For mange år siden var min gode ven Peter i Indien. En stor oplevelse for ham, masser at se, masser at høre og masser at opleve ? både gode og dårlige oplevelser tilsyneladende, for da han skulle fortælle fælles venner om sin oplevelse, startede han med at sige, at »Indien er værre, end du tror«. Det grinede vi meget af, det udsagn, og det er indgået i vennekredsens faste ordforråd på linje med andre skønne udsagn.

Her i julen og nytåret var jeg så i Indien med Peter ? og tro mig, Indien er værre, end du tror! Faktisk er Indien værre, end jeg kunne forestille mig. Vi var i Pune, en mindre storby tre og en halv times strabadserende taxikørsel øst for Mumbai. Når jeg skriver mindre, er det naturligvis en tillempet sandhed, for indbyggertallet i Pune ligger et sted med tre og en halv og 12 millioner mennesker, ingen ved det helt præcist. I de tre og en halv time vi kørte, var der kun en ganske kort strækning, hvor der ingen beboelse var, ellers var det en lang kædeby langs ad vejen. Og overhovedet at tale om beboelse er ukorrekt: Hvis der er en plet, hvor der kan ligge et par papkasser eller stå en container af en art, så er der mennesker, der har slået sig ned og skabt en slumbebyggelse. Endda bor der så mange, at der på indfaldsvejene til Mumbai er slum i flere etager: containere for neden og papkasseboliger foroven. Indien er et sansebombardement af lyde, lugte og forurenet luft ? og det er umuligt at holde alle sanser lukkede: I nærheden af slummen stinker der af afføring, af rådnende affald og af dieselos.

Slummen virkede meget voldsom på sådan en halvfed, velnæret nordeuropæer som mig, og jeg var meget påvirket af fattigdommen og elendigheden, navnlig på rejsens sidste halvdel. Påvirket var jeg især af den mor, som levede på gadehjørnet lige ved banken ? først i 30?erne, måske yngre, med to drengebørn på måske fire eller fem år ? der, midt i trafikken, som er så voldsom og heftig, at de mindste gader i Pune får E20 i myldretiden til at minde om en stillevej i et villakvarter en søndag aften, der levede de tre mennesker af de smuler, som turisterne gav dem. Og måske lidt arbejde eller hvad ved jeg. Om aftenen og om natten lå de der, med hovederne hvilende på fortovskanten. Det var ubærligt at opleve, bl.a. fordi inderne er ligeglade: Det gjorde stort indtryk at se, at de velhavende indere, og der er mange i Pune, bare gik forbi uden at værdige moren eller drengene et blik eller en enkelt rupee (11 øre, en dagløn er ca. 180 rupee).

Inderne er simpelthen ikke kulturelt opdraget til at tage sig af andre end dem selv og deres, og pga. deres religion bekymrer de sig ikke for næsten. »De kan bare gøre noget ved deres forhold selv«, mener mange indere. Pudsigt nok de velhavende, som har deres på det tørre. Indien er værre, end du kan forestille dig, og jeg tror, det bliver værre endnu.