Debat: Skrumpesygen er over os
Af: Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg

Håndfaste værktøjer kalder regeringen det nye ghettoudspil, hvor de, som er på kontanthjælp, i fremtiden er uønskede beboere i 16 belastede boligområde. Jeg synes, det er svært at være vidne til. Det gør mig vred. Hvor skal disse mennesker bo eller høre til? Jeg ønsker ikke at underkende, at samfundet har et problem med integration, der må løses. Men regeringens ghettoudspil, minder mest af alt om hårdtslående fantasiløshed. Tør slet ikke tænke på, at den måde, vi omtaler og behandler nogle grupper af mennesker på, måske bliver den gift, der kommer til at blive grobund for modborgeradfærd. Jeg synes i det hele taget, man skal holde op med at gøre mennesker til et problem, der skal løses.

Det er påfaldende, hvor lidt vi satser på, at mennesker får opfyldt deres basale behov i meningsgivende sociale sammenhænge, hvor mennesker føler sig set og værdifulde og kan udfolde virketrang.

Problemer løser man sammen - vigtigt - de magtfulde tør vise så megen sikkerhed, at de tør vise usikkerhed og svaghed, så den umyndiggjorte eller afhængighedsgjorte får muligheden for finde egen styrke. Slippe ud af rollen, den ofte tildelte rolle, som den svage. Vi har i alt for langt tid haft en syg måde at hjælpe på, når mennesker skrumper unødigt ind i en forkert afhængighed.

"Den umyndiggørende hjælp er hurtig, billig og passiviserende. Den støttende hjælp - hjælp til selvhjælp - er langsom og dyrere og kræver et større engagement fra de stærke, end de har tid og lyst til ... Det betyder blandt andet, at mennesker, der får det dårligt ... sjældent eller aldrig bliver hjulpet på deres egne betingelser. Men de bliver tilpassede, så de ikke er til for megen besvær og til for store udgifter. De hjælpes på de stærkes betingelser. Og derfor fastlåses mange i en afhængighedssituation." (Lenau Henriksen, 1992).

Det er påfaldende, hvor lidt vi forstår hjælp som noget, der omhandler aktiviteter eller rammer, der giver livet mening og glæde.

Det er påfaldende, hvor lidt hjælp handler om at bibringe mennesker selvværd, selvtillid, selvbeskyttende færdigheder - gåpåmod og evne til at takle modgang.

Det er påfaldende, hvor lidt vi satser på, at mennesker får opfyldt deres basale behov i meningsgivende sociale sammenhænge, hvor mennesker føler sig set og værdifulde og kan udfolde virketrang.

Når et sårbart eller udsat menneske står overfor et tilpassende orienteret samfund, der ikke har andet mål end at gøre mennesker funktionsdygtige, tåles ingen modsigelse. Normalitetsbegrebet indsnævres mere og mere, og hjælpen bliver mindre og mindre differentierende. Koloniseret af til tider formynderiske og afhængighedsskabende systemer, der bliver sårbarhedsskabende, i stedet for at tilføre mennesker mental velbefindende, trivsel eller robusthed.

Vi kaster ofte penge efter en hjælp, der er syg - passivisere og gør mennesker tillærte hjælpeløse og unødigt afhængige på den forkerte måde. Det er påfaldende, hvor lidt man interesserer sig for, hvad udsatte mennesker selv ønsker, eller reelt har brug for - en reel vilje til at løfte mennesker.

Det forudsætter blandt andet en større vilje til at afgive magt fra de stærkes side. En større vilje til at afstå fra egotrip. Afstå fra de handlinger og løsninger, der dybest set gør mere for dem selv, end for dem, som ser sig nødsaget til at modtage den tilbudte hjælp. Den højt hævet bedreviden - ofte mislykkede bedreviden - uden afgørende løft ser ud til at være både en økonomisk dyr løsning, der ender ud i dyrt betalt menneskelig ulykkelighed - fastlåser ofte mennesker.

Mantraet burde i stedet lyde: Uden ligeværdige samtaler intet fællesskab.

Jeg savner evnen til at blive klogere, stoppe op og lære af erfaringerne og finde frem til, hvordan vi finder vise løsningsmodeller - sammen. Eksperimentere med nye handlerum. Flere sociale samskabende løsninger i udsatte boligområder og i forhold til udsatte mennesker. Skabe en samarbejdskultur, hvor mennesker ikke umyndiggøres. Den stærkt hårdtslående regering slår til på en påfaldende rigid måde, der slet ikke passer ind i en ellers innovativ fremtid, hvor det engagerede, kreative, passionerede og meningsfyldte liv, et liv i samskabelse, kunne være vores fælles forankring; grobund for fælles robusthed i forhold til fremtidens udfordringer.

Det er påfaldende, hvor lidt der fokuseres på menneskers styrker. Megen krudt bruges på at rette op på menneskers såkaldte svagheder og anderledeshed - at gøre mennesker forkerte. Med hvilken ret? I stedet for at få det til at handle om gensidighed og forpligtende mellemmenneskelige meningsfulde relationer; hvor man betyder noget, bliver værdsat og laver noget man er god til?

Jeg synes ikke, at man hjælper nogen ved at omtale eller behandle mennesker nedladende eller fordømmende - allermest et sygdomstegn, der i sidste ende kan risikere at ramme os alle; vende tilbage som en boomerang. En farlig kurs, som jeg ser det.

Når skrøbelighedsfølesen pibler frem, så reageres der magtfuldt med "styr" på tingene. En af de største fejltagelser, menneskeheden har gjort igennem i historien, er ikke at kunne se i øjnene, at skrøbeligheden er vi fælles om - et livsvilkår. Bruger i stedet sin styrke til at foragte det svage. Driver rundt med de udsatte i en form for cirkus. Fører pisken som en anden domptør. Det er simpelthen tragisk og uværdigt, at se et intelligent menneske svinge pisken over et sårbart, udsat eller anderledes menneske, der kunne have været dem selv, hvis livet havde skikket sig anderledes.

Alt for mange mennesker ender med at føle sig som andenrangsborgere uden mulighed for at høre til. Eller føler modløshed, stress og afmagt. Men ønsker vi, at vores menneskesyn handler om andet og mere end nytteværdi på de stærkes betingelser? Det er besynderligt gammelmandsagtigt, at de, der har magten, ydmyger og taler mennesker ned i stedet for at finde løsninger, der får de bedste egenskaber frem i mennesker, der skaber trivsel, engagement og sammenhængskraft.

Der er meget at hente i at finde frem til, hvad mennesker er gode til og passionerede om, som jeg ser det. Der er meget at hente i, at vi holder op med at gøre mennesker til et problem, der skal løses - de skal i stedet være med til at løse, ikke dem, men problemet; hvad man kan gøre sammen, som partnere. Det handler om at få gensidighed i fokus i de menneskelige relationer. Fordi ovenfra-og-ned-hjælpen er ikke bare pinefuld og uværdig; den er decideret indskrumpet altmodisch. Ude af trit med tiden og fremtiden, når alt for mange mennesker og problemer mødes som i gamle dage, når far var sur og "hammeren" faldt tankeløst og bedrevidende igen og igen.

Skrumpesygen, der lukker mennesker ned, ude eller ensretter, er over os.