Debat: OK18 - Folkeskoleopgøret?
Af: John Slot Petersen, den håbe- og forventningsfulde far og folkeskolelærer, St. Byhavevej 66, 1.th., Svendborg

Det er nu 50 år siden, at '68er generationen gjorde oprør; ungdoms- og studenteroprøret var et oprør imod undertrykkende autoritær traditionalisme. '68-generationen ønskede mere demokrati på universiteterne - vi, lærere, ønsker blot at vores arbejde reguleres efter en arbejdstidsaftale og ikke en lov, ligesom alle andre faggrupper.

Er der brug for et nyt (folkeskole)oprør?

Det er fem år siden, at vi, lærere, blev lockoutet, og lov 409 blev realiseret. Om tre år, når der igen skal forhandles overenskomster, er der gået otte år - det vil sige, at der er kommet mange nye lærere til, og en del er gået på pension. De nye lærere har helt naturligt ikke den samme opfattelse af lov 409, fordi de ikke har været en del af lockouten og fratagelsen af muligheden for at arbejde efter en arbejdstidsaftale, der er indgået i samarbejde og dialog mellem arbejdsgivere og fagforening.

Lov 409 er efter min overbevisning ødelæggende for folkeskolen; den skal vi nu trækkes med tre år endnu, og hvis det bliver et ja, så er jeg meget bange for, at den er kommet for at blive i meget, meget længere tid. Jeg vil ikke blåstemple den med min stemme.

Tiden er helt sikkert en faktor, når vi skal forstå kampen for en arbejdstidsaftale - jo længere tid, der går, og vi lader os nøje med at drive skole på præmisserne af Lov 409, des mindre modstand og øget legitimering af Lov 409 vil være en realitet. Er det så ikke lige meget, hvis vi alligevel får lov 409 ind under huden, og vi lærer at leve med den?

Det mener jeg ikke, for Lov 409 er symbol på en helt anden måde at drive skole på. De arbejdsvilkår, som jeg og mine kolleger arbejder under, har vi ingen eller i bedste fald relativ lidt indflydelse på. Derudover er Lov 409 symbol på mindre forberedelsestid til hver enkel lektion, hvilket har og fremadrettet vil have konsekvenser for muligheden for at lave varieret, differentieret, struktureret og spændende undervisning til gavn for eleverne og deres læring m.m.

Vi har brug for en arbejdstidsaftale, så vi ikke mister flere kolleger, som vælger et andet arbejdsområde eller går ned med stress. Det kan ikke fortsætte som nu. Vi har brug for en arbejdstidsaftale, så vi kan få nogle af vores 17.000 folkeskoleuddannede kolleger tilbage i folkeskolen. Vi har brug for en arbejdstidsaftale for at få (gen)etableret rammerne for en kvalificeret undervisning til eleverne. Der er ingen evidens for, at en længere skoledag og flere undervisningstimer er lig med dygtigere elever, snarere tværtimod. Der er endvidere mange undersøgelser, der viser, at omdrejningspunktet og den væsentligste faktor for god undervisning og dermed børns læring er læreren. Det er muligheden for at lave en varieret, differentieret og struktureret undervisning, vi lærere har brug for, det sker blandt andet gennem tid til forberedelse. Den forberedelse er minimeret betragteligt med det øgede antal timer, vi skal undervise.

Hvis vi kigger til Finland, så har eleverne langt færre undervisningstimer end i Danmark, og de klarer sig rigtig godt. Det, de til gengæld kan bryste sig af i Finland, er, at lærerne har massiv opbakning fra politikere, arbejdsgivere og befolkningen. Lærerne får den anerkendelse og dermed den autoritet, som er helt nødvendig.

Aftaleteksten bliver fremstillet som "en ny start" - det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Den såkaldte "nye start" består af en undersøgelseskommission, som ingen beslutningskompetence har; den kan komme med anbefalinger og hensigtserklæringer, men der er ikke noget forpligtende. Michael Ziegler har allerede været ude at sige, at han ikke lover nye arbejdstidsregler.

"En ny start" for mig kunne lyde således: Vores arbejdsgivere (KL) har nu valgt at indgå i dialog og samarbejde med vores fagforening om at få forhandlet sig frem til en arbejdstidsaftale som både medarbejdere og arbejdsgivere kan se sig selv i. Det er en forpligtende og anerkendende aftale, hvor et fælles, konstruktivt og dialogbaseret samarbejde er vejen frem mod en folkeskole i verdensklasse.

Opgøret med Lov 409 er et politisk anliggende. Det står mere og mere klart. Jeg tror dog ikke, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering eller andre partier, der vil skulle foretage et eventuelt lovindgreb, vil kunne holde til at vælge side, som det var tilfældet sidste gang. Vi vælgere har her muligheden for at gøre vores demokratiske indflydelse tydelig. Hvis et eventuelt lovindgreb ikke er afbalanceret, så må vi jo "straffe" de partier, som står bag det - der er snart folketingsvalg. Er der noget politikere frygter, så er det ikke at blive genvalgt.

At stemme ja vil for mig være det samme som en blåstempling af lov 409 jf. ovenstående. Lov 409 er efter min overbevisning ødelæggende for folkeskolen; den skal vi nu trækkes med tre år endnu, og hvis det bliver et ja, så er jeg meget bange for, at den er kommet for at blive i meget, meget længere tid. Jeg vil ikke blåstemple den med min stemme.

Jeg stemmer nej, fordi jeg vil det bedste for mine elever, mine kolleger, mig selv og folkeskolen som helhed. Det er en dybtfølt forhåbning og et stort ønske om, at jeg som professionel lærer får mulighed for at levere den mest kvalitative undervisning, der tilgodeser hver enkelt elev.