Selvom der kun er 362 dage tilbage af 2009, er det forhåbentlig ikke for sent at ønske godt nytår.

Hvordan kan vi bedst ønske hinanden et godt nytår? Vi kan for eksempel lade den tyske digter Heinrich Heine gøre det for os. I et af sine sidste breve skrev han:

Nytåret står for døren. Jeg ønsker for de dumme lidt forståelse og for de forstående lidt poesi. Jeg ønsker de rige et godt hjerte og de fattige brød. Men frem for alt ønsker jeg, at vi må pine og plage hinanden så lidt som muligt i det nye år.

Lad os bare indrømme det: Vore nytårsønsker gælder ikke mindst os selv! Måske var det en idé at være knap så snæversynet i år. Knap så egoistisk.

Forleden var jeg på besøg hos en selvbevidst ældre herre, der i et resumé over sit liv sagde disse bevingede ord: »Jeg har altid passet mit arbejde til punkt og prikke. Ingen kan sætte en finger på min indsats«.

Først blev jeg lidt flov på hans vegne, bagefter bekymret. For måske vil man selv en dag - når kontrollen svækkes - sige noget lignende. Den selvbevidste herre er jo ikke den eneste i verden, der render rundt med et prægtigheds-kompleks. Drømmen om den perfekte, om at være noget ganske særligt , rumsterer jo et sted hos de fleste.

Det giver sig blandt andet udslag i de evige nytårsforsætter om at blive et bedre menneske, selv om de fleste af os har mere brug for at blive et bredere menneske - i åndelig forstand.

Hvordan?

Ved at blive mere åben og tolerant. Ved - ialt fald som et forsøg - at være villige til at gå ind på andres tankegang. Ved at se tingene fra mere end een side. Ved at tage naboen med i sine ønsker og bønner.

Man kunne måske skabe nogle brede forlig i Folketinget på denne måde. Og undgå nogle konfrontationer i familien og på arbejdspladsen. Snæversyn og intolerance fremmer hverken familiefølelsen eller arbejdsglæden. Lad os tænke bredt. Lad os - bare en gang imellem - tænke på andre end os selv.

Lad os pine og plage hinanden så lidt som muligt.

Det er nytænkning, der er brug for. I stedet for at bede om styrke til at frigøre sig fra alle sine laster (en uhyggelig tanke!) , skulle vi meget hellere bede om mod til at springe ud på lidt dybere vand end sædvanligt.

Enhver kan se sig omkring og konstatere, at de mennesker, der har det sjovest med sig selv og som spreder mest glæde omkring sig, er dem, der tør være anderledes og dem, der tør gøre alle de ting, gode mødre advarer deres børn imod.

Og opdragelse virker trods megen snak om det modsatte. Hvis vi almindelige tørvetrillere giver os til at revidere vores mentale hovedbog, vil vi blive overraskede over, hvor snævre grænser vi sætter for os selv.

Vi gør altid sådan og sådan, for det plejer vi at gøre. Vi gør aldrig dit og dat, for det plejer vi ikke at gøre.

Altid og aldrig er den cement, der får os til at stå, hvor vi er sat. Forudsigelige, forsigtige og jævnt kedelige som alle, der altid vælger det sikre, det neutrale, det snævre og det afstumpede.

Også på disse områder trænger vi noget så grusomt til et BREDERE nytår.

Nytænkning. Det spejder vi længselsfuldt efter her ved nytårstide. I venten på et eventuelt udspil var det måske en idé at begynde i det små, med os selv, og øve os i at turde.

Godt nytår!