Tyve kendte danskere modtog engang en invitation, der overraskede dem alle. Indbyderen var maleren og polarforskeren Harald Moltke og blandt gæsterne så man en række andre Grønlandsfarere samt den meget omtalte forfatter, Thit Jensen.

Ingen af de indbudte var bekendt med, at Moltke havde en eller anden mærkedag at fejre. Så nu sad de spændt og ventede på, at værten skulle åbenbare, hvorfor han havde samlet dem.

Selv sad Moltke med et smil i sin kørestol, indtil han slog på sit glas og sagde:

- Jeg har bedt jer om at komme for at fejre 50 års dagen for min død!

Alle sad som forstenede og så forbløffede på Moltke, men han fortsatte uanfægtet:

- Jo, for 50 år siden blev jeg opgivet som død på indlandsisen. Alt tydede på, at jeg skulle lide samme skæbne som de gamle grønlændere, der når døden nærmede sig, blev puttet i en sæk og kastet i havet. Når de ikke længere var til nytte for familien, kunne man jo lige så godt sige farvel til dem. De gamle måtte dø for, at de unge kunne overleve.

Sammen med Danmarks berømteste polarforskere, Knud Rasmussen og Mylius-Erichsen, gennemførte Harald Moltke fra 1902 til 1904 »Den litterære Grønlands-ekspedition«.

Moltkes specielle indsats var, at han som kunstner skulle skabe et værdifuldt supplement til Danmarks etnografiske samlinger. Han lavede eskimo-portrætter og malede billeder af den storslåede grønlandske natur. Under vanskelige forhold lykkedes det ham at gengive nordlyset i en serie malerier, der regnes for de fineste af sin art i verden.

På sin egen stilfærdige måde fortalte Harald Moltke sine gæster om afrejsen til Grønland i 1902. Alle ekspeditionens deltagere var glade og opsatte på at nå frem til polar-eskimoerne i den nordligste del af Grønland. Det var folk, som man ikke tidligere havde haft kontakt med.

Den første del af turen op langs Grønlands vestkyst gik planmæssigt. Men så begyndte vanskelighederne. De 600 kilometer over Melvillebugten til forbjergene ved Kap York, blev en kamp på liv og død. Slædehundene døde af sult og udmattelse, slæderne faldt i dybe isrender og værst af alt: Harald Moltke blev alvorligt syg.

Moltke havde spist isbjørnekød med trikiner. Resultatet var, at han fik synsforstyrrelser og midt i den øde isørken hørte han musik og larm. Han fik ulidelige smerter, blev lam i benene og måtte transporteres på en slæde.

Da man nåede til Kap York, ventede endnu en skuffelse. Bopladsen var forladt - eskimoerne var draget mod nord.

Danskerne fortsatte derfor nordpå trods 30 graders kulde og mangel på proviant. Anstrengelserne bar frugt. Til sidst fandt man en gruppe eskimoer på en lille boplads ved navn Agnat.

Moltke havde ofte været bevidstløs af smerter under den hårde rejse og det stod nu klart, at han ikke kunne klare yderligere strabadser.

På bopladsen fandtes en igloo (en kuppelformet ishytte). Man løftede Moltke ned fra Mylius-Erichsens slæde og skubbede ham ind gennem en lille åbning i hytten. Her anbragte man ham på en isbrink. Alle var sikre på, at hans chancer for at overleve var lig nul. Nu kunne han ligge i sin sovepose og dø i fred!

Ekspeditionens øvrige deltagere fortsatte mod nord. Men - da de efter en rum tid vendte tilbage, fandt de til deres forbløffelse, at Moltke stadig var i live.

Sult og sygdom havde forvandlet ham til ukendelighed, og da Knud Rasmussen så ham, fik den barske Grønlandsfarer tårer i øjnene. Senere i livet fortalte han Moltke:

- Det var frygteligt at se. Du var forvandlet fra en ung, rask mand til et levende skelet.

Men Moltke havde mirakuløst reddet livet. Han blev surret fast til en slæde, og så gik turen atter mod syd. Snart var man så heldig at finde et dansk skib, som fik den syge mand ombord og på den måde vendte han hjem til Danmark.

Harald Moltke sluttede sin beretning og så ud over sine gæster:

- Ak ja, sagde han, de, der dengang var raske, er alle døde. Kun jeg, der blev løjet død, lever endnu!

PS: Harald Moltke var 32 år, da han blev levende begravet i Grønland. Han døde i 1960 - 88 år gammel!