Af: Arne W. Petersen, Skårupøre Strandvej 112, Skårup

Læserbrev: Den offentlige sektors bureaukratiske dynamik kan ikke reguleres radikalt, intelligent og demokratisk, fordi flertallet nu henter sin købekraft i offentlige omsorgs-, forvaltnings- og uddannelsessystemer.

Hvad gør den folkevalgt politiker, når 75 procent af befolkningen henter sin købekraft direkte eller indirekte i regionale, kommunale eller statslige kasser - størstedelen er tilknyttet de langt over 100 fagorganisationer, som i skøn forening nu råber: "Vil I genvælges, må I give os flere penge."

Kan produktionssamfundets værdiskabelse betale de truende lønstigninger?

Globaliseringen åbner ikke blot grænserne for, at kvindernes børn kan få blodfornyelse og brune øjne, men også, at Vestas' vinger kan/skal laves på nye fabrikker i Kina og Rusland. Vestager støtter udviklingen, at skatten skal betales, hvor pengene tjenes. Det mindsker skatteindtægterne i eksportafhængige lande som Danmark. Det globale fedmemarked har via Novo skaffet cirka 70 milliarder årligt. MacDonald-skat vil næppe udfylde hullet efter Novo.

En god hierarkisk position betyder gunstig tildeling af bekvemmelighed, penge og magt og større spillerum på parringsmarkedet.

Landbrugets produktionsklynge slog eksportrekord med lidt over 163 milliarder korner i 2017, men pt. må bonden droppe 40 øre ned i hver liter mælk, før butikkerne vil sætte den på hylden. Han får 2,20 kroner pr liter, og Brugsen sælger den billigste til 7,50 - "fast lavpris". Bonden kan ikke bidrage til løngildet. Han har nok at gøre med kassekreditten i banken, som låner til minus 0,5 procent i ECB og genudlåner til bonden til plus ni procent.

Bondens gennemsnitsalder er 62. Snart sender banken også ham ind i den offentlige sektors frisørsalon.

Produktionssamfundets arbejdsstyrke siges at udgøre otte procent af landets arbejdsstyrke. "Den danske model" tilstræber, at skulle produktionssamfundets mand få en krone mere i købekraft, må han også skaffe en krone til ni andre, som henter købekraft i forvaltningskasserne. Det er svært at skulle forsyne verdens største og dyreste fordelingskasse, når pengene skal hentes på det benhårde, globale konkurrencemarked.

Udloddes lønstigninger ved procenttillæg i stedet for krone til krone, vil det være det stigende antal højtlønnede i det offentlige, som løber med kagen på bekostning af hurtigløberene i hierarkiernes bundlag.

Skulle offentlige ansattes aktion lykkes, vil det hurtigt kapitalisere sig i stigende huspriser og boligbobler i storbyerne. Forsikringer og ejendomsskatter vil stige med huspriserne. I bedste fald kan inflationen komme i gang og udhule vor imponerende gældsætning. Inflation betyder desværre også, at bytteforholdet mellem varer og mønt ændres til ugunst for pengepungen. Inflation betyder også stigende renter: "Tak", siger finansverdenen. "Øv - det var ikke meningen", siger de lavtlønnede boligejere.

Med stigende huspriser og dermed voksende BNP kan næste generations værdiskabelse belånes yderligere. Den europæiske centralbank, ECB, udpumper dækningsløse 60 milliarder digitale Euro hver måned. Pumpen kører mindst frem til september 2018. Lars Løkke kan godt nå at belåne de stigende lønninger.

I storkapitalens og venstrefløjens højt besungne, globaliserede verden findes der pt. kun få muligheder for at øge realværdien i offentlige ansattes købekraft:

1) Afskedigelser/job kan forsvindes ved naturlig afgang (varme hænder er allerede reduceret, men flere Djøf'ere er kommet ind)

2) Pensionsopsparinger kan forlods-beskattes (er sket)

3) Pensionister kan holdes udenfor stigende uddelinger og spise mursten (mange udkantshuse er uspiselige - insolvente fra sidste krise)

4) Belåning af Danmarks "fake"-BNP - sælge statsobligationer (vore børn betaler)

5) Muslimer hjemsendes (Antallet stiger støt - også procentuelt)

6) Mindske arbejdsfrie velfærdsydelser til overflødige danskere (er taget i brug)

7) Reducere ligegyldige studieretninger (ikke iværksat, men er på programmet)

8) Store efterkrigsgenerationer uddør (en lang strejke vil bidrage hertil)

9) Nedlæggelse af statslige institutioner (det går den anden vej)

10) Brug New Zealand modellen: Fyre hele institutioner og kun genansætte, hvad der reelt behøves (kunne afprøves på DR)

Ønsker faggrupper ikke at berige sig på hinandens bekostning, men står sammen om at malke fælleskassen, må de enten i betydeligt omfang lade sig fodre med egen hale (selv betale egne lønstigninger over skatten) eller lade manglende mådehold bebyrde næste generationer med øget national gældssætning. Statens fordelingspulje kan kun øges på anstændig vis, hvis produktionssamfundet leverer en større fordelingskage og her er vi på globaliseringens mark.

Konklusion: Bureaukratismens autonome dynamik og stigende lønninger i den offentlige sektor forringer rammevilkårene for vækst.

I stedet for udflytning, bør Lars Løkke vælge at nedlægge fem statslige institutioner hvert år. Fyre fra top til tå og starte helt forfra med det antal institutioner og medarbejdere, der reelt er brug for (human udgave af New Zealandmodellen). For min skyld gerne i Jylland. Milliarderne til renovering af ghettoer, skal han bruge på fristende hjemrejsebidrag til muslimske familier.

Oprydning i centralisme, bureaukratisme og bekvemmelighed ville kunne skaffe arbejdskraft til industri og landbrug og give plads, så østeuropæerne kan rejse hjem.

Lad kunstig intelligens blive demokratiets landsting/overhus, så Platon kan få sin idealstat, hvor den intelligente og uselviske filosof leder landet. På samme måde som politikerne kryber i ly for vælgeres dom ved at henvise til EU-bestemmelser, vil de kunne undvige modsætningsforhold til vælgerne med henvisning til kunstig intelligensanalyser.

Kunstig intelligens vil kunne dyste informations- og eliteinstitutioners magtmonopoler.

Gammelmandsdystopi: En god strejke et halvt års tid vil skille skidt fra kanel og tydeliggøre, hvem vi har mest brug for, og hvem vi kan leve foruden, men vil ikke i sig selv føre til rationaliseringsgevinster og slet ikke fri os fra bureaukratismens mekanismer.

Utopier omkring nedsættelse af arbejdstider spillede eliten demokratiet af hænde allerede i '70erne. Teknologiske landvindinger blev løbende konverteret til bureaukrati og umyndiggørelse og kun i beskedent omfang til mere tid til hjem og egne børn. Bureaukratismen synes biologisk betinget på samme måde som religion. En god hierarkisk position betyder gunstig tildeling af bekvemmelighed, penge og magt og større spillerum på parringsmarkedet.

At bureaukratismens "nydere" er blevet langt flere end produktionssamfundets "ydere" er blevet demokratiets og fordelingssamfundets hidtil største udfordring - en udfordring af samme format som islamiseringen.