Debat: Indtryk fra Prag
Af: Jørn Ørnstrup

Den lange, brede boulevard Václavské námestí midt i den tjekkiske hovedstad har altid fascineret mig. Det var dér, jeg en vinterdag i 1988 kort før kommunismens fald i Østeuropa fik mit allerførste indtryk af byen. Min tjekkiske veninde Janka guidede mig. Jeg husker strømmen af mennesker - mænd og kvinder i mørke skindfrakker og pelshuer, som oppe fra metrostationen Muzeum bevægede sig ned langs boulevardens falmede facader. Undertiden blev man diskret tiltalt af mænd, som var interesserede i vestlig valuta og derfor tilbød at veksle sort. Boulevarden var dengang helt blottet for kommercielle reklamer, og i butikkerne var udbuddet af varer beskedent. Som vesterlænding følte man sig fremmed i bybilledet.

For de fleste af sine landsmænd stod Vaclav Havel som et symbol på den ukorrumperede og ærlige politiker. Det inspirerende hos ham var, at han løftede moral op over politik og økonomi.

I dag er alt forandret. Boulevardens nyrenoverede facader skinner. Undertiden sætter yngre turister, som har turneret på byens værtshuse, også deres præg på stedet. Henne ved mindestedet for Jan Palach, studenten, der i protest mod den russiske invasion i 1968, satte ild til sig selv og døde af sine forbrændinger, har en ældre kvinde lige knælet og lagt en blomst. Kvarterets caféer og butikker er ved at åbne. Henne på Hotel Europas fortovscafé har de første gæster allerede sat sig til rette for at nyde caféens friskbryggede kaffe og nybagte croissanter foran den smukke, gamle facade i jugendstil.

 

Prag er en smuk by. Dens bygninger og tårne, som undgik det 20. århundredes ødelæggelser, og broerne, der rejser sig så harmonisk nede ved floden Moldau, gør indtryk. Undertiden tvinges man til at gå i gåsegang gennem den indre by, for Prag har efter kommunismens fald oplevet et turistboom som ingen andre steder i Europa.

Når man som turist bevæger sig rundt i byen til fods, bliver man hele tiden mindet om tjekkernes historie. Over alt er den synlig i stort og småt. På Staromestske námestí sidder kirkereformatoren Jan Hus. Længe før Luther protesterede Hus mod den kirkens rigdom og ødselhed. Så brændte man ham på bålet. "Sandheden vil sejre", står der på det store monument på torvet.

 

Ikke så langt derfra lå Franz Kafkas barndomshjem. I dag står der kun indgangsporten tilbage. Huset er i mellemtiden brændt ned, men en mindeplade fortæller, at Franz Kafka blev født der.

Da Kafka døde i 1924, var Prag blevet hovedstad i den nye stat Tjekkoslovakiet. Mens han levede, var byen en kulturel smeltedigel med tre befolkningsgrupper, som levede side om side - tjekkere, tyskere og jøder. Som tysktalende jøde var Kafka født ind i en tjekkisk kultur. Kafka havde alle tre elementer inkorporeret i sig. Under kommunismen stemplede magthaverne ham i 40 år som dekadent og reaktionær. I dag dukker hans bøger op over alt i byens boglader.

 

Midt ude på Karlsbroen med de gotiske porttårne og religiøse statuer stopper jeg op for at skue ud over floden, broerne og alle de smukke bygninger med tårne og spir, som rejser sig langs skråningerne.

Floden, der gennemskærer Prag, gjorde komponisten Smetana berømt. Hans populære komposition "Moldau" flyder gennem musikhistorien. Selv døde han åndeligt formørket, efter at han var blevet ramt af det værst tænkelige for en komponist - døvhed.

 

Ad Mala Stranas stejle, snirklede gader nærmer jeg mig borghøjen, Hradcany, med slottet, klostret og kirken i himmelstræbende gotik. Derfra har man en storslået udsigt over Prag. I de brostensbelagte gader på borghøjen ligger der små paladser og gader med smukt renoverede huse. I et boghandlervindue ser jeg, at der ligger bøger af og om Milos Forman, Milan Kundera og Ivan Klima. En storby som Prag er selvfølgelig ikke kun præget af historiske bygninger og smukke gader. Den er også præget af mennesker, som blev født her og tilbragte afgørende år af deres liv her.

