Forskelle er livets salt


Forskelle er livets salt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kloge folk siger, at vore dialekter inden længe vil være en saga blot.

Jeg håber, de tager fejl. Hvorfor skal vi være ens allesammen? Hvorfor skal vi TALE ens? Retten til forskellighed er en af de fineste rettigheder, der findes.

Lighed er godt, men forskelle er livets salt. Jeg vil håbe, at der til alle tider vil være mennesker, der lægger vægt på, at de kan udtrykke sig på deres egen måde, sådan som livsglade fynboer, sindige jyder og københavnske friskfyre gør det.

Det er jo heller ikke forbudt at betjene sig af både rigssproget og en dialekt.

Man skal ikke tro, at vore bondedialekter er urgamle sprogformer, som tiden er løbet fra. Når flere og flere af de gamle ord og udtryk forsvinder, skyldes det især, at landbrugets teknik har skiftet karakter.

Maskiner og seletøj har hver deres terminologi. Det ser jeg nu ingen ulykke i, selvom jeg hellere vil klappe en hest end en traktor!

Der er mange dialekter i Danmark. Jeg er mest charmeret af den fynske. Men det er jo også en af livets grundlove, at enhver so synes bedst om sine egne grise.

I et tog mellem Odense og Svendborg sad en tavs jyde sammen med fire snaksalige fynboer. Da tre af de fire snakkehoveder var steget af i Ringe, sagde jyden til den fjerde fynbo, der skulle videre til Svendborg:

- En ka næsten æt forsto te en voksen minnesk? ka vær tjint med saarn en sprog.

Da toget lidt senere gik i stå midt ude på linjen, blev jyden utålmodig og brokkede sig til konduktøren over »de elendige jernbaner I haar herøver. A haar misæl æt ti? te saarn novet pjat«.

Fynboen sad med et overbærende smil på læben og sagde så til jyden: Ka du se den lille følfo? dér? Den er saamen sprungen u?, mens du har siddet og skavt dig!

Hvad er det, fynboen præsterer her? Det er livskunst i en godmodig bemærkning, der bliver ekstra godmodig, fordi den siges på fynsk.

Der er noget frimodigt, men også noget varmt over det fynske folkesprog. Det er lyst og venligt. Det rummer ligesom fynboernes sind en masse følelser, der både tangerer noget skælmsk og noget yndefuldt.

»For 50 år siden, mor, var du lejegodt den »villeste« af dem alle«, sagde en guldbrudgom til sin kone. Den »villeste« er ikke alene den kønneste og den bedste, det er noget endnu finere, som ikke kan oversættes.

På en bondegård var familien samlet. Pludselig var den gamle bedstemor forsvundet, men en af hendes døtre fik øje på hende ude i haven og råbte:«Stræv og kom ind, bedstemor, de »lyser« etter dig allesammen«. (Skynd dig og kom ind, de leder efter dig allesammen).

Ar »lyse« efter dig, det er langt finere end at lede. Det rummer både forventning og glæde.

Den fynske forfatter Morten Korch fortalte engang om en gammel mand, der lå for døden. I næsten 70 år havde han og konen levet sammen, men nu skulle de skilles. De var kommet til at tale om de unge år, og konen havde hentet en lille ting, som manden havde givet hende dengang for mange år siden.

- Har du virkelig gemt den i alle de år?, spurgte manden.

- Det har jeg, svarede konen, og jeg har »vuttet« den godt.

Ja, hun havde så sandelig »vuttet« den - ikke alene i sine gemmer, men også i sit hjerte.

At vutte betyder at gemme, men også at vogte og værne.

Humor trives godt i de danske dialekter. Her er to klassiske jyske anekdoter:

Vagn passede byens lille postkontor og det gjorde han nidkært. Der blev ikke ruttet med noget.

En dag klagede en kone over et frimærke. Hun ville have det byttet, fordi det ikke ville sidde fast på kuverten. Vagn tog frimærket i øjesyn og så sagde han:

- Næj, det ka ett byttes, do æ den fjerde, der hår slikket po?et.

Turismen havde holdt sit indtog i den lille by. Der blev derfor indkaldt til et borgermøde, hvor man drøftede, om man skulle bygge et hotel.

Rasmus Smed sagde Nej:

- A tøwwes te det er nøj pjat mæ såen et hotel. Vi sover jo ålsammen hjem illywal.

Forskelle er livets salt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce