Debat: Uambitiøst og kortsigtet at spare på de mindste
Af: Mette Mørup Søberg, Vindeby Strandvej 11, Svendborg

Læserbrev: Forskere og børnepsykologer peger i disse år på vigtigheden af, at prioritere nærvær, omsorg og voksenkontakt i de helt tidlige år.

I et samfund, hvor alle hele tiden skal løbe stærkere og stærkere og være verdensmestre til alt, kan det være svært at finde tiden og overskuddet til det nærvær som er så essentielt, i de første år af det lille barns liv.

Midt i dette kaos valgte min familie og jeg at bosætte os i skønne Svendborg. Der var flere årsager til, at vi valgte Svendborg, men den afgørende faktor blev, at netop Svendborg kommune tilbyder tilskud til pasning af eget barn. Tilskuddet blev for os et alternativ til hamsterhjulet, en måde at træde ud af den daglige stress og trummerum, og vælge at holde vores søn hjemme indtil han blev to år, med økonomisk støtte fra kommunen. I de to år har vi mødt flere, der ligesom os har valgt at bosætte sig i Svendborg og holde børnene hjemme lidt længere i håbet om, at en tryg start vil gavne dem senere i livet.

Nu fremlægger Svendborg Kommune så et sparekatalog, hvor der skal spares massivt på vores yngste (og vigtigste) borgere. Forringelserne i institutionerne må alt andet lige få den konsekvens, at flere vil søge et alternativ, og her kunne det så være oplagt at bevare tilskuddet til pasning af eget barn, så flere får muligheden for at overveje, hvordan de giver netop deres børn den bedste start på livet.

Men desværre er tilskuddet også en del af sparekataloget. Efter min mening er de fremtidige konsekvenser ved, at vi sender vores børn tidligere og tidligere væk fra hjemmet og deres primære omsorgspersoner et overset parameter i besparelsesudregningerne på dette område.

Det er så uambitiøst og kortsigtet som noget kan være.

De penge, vi sparer på de yngste nu, er ikke sparet på lang sigt. Ingen anskueliggør de udgifter, der følger senere, når vores børn eksempelvis får brug for støtte i deres sproglige udvikling eller får psykiske udfordringer (begge dele parametre, forskningen peger på som konsekvenser af for tidlig institutionalisering).

Jeg er helt sikker på, at det at passe sit lille barn hjemme ikke er det rigtige for alle familier, men det er det altså for nogle. Og for dem, der har lyst til og mod på at passe deres egne børn, er det vel kun rimeligt og logisk, at kommunen tilbyder det som et alternativ. Lad pengene følge barnet, og lad det så være op til dem, der kender barnet allerbedst, at vurdere, hvad der er den rigtige løsning for dem.

Vi kunne lære en masse af vores nabolande på dette område. Vi vil så gerne have vores børn til at slå for eksempel svenskerne og finnerne, når de kommer i skole og skal testes igennem. Men i den konkurrence glemmer vi, at vi allerede har slået dem én gang. Danmark har nemlig nordisk rekord i institutionalisering. I Danmark går 90 procent af vores et-årige i institution. Det tal er henholdsvis 50 procent for Sverige og 30 procent for Finland. Det er da alt andet lige værd at tænke bare lidt over, hvilke konsekvenser de tal kunne have på længere sigt.

Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) og kommunens formand for børne- og ungeudvalget Henrik Nielsen (K) har iøvrigt begge benyttet sig af tilskuddet, da deres børn var små. Jeg må gå ud fra, at deres børn er ældre nu og ikke længere skal bruge tilskuddet til noget (!), men måske andre familier i kommunen kunne have glæde af tilskuddet ligesom de engang havde.

Jeg tror de færreste overvejer, at der findes alternativer til dagplejer og vuggestuer, og det er brandærgerligt, at de hjemmegående mødre og fædre er et absolut mindretal. Ikke desto mindre, så stiger andelen af familier der leder efter et alternativ, og vælger at forlænge deres barsel med et år eller flere og passer deres børn hjemme. I den udvikling skal Svendborg Kommune da gå forrest, og blive en kommune der er attraktiv for unge børnefamilier at bosætte sig i. Det tror jeg virkelig på, at kommunen kan gøre ved at bevare tilskuddet til pasning af eget barn.