» Giv mig, Gud, en salmetunge«, synger de henne i kirken. Det er en bøn, jeg godt kan skrive under på. Min tunge fylder snart 100 år (der er kun 17 år til), så jeg kunne godt ønske mig et nyt og mere smidigt eksemplar, der yder vore salmer fuld retfærdighed.

Hvad er en salme?

Det er jeg ikke klog nok til at svare på, men jeg har spurgt en god ven, der ved noget om den ting, nemlig tidligere biskop Johannes Johansen, der var sognepræst på Thurø fra 1959 til 1975. Han har skrevet nogle af de smukkeste salmer, der er skrevet i nyere tid, og han siger:

Det blev engang sagt, at en salme er en prædiken på vers. Det er noget vrøvl, men det kommer let til at lyde højtravende, når man beskriver salmen, som det, den er: Det jordiske svar på den himmelske udfordring.

Vi har bønnen - den beder man, når livet er uoverkommeligt. Lovsangen - salmen - derimod er til de stunder, hvor livet er godt.

Der stilles håndværksmæssige krav om rim og rytmer, men det vigtigste er, at salmen siger noget centralt om kristendommen.

Min barndoms jul husker jeg ikke mindst for de salmer, vi sang. Vi skiftedes til at vælge, hvilken én vi skulle synge, og mit lod faldt ofte på »Glade jul, dejlige jul« og »Julen har bragt velsignet bud«. De var lette at forstå, og melodierne var rene ørehængere, længe før ordet »ørehænger« var opfundet.

En salme, jeg senere kom til at holde meget af, er Grundtvigs »Velkommen igen Guds engle små«.

I den er hele kristendommen udtrykt. Enkelt og digterisk genialt. Det er ikke os, der er engle. Englene er budbringere. De kommer med »dejlige solskinsklæder på«. De kommer med det budskab, at ingen af os lever for os selv og ingen af os dør for os selv. Hvad enten vi lever eller dør, er vi til for Gud.

Grundtvig kæmpede som så mange andre med sin tro og sin tvivl. Livet er en kampplads mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem den jordiske tid og evigheden.

Ingen af os kommer igennem livet som rene engle. Jeg er da også bange for, at det sommetider er trist at være engel. Det må ialt fald være trist at være gift med en engel, for så ved man godt, hvem der er skyld i alt det, der går galt!

Mange af julens salmer har en usædvanlig baggrund. Da Grundtvig i 1810 var kaldt hjem til sin syge far, der var præst i Udby, blev han ramt af en sindssygdom, der var nær ved at slå ham ihjel.

I dag ville han nok have fået et elektrochok, men hans mor gjorde det, som en psykolog måske ville gøre nu om dage: Hun satte sig ned og ledte ham tilbage til barndommen. Hun vuggede hans hoved og sang de sange, hun havde sunget for ham, da han var barn.

Langsomt blev han sig selv, og kort efter at han havde rejst sig fra sygelejet, skrev han »Dejlig er den himmel blå«, en af de smukkeste julesalmer, vi har.

Det er svært at opstille en hitliste over julens salmer og sange. Når man sidder og bladrer i sin salmebog, skinner de én i øjnene som perler på en snor.

Hvorfor synger vi? Fordi vi ikke kan lade være! Og vi synger for at give luft for vore følelser.

Det er en fantastisk rigdom, vi har i vore salmer. Der er dem, vi har kendt altid, de er bogstavelig talt blevet sunget ind i os med modermælken. Der er dem, vi lærte, når familien mødtes ved højtiderne. Og der er dem, vi sang i kirken - i fællesskab med andre.

Og dog - måske kan man ikke stille det op på den måde. For når man synger, synger man altid sammen med nogen - også når man er alene! Man deler følelser og ord med alle, der gennem tiden har sunget den sang eller salme, der nu bliver ens egen - ens egne private følelser bliver åbnet i et fælles sprog.

I gamle dage var salmer ofte klagesalmer: Ak jeg skal dø. Ak, jeg er en synder. Grundtvig derimod skrev jubel- og takkesalmer: Ak, ak, ak blev til tak, tak, tak.

Får vi en glædelig jul, er der da også god grund til at være taknemmelig.