Debat: Pinsens billedsprog inspirerer til at leve livet
Af: Svend Løbner, freelancejournalist, Gl. Lundeborgvej 32, Lundeborg

I Pinsen fejrer vi, at Gud udgød sin ånd over alle mennesker. Men hvem kan forstå Gud, endsige hans ånd? Og hvad er det for en kraft, han lover os? Bibelens billedsprog giver et fingerpeg. Vind, vand og vin bygger bro til forståelse og udfordrer til at vove sig udenfor logikkens grænser.

Forestil dig at du vågner som det allerførste menneske på jorden. Hvad gør du? Trækker vejret for første gang. Hvad hører du? Vinden i trækronerne! Hvad mærker du? Brisen på din kind!

Luften er dit ét og alt. Årsagen til at du lever over hovedet. Og det er måske grunden til, at Bibelens forfattere netop bruger luftmetaforer, når de skal beskrive Guds ånd, Helligånden, som vi fejrer denne pinse.

 

Før jordens skabelse får vi at vide, at Guds ånd svævede over vandene. Eller som det også kan oversættes: Guds vind blæste. Da Gud skaber det første menneske, sker det også med luft. Han danner mennesket af agerjordens muld og gør det levende ved at indblæste sin egen livsånde.

Vind, blæst, ånde, ånd. Luftmetaforer tages flittigt i brug - ligesom det også sker, når evangelisten Lukas skal beskrive Pinsedag: "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad."

 

Vi mennesker bruger metaforer, når noget ikke lader sig beskrive konkret. Metaforer er billedsprog, der kommer af vores kropslige erfaringer. Vi er "oppe" på dupperne eller "nede" med flaget, fordi vore kroppe er raske og rørige, når vi kan stå op om morgenen og leve livet dagen igennem, eller vi er trætte, syge eller måske ligefrem døde, når vi må give op og livet ebber ud. Vi siger, hun har et "lyst" sind, fordi lyset gør det muligt at orientere sig, og at han har "mørke" tanker, netop fordi mørket indskrænker bevægelsesfriheden og tillader farer at lure.

Metaforer er et billedsprog, der danner bro mellem det kendte og det ukendte. Vi har svært ved at begribe Gud, og når vi kommer ind på Guds ånd, Helligånden, er vi virkelig på Herrens mark. Derfor tyr vi til metaforen. Vi kender luften og ved, hvor afhængige vi er af den. Luftmetaforen bliver en bro til forståelse. Og når vi benytter den, dæmrer det for os, og vi kan bevæge os ind på eventyr i ukendt land.

Pinsen handler om, at Helligånden blev udgydt over alle mennesker på jorden. Hvem kan forstå det? Pinsens budskab lover, at vi skal få kraft, når Helligånden kommer over os. Hvad betyder det? Det er her metaforen kommer ind. Den livsnødvendige luft er blot en af de metaforer Bibelen bruger om Guds ånd.

 

Forestil dig igen, at du lige er vågnet som det allerførste menneske på jorden. Du har indåndet den friske luft, mærket vinden, hørt bruset, og nu er du pludselig tørstig. Som en lille baby, der automatisk søger mors bryst, leder du efter en kilde med vand. Og ja, vand er der i en perlende bæk, og du nærmest kaster dig ned på alle fire ved bredden for at labbe så meget som muligt i dig.

Vand er også en livsbetingelse, så absolut nødvendigt for menneskets overlevelse. Der udkæmpes krige for adgang til vand. Og vi skal kun tænke på vores egen lille husholdning med bad, opvask, tøjvask, madlavning og ja, drikkevand, for at indse vandets betydning.

Derfor er næste metafor for Guds ånd vand. Allerede i Det Gamle Testamente skriver salmisten: "Som hjorten skriger efter vand, således skriger min sjæl efter dig, Gud."

Og hos profeten Jeremias betegner Gud sig selv som "en kilde med levende vand".

Derfor falder det naturligt for Jesus at bruge vandmetaforen, når han skal forklare Helligåndens komme: "Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand."

Og evangelisten Johannes forklarer: "Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få."

Også på pinsedag får vi indtryk af Helligånden som noget flydende. De blev nemlig alle "fyldt" af Helligånd.

 

Som det allerførste menneske på jorden er du nu godt tilpas - for en stund i hvert fald.

Du trækker vejret, og din tørst er stillet. Men nu begynder du at se dig omkring efter føde. Du er ikke agerdyrker endnu og heller ikke jæger. Men du er samler, og du plukker og smager på bær og frugt af alle muligt slags. Og når du gemmer noget af det til senere, opdager du, at frugt og bær og druer gærer. Især det sidste kommer helt bag på Noa, efter at han har landet arken og skal begynde et helt nyt liv med sin familie. Han drikker en tår af det, han tror, er druesaft, og bliver fuld.

Vinen er sjovt nok endnu en metafor for Helligånden. Apostlen Paulus formaner menigheden: "Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden."

Og så føjer han til, vel vidende at vinen leder til fest og sang: "... tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn."

 

Gudstjenesten bliver til en fest, når vi drikker af Helligånden, og det skete også den første pinsedag. Folk troede, at disciplene var blevet fulde af sød vin. For der var ikke blot kommet et mægtigt vindpust, og det var ikke nok med at disciplene var blevet fyldt til randen af noget overnaturligt og guddommeligt, men de begyndte så sandelig også at sige alle mulige mærkelige lyde: "Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige."

Jo, det lød umiddelbart som vrøvl, men der var anderledes styr på festen her. Pludselig kunne folket forstå tungetalen: "I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål."

 

Vind, vand, vin. Det er blot nogle af de metaforer, der bruges om den totalt ufattelige Guds ånd. Metaforerne hjælper forståelsen på vej, og udfordrer måske også til at bevæge sig over broen til ukendt land. Lade os drive med af vinden. Lade os fylde af vandet. Lade os beruse af vinen. Lade fornuften og logikken hvile en stund og give os livet i vold.

Det har jeg i hvert fald brug for. Jeg elsker at analysere, finde logiske sammenhænge og opbygge hele systemer af tankemønstre. Men livet blæser dem omkuld som korthuse. Når jeg går en tur i skoven og ser livets mirakel udfolde sig for mine øjne. Når barnebarnet kommer på besøg og lige har lært at gå og derfor farer hvinende rundt i huset. Eller når jeg lige fanger et kærligt glimt i min elskedes øjne ...

 

Jeg må - som det allerførste menneske på jorden - vende mig til Skaberen og igen lade vinden, vandet, vinen virke på mig. Tage en dyb indånding, drikke en ordentlig slurk og nyde fællesskabet med dem, jeg holder af i familie, kirke og venners lag. Og ja, dele en flaske vin en lang, stille aften med Helligånden.

Det forfrisker og fornyer.

Og så er der fest.

God pinse.