Debat: Skævt tænker du? Så absolut nikker jeg!


Debat: Skævt tænker du? Så absolut nikker jeg!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anina Laugesen, Valdemarsgade 17D, 5700 Svendborg.
Billede
Debat FAA. 

Klokken er 22.45 på en ganske almindelig flad torsdag. Vi klæder om side om side uden at vide, hvad hinanden hedder. De blå metalskabe på rad og række i hundredevis er vores fælles mødested, inden vi iklæder os vores fag, vores speciale, vores kunnen i form af den hvide kittel og bevæger os ud med krydsede fingre og korset tegn for brystet - nogen mere end andre. Hvad mon natten byder på.

Jeg er intensiv-sygeplejerske, og jeg er tosset med mit job. Jeg er tosset med at gøre en forskel og være medvirkende til at redde liv og få vores patienter på benene igen. Jeg er tosset med det smukke i at skabe en værdig død, hvis intet andet er muligt.

Grunden til, at jeg valgte denne vej, var lysten til at dygtiggøre mig inden for anatomien, fysiologien, psykologien, filosofien, farmakologien og patologien. Hvilket jeg har fantastiske muligheder for på min afdeling med mit intensive speciale. Men det brænder på de almene medicinske afdelinger, og jeg er himmelråbende flov over det, vi som land tilbyder patienterne og ikke mindst vores kollegaer. Det er brandslukningsarbejde og ikke optimal sygepleje med fokus på de førnævnte "mi'er, fi'er og gi'er". Min fremmede kollega ved de blå metalskabe er sygeplejerske på et alment medicinsk afsnit.

Foran hende har hun en otte timers nattevagt som eneste sygeplejerske på en afdeling med 14 patienter. Hun og en social- og sundhedsassistent skal sammen varetage plejen af hele afdelingen.

Fem patienter i isolation for influenza eller Norovirus. Tre patienter i så svær en tilstand, at de skal have hjælp til deres vejrtrækning ved hjælp af en maskine og ikke må lades uden opsyn. De sidste seks patienter er blot syge, men så syge så det fra lægelig side er prioriteret, at de skal indlægges.

Jeg genkender det fra min tid som vikar for 10 år siden på de forskellige medicinske afdelinger. Alene natsygeplejerske med ansvaret for op til 16 patienter.

Specielt husker jeg en vagt. En patient var dørsøgende på grund af sin psykiske tilstand, oven i hans ny opererede mave og skulle holdes fra elevatoren/trappen og balkonen på 2. sal. Tre kastede op og skulle hjælpes natten igennem, to var så påvirkede af deres nye diagnose, at de græd og havde brug for snak og ro. Og så var der resten, der bare skulle have hjælp til at få et bækken i sengen, vaskes og eventuelt få skiftet tøj og sengetøj, dem der skulle følges til og fra toilettet. Dem, der fik behov for smertestillende eller anden medicin. To af dem blev dårligere over natten, og jeg måtte tilkalde lægen for at få lagt en ny behandlingsplan. En blev overflyttet til intensiv.

Ingen af disse handlinger gøres uden dokumentation i den digitale journal. Gud forbyde det, og i dag tales der fængselsdom hvis ikke.

Skævt tænker du? Så absolut nikker jeg!

Det er 10 år siden, og der er intet nyt under solen. Det, der chokerer mig, er, at vi tillader det. Både at vi som sygeplejersker finder os i ikke at kunne yde den sygepleje, der hører sig til, at vi finder os i de arbejdsvilkår, der bydes, og ikke mindst at man som regering i et land som Danmark tillader, at der er så få sygeplejersker i vagt på de almene medicinske afdelinger.

Det er mig en gåde, at det er lovligt.

Der skal ikke herske tvivl om, at sygeplejerskerne og deres nærmeste ledelse rundt omkring på afdelingerne yder deres ypperste for at sætte patienten først - under de kår, der tilbydes. Og derfor hænger døgnet sammen. Ingen kan trylle, og kassebeholdningen skal gå op, som i et hvert andet supermarked.

Foran mig har jeg en otte timers nattevagt. Jeg vil være en ud af otte specialeuddannede sygeplejersker til 10 patienter, som afdelingen ser ud lige nu. Vi har seks intensive pladser, men aktuelt 10 patienter. Til trods for det er stemningen god blandt kollegaerne. Vi er fagligt godt klædt på, og teamet er stærkt. Vi løber stærkt, men normeringen er til at stå inde for ... eller ... det hænger sammen. Her er det ikke hverdag, som det er på mange almene afsnit, så vi klarer den.

Stemningen er med skulderklap og en omsorg for hinanden, når vores skridt i farten krydser hinanden på gangen. Spisepause er en by i Rusland, for endnu to patienter bliver meldt. To patienter, der vil dø, hvis vi ikke er klar med respirator og den rette medicin i det rette tempo.

Hvor bliver jeg stødt, når jeg hører om selvbetalte pauser. Vi sidder konstant på spring og kigger på overvågningen af patienternes hjerterytme og vejrtrækning. Klar til at løbe, hvis alarmen for hjerte eller respirationsstop lyder.

Vi hjælper den faldne fru Jensen op fra gulvet, vi tager telefonen og taler med bange pårørende, vi tager imod den nye, akut dårlige patient. Når vi står med et andet menneskes liv og deres pårørendes fortvivlelse, i hænderne bliver vores egen sult og toiletbesøg sat på stand by.

Så fri mig for snak om selvbetalte pauser i sygehusregi. Skulle vi selv betale dem, er vi vel i vores ret til, at forlade afdelingerne, og det scenarium har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Vi er her, og vi sidder stand by med salat i munden.

Når nok er nok, beordres vi til at strejke, uhh, kære mennesker, uden for mine gange, når der indsættes strejkeberedskab på sygehusene er bemandingen langt over den vanlige normering. Så kom bare an, så er det legalt at kalde flere på arbejde.

Skævt tænker du? Så absolut nikker jeg.

Klokken er 7.15, og vi mødes igen - efter hver vores nattevagt.

"Hvor mange er I egentlig på vagt en nat som den her?" spørger hun, imens hun afklæder sig sin brandslukningsuniform.

Jeg svarer "otte" og hvisker "til 10 patienter" og kigger dybt i mit blå metalskab.

En blanding af dårlig samvittighed og vrede fylder mig.

Jeg gjorde det for 10 år siden, og i nat gør hun det igen. Ene sygeplejerske til en hel afdeling.

At vi vil være det bekendt, kære Danmark. Undskyld, kære patient og undskyld, kære kollega, jeg forstår jeres masseflugt.

Det brænder på de almene medicinske afdelinger, og jeg er himmelråbende flov over det, vi som land tilbyder patienterne og ikke mindst vores kollegaer. Det er brandslukningsarbejde

Debat: Skævt tænker du? Så absolut nikker jeg!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce