelser.

Den kristne tro får vi lært af og bekræftet gennem kirken (Trosbekendelsen). Denne tro er projiceret ud i samfundet. Adapteret den i det danske og de europæiske folk.

Overfor denne vor kristne samfundsholdning har vi så de tilkomne folkeslag med andre trosretninger, der kræver forståelse og tilpasning fra begge sider. Mest markant er det jo ingen hemmelighed, at muslimerne fylder mest. Både talmæssigt og religiøst. Vor næststørste trossamfund.

Det kræver meget fra begge sider. Men Ét er sikkert: »Skik følge eller land fly«. Og ud fra den devise ser vi desværre alt for ofte, fra muhammeddansk side, stejle krav om opretholdelse af egne skikke.

Sidst har vi set det fra en overlæge i Odense, der ikke vil arbejde i Danmark, hvis hun skulle lægge tørklædet. Så lad hende da blive fri, hvis tørklædet står over hendes faglige ekspertise. Hun og alle andre muslimer skal følge landets skik eller rejse. Det kan godt være, at hun er en dygtig røntgenlæge. Men det er religiøse påbud, der styrer hende. Måske er det hendes valg, at underkaste sig relgionen.

I begge situationer viser hun, at de religiøse påbud går først.

Dette bør og skal ikke tolereres, for hvad kan vi så forvente, hvis andre afsnit fra Koranen får en tilsvarende status for hende. Det kan måske få fatale konsekvenser for patienter.

Overfor Kristendommen er islam ikke blot en religion, men en ideologi, der både er totalitær og politisk.

I Islam findes begreber som individuel selvstændig tagen stilling til tro og samvittighed eller et frir borgerbegreb ikke.

Islam sigter på absolutte ændringer i alle livets forhold overfor os ikke »rettroende«

Det er derfor meget betænkeligt, når visse politikere og fremtrædende embedsmænd og offentlig ansatte som f.eks. læger og lærere hilser åbenheden velkommen.

Ja, men hvilken åbenhed? En åbenhed, som vil blive fortrudt den dag islam får den magt den ønsker.