Et hårdt privilegium


Et hårdt privilegium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FORLEDEN MØDTE jeg en ven af husets unge. En herlig fyr, velbegavet, veluddannet, vellønnet ? vellykket. Jeg havde ikke set ham i flere år og vidste, at han havde fået en sød kone og to dejlige, krølhårede sønner (hvilket er heldigt, da storken nu er erklæret uddød i Danmark.) Jeg siger ikke, hvem jeg klandrer for det, de bli?r altid så hidsige!), så jeg spurgte selvfølgelig interesseret til de små. Straks blev hans ansigt lagt i dybe folder, og med et suk, der kom helt inde fra hjertekulen, svarede han:

- Det er fan?me hårdt arbejde! Jeg ventede på fortsættelsen. Den kom ikke. - Hvad er det, der er så hårdt? Måtte jeg så spørge.

- Jamen, at få vasket, klædt på, afleveret, hentet, lavet mad, puttet i seng. Han og hans kone havde ikke været i biografen i tre år.

ENTEN MÅ JEG lide af en enestående fortrængningsevne, eller også er det sandt, når jeg siger, at da vi fik børn for tre årtier siden, var vi da også studerende eller fuldtidsarbejdende, barselsorloven var på hhv. 0 og 14 uger, vi ejede hverken telefon eller vaskemaskine, vi var fattige, men altid forlystelsessyge, og ved hjælp af en mageløs dagplejemor, gode venner, babysittere og lejlighedsvis bedsteforældre hentet helt ovre på Sjælland, følte vi ikke, vi var nødt til at gå glip af noget. Vi holdt fester, hvor de små som oftest sagtens kunne være med, vi plejede vores fritidsinteresser, og vi kom bestemt også i biffen en gang imellem.

MAN HAR JO hørt jammeren før, så det er noget, man er nødt til at tage alvorligt. Fyren her føler jo helt bestemt, at der er taget en hel masse fra ham, når han i den grad kan glemme at nævne alle de positive følelser, han jo også må ligge inde med.

Hvad er der dog sket med sådan nogen unge mennesker? Skal det hele være for perfekt? Er det karrieren, der kræver for meget? Kan deres børn ikke kunne tåle at se andre mennesker?

JEG VED, AT det ikke er sådan alle vegne. Gennem mine mange år i Skt. Nicolai kammerensemble har jeg fulgt et ungt ægtepar, violinisten og cellisten og deres efterhånden tre børn. Hver evige eneste mandag kørte de efter endt arbejdstid fra Nordfyn til Svendborg, afleverede ungerne til farmor og farfar eller tog dem med i kirken og kom ? godt nok med sved på panden ? og spillede, sang og grinede i tre timer, før de tog turen tilbage og var hjemme ved midnat med børn i soveposer. Besværligt, ja, men helt uundværligt. Og deres børn har bestemt ikke taget skade, men er fyldt med musik og harmoni.

Måske var det en idé at lade være med at få børn, hvis det er så stor en belastning. Der er jo ingen, der siger, man skal. Eller man kunne i det mindste få dem med nogle års mellemrum i stedet for at »få det overstået« på en gang.

Det at få børn burde være et fantastisk privilegium. En livslang malstrøm af bekymringer vejet op af en overflod af kærlighed og glæder. Det er fan?me ikke hårdt arbejde!

Et hårdt privilegium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce