I opløsning


I opløsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et menneskeligt samfund hænger kun sammen, hvis man frit kan kommunikere på kryds og tværs. Borgerne skal kunne sende livstegn til hinanden, varer skal kunne komme fra den ene del af landet til den anden - og ubesværet. Det offentlige skal nemt kunne kontakte befolkningen, og omvendt. Men meget stærke fjender truer dette samfund. Alt efter gemyt kan man kalde disse fjender for frie markedskræfter, kynisk kapitalisme, eller slet og ret: Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå.

Se nu bare på postvæsenet. Engang var det en æressag og en samfundssag at bringe posten ud så hurtigt som muligt. Nu er det bare en forretningssag, der skal give økonomisk overskud. De tyndt befolkede yderområder og de små kunder er der ikke penge i, de skal derfor straffes så hårdt, at de for fremtiden ikke spilder postvæsenets tid. Hvis man vil have sin post inden klokken 10 (hvad der engang var en selvfølge) koster det 4.650 kroner årligt. I byerne det halve! Portoen for et almindeligt brev stiger 15-16 procent fra nytår, mens de store kunder forkæles med tilsvarende nedsættelser. Pakker tager postbudet ikke længere med ud på landet, dem må vi selv hente i postbutikken, der har lukket, når vi har tid til at hente dem. Og postbudet tager selvfølgelig ikke længere Fru Jensens brev med. Hun må selv finde en postkasse, eller lade være med at skrive. Man kalder det for liberalisering af postmarkedet. Og det lyder jo ikke så slemt, som det er. Men for mig at se, er det en truende opløsning af det solidariske samfund, hvor man som borger har de samme rettigheder, enten man er rig eller fattig, bor i byen eller på landet. Det må da være indlysende, at al kommunikation sker for at få samfundet til at hænge sammen, og ikke for at private profitmagere skal tjene penge, og samfundet gå i stykker?

Truende opløsning, skrev jeg - og så kommer jeg straks til at tænke på Langelandsbroen, hvor man har sjoflet vedligeholdelsen i mange år. Herregud, det er bare en lille ubetydelig bro i et fattigt yderområde, der er vigtigere og langt sjovere ting at bruge pengene på, kan jeg høre arrogante politikere sige i min øresnegl. Og når nu folk er så dumme at bosætte sig sådan et sted, er de selv ude om det. Ikke noget »pladdersolidaritet« her. Væk med de fattige, ind med de rige.

Når broen styrter sammen, kan de samme politikere sige: Vi vidste sørme ikke, at det var så slemt, men nu må vi se fremad og ikke hænge os i fortiden. Kommer der endelig en indrømmelse af fejl, som fra Abild med busterminalen uden for Rudkøbing, kommer den så sent, at det kan være lige meget.

Kan vi ikke godt tale om en krise for Langeland: En bro der er ved at styrte sammen, elendig postservice, landets højeste skatteprocent? Men en krise er, når vi snakker økonomi, slet ikke så dårlig – tværtimod - for den skaber forandringer. Se på krigen i Irak, hvor genopbygningen af landet er en milliardforretning til udenlandske firmaer, eller hvordan man efter orkanen Katrina i New Orleans fik smidt den fattige befolkning ud ved at bygge dyre lejligheder, de ikke havde råd til at bo i. Så kan man vel også få smidt langelænderne udenøs ved at gøre alt så bøvlet, at man til sidst må privatisere øen, så rige skatteydere kan komme til?

Det kapitalistiske system er, som vi sagde i min ungdom, det eneste system, der kan tjene på sin egen undergang.

I opløsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce