KENDER I HISTORIEN om fisken og aben? Jeg skal nok fortælle den, men jeg må begynde et helt andet sted.

For nylig var jeg til en fødselsdagfest, hvor vi morede os kosteligt over politiets ynkelige bortforklaringer, når de bliver afsløret i magtmisbrug. Vi morede os over deres seneste, ubehjælpsomme forsøg på at gøre en »perker« til en »perle« og på den måde fejt undslippe deres ansvar for overgrebet og nedladenheden.

Staten (politiet) skal ikke nedgøre os borgere, men beskytte os mod enhver form for overgreb. Stå vagt om vores værdighed og frihed. Og når de henvender sig til os, skal det ikke være i en nedladende tone, men i en tone, man anvender mellem jævnbyrdige og ligeværdige. Er vi ikke enige om det?

NEDLADENHED SER vi desværre mange andre steder og i forskellige grader. Vi ser det hos den katolske præst, der har givet udtryk for, at orkanen Katarina i USA var Guds straf over en syndig by!

Den samme selvretfærdige arrogance møder vi også hos præsten, der til en flok hiv-smittede kvinder i Afrika sagde, at de ikke behøvede at tage deres medicin, men skulle bede i stedet. Heldigvis svarede kvinderne ham, at det ville være en bedre idé, hvis han bad for, at deres medicin virkede bedre. Og hvad med biskoppen, der benægter holocaust? Er det ikke også udtryk for en ekstrem grad af nedladenhed over for ofrene, ja, en hån overfor os alle sammen?

Et af de mest katastrofale eksempler på, at man føler sig bedre, end dem man vil hjælpe, er den vestlige verdens »godgørende« og omklamrende forhold til resten af kloden. Et forhold, der er fedtet ind i en uskøn blanding af medynk og penge og selvovervurdering. Et kvælende favntag for dyr og mennesker, kan man roligt sige. Og nu må det vist være på tide at fortælle historien om fisken og aben. Den blev fortalt af marinebiolog og forfatter Mia Couto fra Mozambique på litteraturfestivalen i Stockholm i juli 2008 (Politiken 13. juli 2008):

EN ABE KOM gående langs flodbredden og fik øje på en fisk i vandet. Aben så, at fisken var ved at drukne. Resolut sprang aben i vandet og fik fat i fisken. Da aben atter stod på bredden, så den til sin store glæde, at fisken vrikkede begejstret med halen. Ja, den var lige ved at smutte ud af hænderne på aben, så glad var den. Det var vel nok godt, at jeg kom i tide, så jeg kunne redde fisken fra at drukne, tænkte aben. Nu skete der det, at fisken alligevel døde efter et stykke tid. Aben så bedrøvet på fisken og sagde: »Var jeg bare kommet lidt før, havde jeg måske været i stand til at redde det stakkels dyr«.