Debat: Hvad nu hvis?


Debat: Hvad nu hvis?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ingela Vest, socialrådgiver, Thurø, på vegne af socialrådgiverne ansat på Behandlingscenter Svendborg, Dronningholmsvej 60A, Svendborg
JO -
Debat FAA. 

Synspunkt: I vores professionelle arbejdsliv, særligt som behandlere på Behandlingscenter Svendborg, har det været os en dyd at støtte andre mennesker i at stoppe katastrofetanker, at hjælpe andre mennesker til at se, at tanker bare er tanker, at det ikke er hjælpsomt at lade det at have et problem blive til et problem, da man i så fald har to problemer. Men nu vil vi give fortabt et lille øjeblik. Vi vil male fanden på væggen, vi vil tillade vores bekymring at fylde mere, end vi egentligt har lyst til, og vi vil dele vores skrækscenarier. For hvad nu, hvis ...?

Lige nu kan det lade sig gøre - vi er overbelagt i forhold til den reelle normering, men det går. Vi løber stærkt, og det gør vi gerne, fordi vi ved, at det er i en periode, og at vi kan holde til det, når der er en tidshorisont. Vi briefer vores familier og fortæller dem, at lige nu er der meget på arbejdet, så derfor er de fleste ægtefæller og børn indforstået med, at vores sengetider er lidt tidligere en vanligt, og at overskuddet til det sociale liv er væsentligt begrænset.

Hvorfor gør vi egentligt det - lader vores arbejdsliv få ekstra plads - særligt i perioder - til gene for vores privatliv? Det gør vi, fordi vi er dedikerede, og fordi vi ved, hvad der skal til for at yde den bedste behandling og for at nå målet: Bedre livskvalitet for de mennesker, som søger vores hjælp og ekspertise.

Så hvad nu hvis der bliver skåret i denne behandlergruppe, så vil vores privatliv få endnu et hak nedad og dermed også det absolut vigtigste i vores liv og arbejdsliv: overskuddet. Samtidig vil kvaliteten af det arbejde, vi udfører, få et hak nedad - ups, der smuttede så vores faglige stolthed og straks derefter arbejdsglæden. Og hvad er så næste skridt? Vores gæt er, at de mest stædige vil blive stående, fortsætte med arbejdet for vores borgeres skyld, andre af os vil opleve, at vi ikke kan leve op til den kvalitet i arbejdet, der kræves, og dermed ryger koncentrationen og så også opmærksomheden. Hvad kan så det medføre? Øget utilfredshed blandt både borgere og behandlere, flere konflikter og medarbejdere som ikke formår at forudse konflikter og dermed et væsentligt anderledes og forringet arbejdsmiljø. I vores felt kan den slags føre til konflikter og dét, der er værre.

Er det forkælet sådan i en sparetid at tale om overskud, arbejdsglæde og faglig stolthed?

Behandlingscenter Svendborg har i mange år været i front, når der er tale om borgerens stemme, borgerinddragelse og fokus på borgeren, og det vil vi blive ved med, men for at kunne have fokus på borgeren, er det en nødvendighed at have fokus på os, som skal yde behandling. Der er ingen tvivl om, at rehabilitering og aktivering af egne ressourcer er vejen frem, når der er tale om mennesker med et misbrug af euforiserende stoffer (som i al anden behandling), men rehabilitering kommer ikke af sig selv. Der var i Svendborg Kommune udarbejdet en arbejdsplan som løb over flere år for at få metoden indarbejdet i kommunen, og det er vores erfaring, at det ligeledes kræver ressourcer at indarbejde rehabilitering i borgerens eget liv.

Det er vel væsentligt, at man i Svendborg Kommune forholder sig til, hvad man vil med behandling af gruppen af mennesker som har et misbrug: Opbevaring? Eller behandling, som rent faktisk kan rykke mennesker med et misbrug i en retning, hvor de bliver selvhjulpne og selvforsørgende? Lige nu er det den sidste mulighed, vi arbejder på, men med færre timer i huset vil behandling få en karakter af brandslukning.

Fakta er, at bliver der skåret uhensigtsmæssigt i personalet på Behandlingscenter Svendborg, så forsvinder det erfarne personale, som Svendborg Kommune har brugt årevis på at uddanne til netop denne særlige gruppe af borgere. Nogle forsvinder, fordi de bliver sparet væk, nogle fordi de ikke vil yde dårlig kvalitet, nogle fordi de søger arbejde med mulighed for at bruge deres kompetencer - og de sidste forsvinder, når de ikke kan klare flere arbejdsopgaver og derfor bliver sygemeldt.

Vi får heldigvis brug for behandlere til de nedbrudte behandlere, så job skal der nok blive ved med at være.

Men hvad er pointen ved at høre borgerens stemme, hvis der ikke er mulighed for at reagere på den, og hvad er pointen med borgerinddragelse, hvis der ikke er nogen til at inddrage borgerne?

Befri os fra uhensigtsmæssige nedskæringer og besparelser, så vil vi arbejde engageret og løbe umenneskeligt stærkt i perioder, og vi vil reagere på borgerens stemme og inddrage borgeren i egen sag. Vi vil støtte borgerne til at blive herre i eget liv og styrke deres kompetencer, så de kan frigøre sig fra "systemet" og blive personer, der selv kan se (og tør tro på), at de er værdige mennesker med noget at byde samfundet på.

Debat: Hvad nu hvis?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce