Debat: Kløften, der samler


Debat: Kløften, der samler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg
profil
Debat FAA. 

Læserbrev: I min barndom- og ungdomsby Haderslev findes et naturskabt område midt i byen, som kaldes "Kløften".

Her gik jeg, som ung tur med min ungdomsveninde og hendes hund, Mao. Stedet er et naturfrirum for byens borgere og det sted, som blev et centrum for en musikfestival, Kløften Festival, som jeg sammen med andre unge mennesker var med til at starte op i sin tid.

"Kløften" blev alt i alt en positiv kraft; i min erindring at det er opbyggende, samlende og ekstremt tilfredsstillende og psykisk nærende at skabe noget sammen, der giver mening for en selv og andre. Begrebet "Kløften" er et tomrum, der venter på at blive fyldt med et bevidst - hvordan? Desværre er der tendenser i vores tid, der peger på, at kløfter er noget, flere og flere kan falde ned i - stå udenfor fællesskabet, uden midler, retning og mening.

Nu er både hunden og mennesket Mao for længst døde, og farven rød har flere nuancer. For den sags skyld også farven blå, når jeg kigger op mod himlen. Og det er netop nuancerne, vi må insistere på og ikke den kløftskabende farveadskillelse, hvor verden bliver sort eller hvid.

Jeg ser heldigvis tegn på, at mennesker forsøger at samle sig og hinanden - står op eller står af enkeltvis eller sammen, for ikke at gå i en kløftspagat. Et godt eksempel er inden for den hvide verden, hospitalsverdenen.

"Det ku' ha' været mig" er et tiltag eller udtryk, der rummer en eviggyldig sandhed, hvor man sammen står op imod muligheden for at falde ned i en kløft af noget, der nærmer sig umenneskelige krav og udfordringer og erkender, at hvad, der sker et medmenneske, kunne ske for en selv. Det er alment gyldigt. Eller læger og overlæger, der står af. Kløften mellem at kunne handle forsvarligt eller udøve lægekunst står til tider i stærk kontrast til en digitaliseret verden, hvor man ikke engang længere har tid til at kigge patienterne i øjnene.

Er kløften blevet for stor mellem det, som man er sat i verden for, at virke meningsfuld og forsvarlig på en menneskelig måde, så reagerer man med et "ja, til nejhatten".

Et andet eksempel på kløftminimering er fusionen af to store fagforeningsfællesskaber, LO og FTF. Selvom LO og FTF muligvis bliver udfordret i at finde ind til en slags fælles identitet. Det kunne se ud til, at det er vigtigere at kunne bygge en bro over kløften mellem rød og blå; en kløft, som både er imellem dem, men som i sidste ende også kunne blive den kløft, man kunne falde ned i, hvis ikke man finder hinanden i et fællesskab.

Vi kan hurtigt få livet til at handle mere om, hvorvidt sofaen skal være rød eller blå, end om hvor skabet skal stå - "Få dig et liv", som man siger. Hvor megen væg-til-væg-tæpper har vi egentligt brug for, når fundamentet muligvis gemmer på kløfter eller afgrunde, der kan få en til at føle, at man står med en raketispind. Man begynder barnagtigt at drømme om plads på månen; bestemt for de få?

Vi har sunget velfærdsangsomkvædet i årtier, den økonomiske del. Men det dør selve sangen af, som jeg ser det, og der opstår kløfter; måske endda afgrundsdybe. Kløfterne kunne minde os om, hvad der forsvandt. Hvilke ord forsvandt, hvilket sprog forsvandt, hvilke følelser forsvandt? Hvilke holdninger forsvandt? Hvilke handlinger forsvandt? Hvilke spørgsmål forsvandt? Hvilke indsigter og erfaringer forsvandt? Hvilket menneskesyn forsvandt? Hvilket liv og livsfællesskab forsvandt osv.? Se til at kløfterne ikke bliver andet eller dybere end noget, der har en skjult iboende meningsfuld kreativ kraft og indsigt, der kan samle os.

Debat: Kløften, der samler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce