For to måneder siden var jeg med 9. klasse fra Ryslinge Friskole på studietur i Albanien.

Det var en fantastisk tur, som gav et fremragende indblik i en europæisk kultur, som er så meget anderledes end den nordiske, og et land hvor historien markant har ændret udviklingen.

Albanien havde i Edmond Hoxha vel nok den mest ekstreme kommunistiske diktator i verden op til murens fald, hvorefter demokratiet, som i de andre østlande begyndte at få luft.

Albanien oplevede herefter i 1996 og 1997 en total statsbankerot via pyramidespil, som kom fra Argentina via Italien. Pyramidespillene blev den menige albaners håb om hurtig økonomisk succes. Bunden røg helt ud af den albanske økonomi, da pyramidespillet brød sammen i 1997, hvorefter NATO måtte bistå den siddende regering for at forhindre en reel borgerkrig. Borgere, høj som lav havde investeret alt for at få den hurtige gevinst, og den som ikke hoppede med på bølgen blev opfattet som naiv og halvtosset.

IGENNEM VORES besøg og igennem privat indkvartering talte vi meget med nogle albanere om den folkementalitet, der lå til grund for at pyramidespillene fik så gode kår i netop Albanien.

Eventyret om kejserens nye klæder bankede på. Hvorfor havde nogen ikke tidligere sagt til albanerne: »De har jo ikke noget på!« Underforstået, det er ren bluff.

Det var rigtig svært for os at forstå, at pyramidespillene fik lov at køre så længe, men vi gav deres diktatoriske og meget lukkede styreform skylden. Vi var enige om, at i et gammelt demokrati som det danske, kan noget sådant ikke ske.

DET VAR DERFOR med en glad selvfølelse, vi atter drog tilbage til vores åbne og meget demokratiske Danmark.

Vi kom hjem til en stagneret økonomi. Vi kom hjem til et øget antal banker, som pga. fejlslagen boligspekulation var krakket. Vi kom hjem til en finanskrise, som ikke er set lige i mange år. Vi kom hjem og kunne følge Stein Bagger-sagen, som er blevet symbolet på hele finanskrisen.

Min fornemmelse fra Albanien kom retur. Hvordan kan en krise få lov at komme så langt, før nogen får sagt stop. Hvor er den lille dreng fra kejserens nye klæder, der skal råbe: »de har jo ikke noget på«, underforstået; det nærmer sig ren bluff. Blev der råbt, men måske lyttede vi ikke, for vi havde travlt med at handle aktier og øge vores kapital. Bankerne rådgiver for egen vindings skyld og bliver bagmændene i et spil, som handler om at få den hurtige gevinst.

Er vi ofre i et nådesløst begær, som blænder enhver virkelighedssans. Hørte jeg nogen nævne ordet pyramidespil?