Debat: Skal du ikke hjem?
Af: Alberte L. Absalonsen, 2.M, Svendborg Gymnasium, Gammel Skårupvænge 30, Svendborg

Jeg har undret mig meget over, hvorfor alle snakker om hjem, som noget man enten længes eller leder efter. Det står mig hermed også uklart, hvorfor der altid er en implicit betydning i begrebet hjem som værende noget kærligt og trygt.

Hovedsageligt stammer den tankestreg nok fra, at jeg endnu ikke ved hvad hjem er - ergo heller ikke, hvad jeg skulle længes efter. Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok ser mig selv som en nomade, der mangler en endelig destination, og med det vil jeg også tilføje, at jeg er helt okay med den idé. For hvorfor skal ideen om en rejse altid have den forudsætning, at man finder hjem? Jeg skal fandeme ikke hjem.

Jeg tror alt mit tankemylder og min nuværende hjemløshed bunder i, at jeg stadig har dele af min ungdom foran mig, og dermed står min fremtid mig stadig meget uklar.

Jeg skal videre - eller hvad det nu er, de siger ude foran Crazy Daisy. For mig er hjem noget, jeg ikke ønsker at finde. Et sted, der altid er i stilstand. Et sted uden udvikling. Derfor har jeg svært ved at sætte mig ind i, hvordan Johannes Jørgensen i teksten "Foraarssavn" beskriver længslen efter samt savnet til sit barndomshjem.

Jeg nærer en hvis form for fascination af Johannes Jørgensens kærlighed til sin hjemby samt en undren over, om vi overhovedet snakker om samme Svendborg.

Ja ja, det var en anden tid og alt sådan noget fis, men hvordan kan vores opfattelser være så vidt forskellige. I min optik romantiserer han Svendborg og nærmest lever og ånder talemåden "ude godt, men hjemme bedst".

Svendborg, hans barndomsby, bliver beskrevet som, og jeg citerer "[...] Sommerlandet, Solskins-landet, Lykkelandet [...]". Jeg har absolut ingen forståelse for, hvordan man for det første kan associere Svendborg med solskin, da det regner og er overskyet 95 procent af mine vågne timer. For det andet kan kalde byen et lykkeland. Hvornår har vi fået prisen for Danmarks gladeste by? Hvis den her by er noget, er det da the land of broken dreams.

Måske er det bare mig? For ja, jeg er da indforstået med, at jeg og Johannes Jørgensen er to forskellige individer, og derfor også har forskellige opfattelser af mange ting, men ligefrem at kalde Svendborg for Lykkelandet. Jeg synes, det er at trække den lige lovlig langt. Jeg kan ikke genkende den by, han snakker om, selvom det er den selvsamme by, der bliver kaldt min hjemby.

Men er det virkelig min hjemby, hvis jeg så gerne vil væk fra den? Burde hjem ikke være forbundet med noget tryghed?

Jeg får en klam smag i munden, hver gang folk spørger mig, hvor jeg kommer fra.

Nu skal det altså ikke forstås som om, jeg mener, Svendborg er helvede på jorden, men Skærsilden ville være et fint bud. Ej, jeg mener bare, at det føles som om, tiden står stille. Som om alt sidder fast og alle har det fint med, at det er sådan. Måske var det derfor, Johannes Jørgensen netop elskede sin hjemby? Fordi kun der kunne han få en pause fra en "stor, mørk, snavset by", som han så fint selv kaldte det at komme hjem til et sted, der altid lignede sig selv. Tilbage til det med den klamme smag i munden.

Det, jeg ville sige med det, var, at når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, er det altså ikke, fordi jeg fysisk er ved at knække mig. Det minder mig bare om, hvor meget jeg sidder fast i noget, der føles lidt som stilstand. Et hul, ikke et hjem.

Jeg påstod jo tidligere, at hjem ikke er noget jeg kender til. Hvis det føles som at være fanget i et hul, vil jeg virkelig gerne være ikke-hjemme. Ude? Ja, ude. Ude godt - hjemme, hul. Ude er et sted, hvor der er plads til at vokse, så jeg forstår ikke, hvorfor der med ude altid er en forudsætning om, at man kommer hjem igen. Det eneste, der deler min negative definition af hjem, er Ludo.

Jeg deler mentalitet med et brætspil, hvilket nok er et nyt lavpunkt i mit liv. Der er jo ikke nogen, der vil slås hjem. Nej, folk vil finde hjem. Jeg ser virkelig ingen forskel. Ende-destinationen er vel den samme? Er det så ikke lige meget, om du finder det eller bliver smidt ind i det? Det er vel bedre end ikke at kunne slippe ud fra det.

Måske ved man først, hvad hjem er, når man er taget fra det eller i hvert fald ikke har det mere. Det er vel det, der sker for Johannes Jørgensen. Han oplever den kliché du-ved-først-hvad-du-har-haft-når-du-mister-det-følelse, og måske er det bare sådan, det er med et hjem. Med tryghed.

Johannes Jørgensen anerkender, at han levede i et savn i begyndelsen af sine teenageår. Han levede i sine minder. På den måde kan man vel godt være af den forståelse, at hjemmet er i minderne, og måske er det derfor, jeg lidt for ofte fanger mig selv i at svømme i en tankestrøm af minder, indtil jeg drukner. Måske er det min underbevidstheds forsøg på at finde hjem - det er selvfølgelig forudsat, at teorien om at hjemmet findes i minderne holder stik.

Uanset om den gør det eller ej, kan man vel godt kalde mig hjemløs - og vi kan godt lige slå fast, at jeg ingen problemer har med den titel, da jeg som nævnt tidligere har det mere end okay med ikke at have et hjem eller en endelig destination.

Jeg tror alt mit tankemylder og min nuværende hjemløshed bunder i, at jeg stadig har dele af min ungdom foran mig, og dermed står min fremtid mig stadig meget uklar.

Det er vel også sådan, det skal være. For hvis der er en ting, der er værre end at leve i fortiden, er det vel at leve i fremtiden. Dog fortrækker jeg så vidt muligt at leve lige nu. Jeg har ikke så travlt med at finde, blive slået eller længes efter hjem. Hjem skal nok komme til mig en dag, og hvis ikke skal jeg ikke hjem. Jeg skal videre.