Debat: Vil du spise med?
Af: Claus Brandstrup, iværksætter, Svendborg

For nogle år siden befandt jeg mig på bagkanten af en skilsmisse. Slikkede mine sår og sundede mig. Det valgte jeg at gøre, måske ret ubevidst, ved at flytte til en for mig ukendt egn af Danmark. Lejede et lille hus på landet med udsigt til marker og tæt ved vandet. Jeg startede i et nyt job forholdsvist tæt på, hvor det fine lille hus lå. Det gik egentlig meget godt i starten. Jeg brugte tid på at indrette mig. Fandt ud af hvordan den bedste måde var at holde ild og liv i brændeovnen. Bagte brød i den utætte ovn. Gik små ture i den nærliggende lille skov. Nød stilheden. Så intetsigende TV-programmer i den bløde sofa godt pakket ind i plaid, uldsokker og selvmedlidenhed. Indtog de fleste af mine hjemmemåltider i den position.

Jeg sætter pris på, at nogen har gjort sig umage med at lave mad og dække op til samvær omkring bordet. Men også fordi måltider for mig giver en følelse af, at jeg hører til i et fællesskab.

Et par måneder gik. Det, der skulle opdages af praktiske ting i huset, var klaret. Jeg sank længere og længere ned i sofaens omsluttende varme. Da foråret bankede på med livgivende sol og duftende blomster, var jeg så langt nede i sofaens dyb, at det var svært at få øje på livet udenfor. Livet udenfor havde svært ved at komme i kontakt med mig. Mine venner og familie spurgte interesseret og kærligt til mig. Hvordan det gik med at komme mig efter skilsmissen. Hvordan jeg mon trives i det nye liv langt fra alfarvej, venner og kærlige kram. Mit svar var ofte, at det var fint at være stille derude på landet alene i min store, varme sofa. Det var en sandhed med modifikationer. Fint var ikke det rette ord at bruge om den følelse, jeg var ramt af, men det var det letteste at sige i situationen.

I Danmark er der mere end 200.000 voksne over 18 år, der er ramt af en følelse af ensomhed. Danmark Spiser Sammen er en landsdækkende kampagne og aktiviteter i uge 17 med det formål at forebygge ensomhed. I den uge sættes der fokus på ensomhed og hvad man kan gøre for at komme ud af den følelse når den har ramt én. At spise sammen er en af de ting, man kan gøre. Et måltid rummer udover fysisk næring også social næring. Et fællesskab. Vi er sammen om noget.

Her nogle år efter min periode derude på landet i en fjern egn af Danmark kan jeg være lettet over, at jeg faktisk selv formåede at handle mig ud af situationen. Jeg var i stand til at hanke op i mig selv, reflektere over min situation og foretage nogle korrigerende handlinger, der bragte mig ud af situationen. Jeg var blevet ramt af en trist og deprimerende ensomhedsfølelse. Ubevidst var jeg gledet fra ønsket alenehed til uønsket alenehed og ensomhed. Sofaen havde omfavnet mig på en måde, der ikke var gavnlig for min livskvalitet, og jeg måtte gøre noget andet. Jeg valgte at rykke helt fysisk væk fra hus og job, sætte mig selv i spil et helt andet sted i verden for at genfinde mit ståsted i livet, i mig. Det lykkedes, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.

Der kunne dog have været andre muligheder for handling. Tænk, hvis jeg var blevet inviteret indenfor i nogle lokale fællesskaber. Og ikke bare inviteret, men taget kærligt i hånden og med. Lokale medmennesker vidste, at jeg sad der i min sofa, men ingen kendte mig tilsyneladende nok til tage mig i hånden. For det er det, der skal til. Nogen skal insistere på at invitere med i fællesskabet.

Mange af de bedste minder i mit liv handler om måltider. Sikkert fordi jeg er stornyder af god mad, hvilket kropsligt kan ses ret tydeligt. Jeg sætter pris på, at nogen har gjort sig umage med at lave mad og dække op til samvær omkring bordet. Men også fordi måltider for mig giver en følelse af, at jeg hører til i et fællesskab. Jeg bidrager med mig. Mine tanker, oplevelser, drømme, ord. Jeg lytter og mærker de andre deltagere i måltidet. Det er så meget næring på mange planer. Jeg hører til, og jeg storelsker det.

Her i huset inviterer vi med jævne mellemrum venner til sammenskuds-hverdagsmad. Det er ganske nemt. Vi inviterer 10-12 venner og beder dem tage noget mad med til et fælles måltid. Alle møder op med noget, og vi sørger for, at bordet er dækket og stearinlysene tændte. Alle, der deltager i måltidet, bidrager til fællesskabet og stemningen, og jeg er ret sikker på, at vi alle går gladere hjem, end da vi kom. Det giver så meget mening i en tid, hvor digitale fællesskaber, sociale medier, kæmper om vores opmærksomhed. For en stund lægger vi smartphones fra os og nyder at være i et rum, hvor måltidet og samtalen om stort og småt træder i forgrunden. Nærværet med andre gode mennesker.

Et fællesskab består af flere dimensioner og solidariteter. Der er den interne solidaritet, der handler om, at vi i fællesskabet rummer og interesserer os for hinandens ve og vel. Den eksterne solidaritet handler om, at fællesskabet må åbne sig mod omverdenen. At høre til i et fællesskab er eksistentielt betydningsfuldt, og vi har alle et ansvar for at vise vej ind i fællesskabet. Vi skal byde hinanden velkommen i forskellige fællesskaber gennem helt basale dyder som høflighed, venlighed og imødekommenhed. Vi skal så at sige række ud, tage i hånden og invitere insisterende - både dem vi kender og dem, vi ikke kender endnu.

Det er snart uge 17, og min opfordring til dig er at tage én i hånden og vise vej til et fællesskab. På websiden danmarkspisersammen.dk er der masser af muligheder for at deltage i eller bidrage til et måltid i uge 17. I år skal jeg selv deltage i et måltid i den uge, ikke som gæst, men som medvært. Vi bliver 120 mennesker til fællesspisning i Borgernes Hus i Odense. Jeg glæder mig til mødet med andre mennesker om et måltid, hvor jeg er ret overbevist om, at jeg får næring på mange måder og går gladere hjem, end da jeg trådte ind ad døren. Dagsordenen er ikke at redde nogen fra noget, men at vise vejen ind i fællesskaber, hvor alle er velkomne og hvem ved måske inspirere til at tage måltidsfællesskabet med sig hjem for at mødes andre steder med andre i nye fællesskaber.

Men du kan starte før uge 17. Lige nu er det påske, og her samles mange om måltider og højtiden. Har du plads til en mere ved dit bord? Ved du om én i dit netværk, der sidder alene og har brug for en kærlig håndsrækning, så ræk ud og invitér med til bords og indenfor i det fællesskab, du er en del af.