Milos Forman mistede allerede som dreng begge sine forældre. Moderen blev sendt til Ausschwitz, faderen havnede i Buchenwald. Forældrene ejede et hotel, som tyskerne stjal. Efter 2. Verdenskrig stjal kommunisterne det. Da det politiske forår i Prag i 1968 blev slået ned af Warszawapagt-landene, opholdt Forman sig i Paris. Han valgte ikke at vende tilbage til sit hjemland. I stedet grundlagde han en karriere i USA.  Ydmygelsen, først under et nazistisk og senere under et kommunistisk diktatur, har præget ham for livet. Ikke med bitterhed, men forløst i hans filmkunst. Som for eksempel i den uforglemmelige filmatisering af Ken Keseys roman "Gøgereden" med tvang og undertrykkelse på et psykiatrisk hospital.

 

I boghandlervinduet ligger der også bøger om forfatteren og politikeren Vaclav Havel. Tiden efter den såkaldte "Fløjsrevolution" i 1989 bar præg af indre politiske spændinger, og allerede i begyndelsen af 1990erne stod Tjekkoslovakiet foran et nyt politisk opbrud. Nationen var splittet. Som præsident for både tjekkere og slovakere kæmpede Vaclav Havel for at bevare føderationen.

"Hvis vi vil myrde hinanden i nationale, religiøse eller politiske konflikter, må vi på en eller anden måde komme til os selv", påpegede Havel. Men i 1992 var bruddet en kendsgerning, og den 1. januar 1993 blev Tjekkoslovakiet opløst i to selvstændige stater, Tjekkiet og Slovakiet.

 

"Hvorfor længes mennesker egentlig efter politisk magt, og hvorfor giver de, når de har fået den, så nødig afkald på den?" sagde Havel i en tale, som jeg overværede, kort tid efter at han var blevet valgt som præsident.

"Det er meget interessant at iagttage, hvor djævelsk magtens fristelse er", fortsatte han.

"Det lader sig bedst se hos dem af os, som aldrig har haft nogen magt og altid meget modigt har fordømt de mægtige for at nyde godt af disse privilegier, men som nu selv er havnet ved magten. Ubevidst begynder vi nemlig helt til tider at ligne vore fordømmelsesværdige forgængere", sagde Havel.

Budskabet fra Havel var dog ikke, at man burde afholde sig fra politik, blot fordi politik af princip gør umoralsk. Tværtimod. Men at engagere sig i politik kræver omtanke.

For de fleste af sine landsmænd stod Vaclav Havel som et symbol på den ukorrumperede og ærlige politiker. Det inspirerende hos ham var, at han løftede moral op over politik og økonomi. Da han døde den 18. december 2011, var mange mennesker berørt. Langt flere end man normalt oplever, når en statsmand går bort. Ligesom for eksempel Nelson Mandela i Sydafrika var han en højst usædvanlig politiker. Han havde selv oplevet diktaturets væsen og til det sidste kæmpet mod enhver form for uretfærdighed.

 

Tilbage på Vaclávské námesti lister jeg ind på Café Europa. Før 2. Verdenskrig kom der mange forretningsfolk og boede på hotellet. Samt unge, letlevende kvinder, der hyggede om gæsterne, der strøede om sig med champagne og kaviar. Under 2. Verdenskrig boede der tyske officerer på hotellet. Indtil 1948, hvor kommunisterne kom til magten, var hotellet privatejet. Så blev hotellet nationaliseret, og ejeren, der var millionær, kom i fængsel og blev omskolet.

"I dag lever tjekkerne i et kapitalistisk samfund, hvor penge og materielle goder betyder meget", tænker jeg, da jeg ser et par velplejede, mørklødede, tjekkiske kvinder komme ind på caféen med dyre indkøbsposer i hænderne. For min veninde Janka, der studerede medicin under kommunismen, kom penge og materiel velfærd også til at betyde meget. Hun flyttede til Tyskland, hvor hun skabte sig en blomstrende praksis som plastikkirurg.

 

Uden for caféen er mørket begyndt at sænke sig over byen. I boulevardens sidegader er barer og natklubber begyndt at åbne dørene. Henne ved mindestedet for Jan Palach, hvor fugten klæber til fortovet, stopper jeg op og tænker på den unge students skæbne. Helt oppe for enden af Wenzelpladsen ligger Nationalmuseet. Det var dér, Vaclav Havel i det skelsættende år 1989 trådte ud på balkonen og vinkede til det store menneskehav, som fejrede kommunismens fald.

Senere begyndte man også her i Prag at nedbryde de skel, der var skabt i Europa i form af to fjendtlige blokke. I dag, mere end et kvart århundrede efter omvæltningerne, er de østeuropæiske lande, som var underlagt kommunismen igen kommet under politisk pres. Denne gang fra EU. For nylig opfordrede den tjekkiske præsident Milos Zeman parlamentet her i Prag til at ignorere EU's flygtningekvoter. Der rulles igen pigtråd ud i Europa. Fordi strømme af flygtninge og migranter har afsløret, at EU i er ude af stand til at beskytte sine grænser.