Den gode gave


Den gode gave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var engang en dreng, der hed Peter. Da han begyndte at gå i skole, kom han til at sidde ved siden af Knud.

Knud var en livlig fyr, han løb på rulleskøjter og en dag var han så uheldig at falde og brække begge sine håndled. Peter viste sig som en god kammerat. Han fulgte Knud til og fra skole hver dag for at bære hans taske.

Da Peter nogle måneder senere inviterede klassen til sin fødselsdag, sagde Knud, at han allerede havde købt en gave. Den skulle Peter have, fordi han havde båret hans taske.

Knud ville ikke sige, hvad det var for en gave - men det var en ting, som hverken kunne gå eller stå, og for at gøre det hele endnu mere mystisk, kunne den hverken svømme eller flyve.

Det lød spændende, men Peter var nær ved at ønske, at Knud ikke havde fortalt ham om gaven. For han lå vågen i flere nætter og spekulerede som en rasende på, hvad det var, der hverken kunne gå eller stå, eller svømme, eller flyve.

På Peters ønskeseddel stod en dampmaskine og en mekanisk bjørn. Men disse to ting kunne der ikke være tale om, for de kunne både gå og stå.

Det forekom Peter at vare en evighed, før det blev hans fødselsdag. Men langt om længe stod han med Knuds gave i hånden.

Den var stor som en skotøjsæske, og det havde den naturlige forklaring, at det VAR en skotøjsæske. Inden i æsken var der papir og atter papir. Men allerinderst lå gaven. Det var en blyant. En ganske almindelig blyant!

Det var ikke første gang i livet, Peter var blevet skuffet, men sjældent havde en skuffelse ramt ham så dybt og inderligt som på denne fødselsdag, hvor en blyant prikkede hul i den kæmpeballon, han havde pustet op med forventningens glæde.

Det var et plaster på såret, at Peters forældre forærede ham en dampmaskine, oven i købet med en sikkerhedsventil.

Den legede han med i de efterfølgende dage. Men da dampmaskinen havde stået og hoppet og hvæset i en rum tid, blev han underlig mæt og træt af den.

Så kom blyanten frem og Peter mærkede, at den havde en forunderlig kraft. Den kunne stave til Far og til Mor og til Knud - ganske vist uden d. Men efterhånden som den blev dygtigere, kom d'et med, og en skønne dag kunne den rime smil på sikkerhedsventil.

Blyanten kunne skrive ord så sørgelige, at Peter græd, når han læste dem. Den kunne skrive budskaber så hemmelighedsfulde, at han slugte det papir, de var skrevet på for at det ikke skulle falde i de forkerte hænder!

Skæbnen ville, at Peter kom til at leve af den blyant. Han blev journalist - og nu ville det jo være en fin pointe, hvis man kunne fortælle, at han stadig havde blyanten - eller resterne af den - i glas og ramme i sit kontor.

Men på et tidligt tidspunkt af sit journalistliv besluttede Peter, at han ville holde sig til sandheden. I alt fald når han ikke kunne finde på noget bedre! Og sandheden er, at Knuds blyant forlængst er slidt op.

Peter sidder nu som de fleste andre journalister ved et elektronisk apparat og får ord frem på en skærm, når han trykker på de dertil indrettede taster.

Men når han vil skrive et eller andet med lidt følelse i, noget, der er lidt mindre firkantet end den elektroniske skærm, så griber han en blyant af nogenlunde samme model, som den han fik af sin gamle skolekammerat.

Når sandheden stadig skal holdes i hævd, så har Peters blyant aldrig forvandlet sig til en tryllestav i hans hånd, således som en Shakespeare eller en Dickens oplevede det.

Men på det jævne har den givet ham et levebrød og nu og da nogle lysende øjeblikke, hvor han følte, at ordene mirakuløst tog hinanden i hånden og nikkede glade til hinanden.

I sådanne stunder mindes han Knud - med og uden d. Og han mindes den beskedne gave, der mod forventning blev hans livs bedste.

Den gode gave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce