Snakken går livligt i Danmark. Navnlig når man er i selskab og får en lille én! Så lægger man bort titlerne og hæmningerne - og la?r kværnen løbe. Men selv under disse omstændigheder bliver det sjældent til andet end uforpligtende snak.

De vigtige ting gemmer vi til pølsemanden, bartenderen, damefrisøren og tidens andre sjælesørgere.

En halvvoksen dreng udtrykte det meget præcist, da han sagde til sin lærer: Hjemme hos os snakker vi meget, men vi taler sjældent med hinanden.

Sådan er det mange steder. Det bliver til nogle løse bemærkninger i forbifarten, nogle ord om vejr og vind, praktiske anvisninger og en håndfuld klicheer som »tak for mad« og »sov godt«.

Og så sover vi videre uden at få TALT med hinanden. Om alle de vigtige ting. Om det, der glæder eller bekymrer os. Om vor angst og vore drømme.

Vi er nogle strudse, der stikker hovederne i busken og håber på, at tingene har forandret sig til det bedre, når vi kommer frem igen. Vi taler helst ikke om vore følelser. Vi er blevet dem, der taler om noget andet.

År ud og år ind kan vi omgås familie, venner og kolleger, uden at samtalen på noget tidspunkt når ud over den uforpligtende konversation. Alle parter undgår bevidst de »farlige emner«.

Det kan skyldes en slags blufærdighed eller hensynet til vor egen bekvemmelighed - vi vil ikke rodes ind i noget. Vi er bange for at udlevere os selv. Vi er bange for, at vore udtalelser kan blive brugt imod os ved en senere lejlighed.

Vi snakker i tomgang, vi går som katten uden om den varme grød, vi forbliver efter fælles overenskomst i et neutralt ingenmandsland.

Der er tabuer, som man ikke kommer i nærheden af. Nogle vil ikke røbe deres politiske overbevisning, andre vil ikke tale om religion. Et emne som døden holder man sig langt fra - og resultatet er, at mange efterladte er i vildrede, når de skal prøve at gætte den dødes ønsker om afskeden med denne verden.

Forfatteren Charlotte Strandgaard har skrevet følgende vers:

Skjul dig menneske

hedder det 11. bud i loven,

din glæde må ikke lyse

din sorg må ikke ses.

Vi vil gerne høre en glædelig nyhed, for den kan vi genfortælle og vække opmærksomhed med andre steder. Men vi vil ikke høre for meget om andres lykke og held, for så bliver vi misundelige.

Vi vil gerne synes, det er synd for nogen - men ikke alt for længe. I en akut situation kan vi tage alvorsminen på og komme den sørgende i møde, men hvis sorgen varer ved, bliver vi trætte. Så går vi over på det modsatte fortov, når vi møder den efterladte. Så kan han stå trist og alene uden det vigtigste af alt: nogen at dele sorgen med.

Vi lever i et samfund, hvor der er spørgsmål, man ikke kan komme frem med, hvis man ellers vil overholde spillets regler. Vi sørger omhyggeligt for ikke at tale om noget særligt. Vi taler - om noget andet.

Og mens snakken går, og samtalen forstummer, vokser den enkeltes problemer.

Det er ikke spor for tidligt, at vi stryger det 11. bud og koncentrerer os om de 10 første!