Debat: Opgør med en kristen bekvemmelighedskultur


Debat: Opgør med en kristen bekvemmelighedskultur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg
profil
Debat FAA. 

En, der ikke lagde fingrene imellem, var vores egen verdenskendte teolog og filosof Søren Kirkegaard, når det gjaldt kirkekamp: "Præsterne var borgerlige bekvemmeligheds teologer, der tegnede sig en uforpligtende puttenuttekristendom og primært interesserede sig for idylliske præstegårde og lukrative avancementer, men aldrig kunne drømme om at virkeliggøre deres tårevædede søndagspræk i form af en eksistentiel mandagspraksis. Kirken var et skrammel, der snarest muligt burde nedrives eller i det mindste lukkes, dåben var bare en sjat vand, konfirmationerne en pinagtig farce og brylluppet en lummer, erotisk forestilling" (Alletiders Kierkegaard - Joakim Garff).

Nuvel, en lidt overdreven og unuanceret kritik, hvorom man kan sige, at overdrivelse fremmer forståelsen. Men Kierkegaard har ret et stykke af vejen efter min opfattelse. Der er noget, som ikke hænger sammen i vores måde at praktisere kristendommen på. Kirken er blevet en for stor garant for bekvemmelig livsførelse i stedet for at satse på at løfte os ud af vores ofte lunkne bekvemmelighed og selvfede tilgang til livet.

Kierkegaard havde et ønske om at bygge mennesker op - opvække og opelske - ikke i et forsøg på at tilføre noget det enkelte menneske mangler, men fremelske det, mennesket allerede er i sit fundament. Han skrev også sine opbyggelige taler med sigte på, at mennesker skulle blive nærværende for sig selv og andre. Og genvinde glæden ved, at vi er til og erkende den ubetalelige herlighed, vi er en del af, som sansende væsner.

Jeg ser en Kierkegaard, der kæmpede hårdt for at få os til blive spillevende og frigøre os fra vores fravalg af vores dybere bestemmelse og glæde; for ikke at tale om faren ved kedsommelighed: "Hvad under da, at Verden gaar tilbage, at det Onde mere og mere griber om sig, da kjedsommeligheden tiltager og Kjedsommelighed er Rod til alt Ondt" (Alletiders Kierkegaard - Joakim Garff).

Gid kirken kunne sparke røv, som Kierkegaard kunne, så vi kunne vågne op. Blive opmærksom på, hvordan vi driver afsted uden et opbyggeligt kompas. Sådan, som vi driver "butikken": De kulturkristne - skulle man tro, at der var udsalg året rundt.

I en verden, hvor kravene ustandselig skærpes til vores ydeevne, kræves der så at sige intet af os førend, vi kan kalde os kristne. Velvidende, at Gud aldrig kan forbindes med gul pris, og at vi alle allerede er elsket, kunne man med rette påstå, at der er grund til at se på vores bekvemmelige kristne kultur. Vi gider ikke engang længere bukke os og samle det op, som kunne gøre os spillevende og nærværende for os selv og andre, set med Kierkegaards øjne.

Det kan se ud til, at vi insisterer på at gå til grunde i vores egen bekvemmelighed. Driver ofte rundt i livet, uden nogen fornemmelse af dybere mening eller bestemmelse. Tra-la-la-la derudad i livets tivoli, der har åbent næsten døgnet rundt. Bagefter tænker vi måske: Var det - var det, det livet gik ud på? Eller måske gik livet helt i stå. Står tilbage med tilværelsens tabte tyngde, hvor livet fremstår mindre og mindre vedkommende - måske går man endda i sort.

Vi ender som kældermennesket, en 40-årig embedsmand, der har isoleret sig i en kælder desillusioneret over menneskets natur, verdens dårskab og naive tro på fornuften og fremskridtet. Indtil en lille pige beder ham om hjælp, hvor han indser, at han kan være til glæde og gavn for andre mennesker. Det indebærer, at han er nødt til at foretage et valg: At forlade kælderen og engagere sig i verden (Fjodor Dostojevskij). Nogen sidder fast i isolation, ensomhed og fattigdom, andre siddet fast i deres bekvemmelighed og selvfede uden forbindelse til menneskelivets grundvilkår eller livets dybere mening. Vi trænger til et opgør med en bekvemmelighed, der gør ofte os mere død end levende, som jeg ser det.

I en tid med omfattende adfærdsregulering - the internet of things - computere efterhånden i stort set alle de ting, vi kommer til at omgive os med, som umiddelbart har til hensigt, at gøre tingene nemmere for os, men samtidig overvåges vores adfærd. Det handler om, hvordan man kan få os til at ændre vores adfærd. Mere end nogensinde i al vores ulidelig lethed, står mennesket i fare for "at lade sit selv franarre", et udtryk som stammer fra Kierkegaard.

"Den travle er det menneske, der simpelthen ikke har tid til at være sig selv og derfor vælger den hurtige løsning: at være som de andre (...) Og Spidsborgeren har ikke lyst til det ..."(Pia Søltoft, "Kunsten at vælge sig selv"). Jeg oplever, at vi mere og mere bliver franarret vores evne til at danne et selv, hvor vores fælles erfaringer erstattes med en udefrakommende veltilrettelagt virkelighed, med det formål at gøre os til uselvstændige, overvåget og afhængige forbrugere m.m.

Jeg hører af og til, at nogle politikere er begyndt at beskrive nogle mennesker som "sådan nogle typer" - ups. For eksempel hardcore kriminelle. Men jeg hører dem aldrig tale om selvtabets typer: De mennesker, som franarres deres selv i bekvemmelighedens og lethedens ulidelige navn med henblik på at styre deres adfærd; deres eneste bestemmelse er at blive forbrugere og afhængige og uselvstændige - ulykkelige mennesker, der bastant forhindres i den kunst at eksistere.

Havde kirken bare modet til at bekende kulør, træde i karakter; at være det man lærer. Ikke en rolle man påtager sig, men virkelig og spillevende, et nyt sæt af kvalifikationer. Om det så betød, at man var nødt til at stige ned fra den ophøjede prædikestol og stille sig op på en ølkasse. Lad ordet blive grønt igen - levende og forståeligt. Noget, der slukker den virkelige tørst. En u-indbildsk samfundshjælper, der finder mennesker der, hvor de er. Opbygge lysten og lidenskaben i mennesket. Skumme over af en opløftende tilgang til mennesker og livet, så mennesker kan blive høj på livet sammen med andre og finde ind til det afgørende vigtige. Så vigtigt, at man er villig til at give slip på anerkendelse og karriere eller andre former for livstræt bekvemmelig adfærd. Parat til at betale prisen for at noget har absolut betydning i tilværelse og genfinde langsomheden - stoppe vognen og hoppe af. Opgør men en kristen bekvemmelighedskultur - mod på det afgørende vigtige.

Debat: Opgør med en kristen bekvemmelighedskultur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce