Debat: Hvis det grå guld frigav opsparet livsvisdom
Af: Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg

Læserbrev: Der var en gang, hvor ældre mennesker spillede en rolle. Med alderen blev man i stand til at sætte livet i et større perspektiv og finde andre værdier, som den unge generation kunne læne sig op ad. Pist, pist væk.

I stedet kommer den ældre generation nu verden ved - måske - springende rundt på en solbeskinnet golfbane. Eller evig og altid fortravlet som en sidste vilje. Men levet liv må der til, hvor alle livets facetter inddrages.

H.C. Andersen kunne beskrive livets gang i dybden og nuanceret - først er man et og bliver et ganske andet, som i eventyret om tepotten, der faldt på gulvet. Den fineste hånd var kejtet og tabte tepotten og tuden knak, hanken knak af og låget var ikke værd at tale om. Tepotten var nu uden værdi og givet bort til en, der tiggede madfedt - ned i armoden; nu fyldt med jord. Velsignet med et indre liv, et blomsterløg blev lagt ned i jorden. Et levende hjerte, noget tepotten aldrig havde oplevet før.

Knækket mod livet, ja det er ganske vist, når livet leves fuldt ud, men mere levende end nogensinde; går fra opstigning til nedstigningen. Tager livet på sig, hvor erfaring akkumuleres til livsvisdom. En livsvisdom, den pensionerede sogne- og sygehuspræst, foredragsholder og sjælesørger Preben Kok kan formidle, som kun ganske få. Ser tab, sygdom og afmagt som mere end blot en livsødelæggende størrelse.

Mørke kan danne baggrund for, at vi kan se stjernerne. I bogen "Slip livet løs" træder Preben Kok på livsvisdomspedalen for fuld nedblæsning - stige ned i stedet for op. Forstår som ganske få, hvorfor livet ikke kommer til at folde sig ud. I tidligere tider indhuggede man i bindingsværkshusene: MM - "Memento mori" (Husk døden) - erindringen om døden, en forudsætning for at livet kan slippes løs, ifølge Preben Kok.

Personligt, forsøger jeg også at finde værdi i det, som jeg finder på min vej med et "hui, hvor det går", "her kommer jeg", "nej, nu bliver det værre og værre", "halehoi", "det er mageløst" og "det rene pludder" - det underkendte, ses med nye øjne. Må dog se i øjnene, at nogen gange er livets skønhed og grumhed bare til tider for overvældende. Måske er det derfor så mange spiller golf; bag den umiddelbare legende frihed "putter" man sig overstadig fortravlet; væk fra livets gang.

Måske på evig flugt fra sorgen over ikke at turde leve livet fuldt ud. Når vi tager livet fuldt og helt ind, støder vi på forgængeligheden, en måske bristefærdig sorg over tab af livsfylde og skønhed; at vi en dag skal miste evnen til at smile tilbage til livets skønhed. Men der er brug for, at ældre mennesker ikke flygter eller gemmes væk, men kommer frem i lyset med al deres livsvisdom. At mennesker med alderen ikke går til grunde i manglende stimuli, eller går til grunde i overdreven stimuli og livets ulidelige lethed og velstand; uden at blive brugt i livets tjeneste, hvor generationers livsindsigt og livserfaring slår rod.

I en verden, der bliver mere og mere grænseløs, er der brug for, at ældre mennesker tager livet på sig; deler ud af et langt levet livs erfaring og indsigt i stedet for at blive eller forblive teenagere.

Opsparet livsvisdom må tilbage igen, hvor vi viser, at vi har givet os hen til livets gang, som formidler akkumuleret livsvisdom: "Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjerte kvarts må smeltes ved at se det, den første dag i marts ..."

Sådan begynder "Den blå anemone", skrevet af præst m.m. Kaj Munk i 1943. Formidling af opsparet livsdom, bøjet ind i forgængelig storhed - atter bristende levende med øje for det mindste.

I en grænseløs verden, har vi brug for mod og indsigt, som indfælder os i en større sammenhæng, så særligt næste generation får mulighed for at rejse sig; ikke bare selvcentreret op og op, men også med tiden ned imod en mere sand størrelse, der folder menneskene ind mod hinanden og mod den jord, vi er rundet af: "Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er din skaber stor" - vise ord fra en stor livsmester med stor livsvisdom, der bærer præg af et taknemmeligt hjerte, der frydes over eviggyldige værdier. Et vinterfrosset hjerte brast og verden bliver stor - bevægende opsparet livsvisdom.