Debat: Ordblindhedens forbandelse
Af: John Arly Henriksen, kandidat for Socialdemokratiet til Svendborg byråd, Odinsvej 4, Svendborg

Læserbrev: Forældrefrustration og barnets nederlag... Karaktertid igen igen.

Som forældre til en ordblind føler man ofte magtesløshed og bekymring for, hvordan det skal gå barnet i livet - og spejder efter det lille mirakel, som skal til for, at bogstaverne og tallene kommer rigtig ind på lystavlen, og letter hverdagen for den vi elsker. 

Jeg må erkende, at jeg føler, at vi har haft et barn med otte år på sidelinjen. Otte år med møder, evalueringer og tests, som alt sammen, trods de gode intentioner, lader barnet føle sig anderledes og isoleret, uagtet barnet besidder alle de gode menneskelige egenskaber og sociale kompetencer. 

I samme åndedrag skal siges, at der hele vejen igennem - det være sig fra kommune, skole, efterskole, vejleder, pædagoger og specialister - har været en fantastisk velvilje til at slå hul på bylden og forståelse for problematikken. Men det ændrer ikke på, at vi forældre sidder og venter på det bogstavsmirakel, som bare ikke sker ... endnu. Og det bekymrer og berører os rigtig meget. 

Som en anden Jan Gintberg har jeg lyst til at åbne lokumsvinduet og skrige ud til verden: Fuck Pisa, Fuck karakterræset og stop udskilning af Danmarks børn i et sygt konkurrenceræs uden hensyntagen til forskelligheder. Pisa er bygget på kviksand (som professor Svend Kreiner siger), og jeg tilføjer: Lad bare "tårnet" vælte. 

Det er da en trøst at vide, at mange berømtheder var ordblinde, som for eksempel Da Vinci, Darwin, Einstein, Utzon og John Lennon. Ja, ja, der er håb. Vi ønsker alle det bedste for vores børn, men føler magtesløshed, frustration og bliver kede af det på barnets vegne, bekymrer os og tænker, hvor skal det dog ende. 

Men min egen lille hjemmelavede lomme-filosofi fra livets skole er simpel. Alle børn har ret til kærlighed, tryghed og accept af forskelligheder. Mennesket først og værdier som empati, humor, glæde, handlekraft, og disciplin viser vejen, og skal nok munde ud i et godt og trygt liv på jord. Og det på trods af karakterbøgernes evige sorte spådomme. Jeg har sagt og skrevet det mange gange: Mennesket før systemet. Du, mit barn, har jo vist sig at være den, der altid er der for andre. Er den som binder dagen sammen mere end skiller og med hjertet på rette sted. 

Kære skat, jeg tror på dig, og jeg ved, at den ballast, du får med, nok skal lede dig på rette vej. Vil bevise at systemet fejler. Jeg svigter ikke, og kærlighed, tillid og accept for dig og hvad du står for er everlasting herfra. Så Carpe Diem. 

Med fare for at blive kaldt curlingforælder, naiv og tossegod, slutter jeg med de berømte linjer fra den ordblinde empatiske John Lennon, som jo netop troede på forskelligheder.

"You may say I'm a dreamer, but I'm not the only one, I hope someday you'll join us, And the world will be as one.