Debat: Herrens veje, veje vi nu selv må gå
Af: Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg

Læserbrev: Når drama er bedst - dramaserien på DR1 indtil videre i 10 afsnit: Herrens veje. Min første indskydelse; selvfølgelig er præster også mennesker af kød og blod, uden nødvendigvis at være stærk i troen. Sammensatte mennesker med lyse og mørke sider, som præsten Johannes Krog i serien. Spillet så talentfuldt levende af Lars Mikkelsen. Alt i alt efterlader serien spor af talentfuldt skuespil over hele paletten. Relevante konflikter og dilemmaer spejles, som for eksempel utroskab. Johannes utroskab i forhold til ægtefællen, Elisabeth, kan ses som en slags utroskab-light - ifølge Johannes selv: uanset hvor utro han har været - han har altid kun elsket Elisabeth og ikke forladt hende. Hvorimod Elisabeth, der står i relation til kvinden Liv - den ægte utroskab, på kanten til en helt ny livsform; patriarken kan undværes. Et gammelt og slidt ægteskab, der udfordres af livets mange fristelser. Eller nødvendige forandringer for ikke at livet stivner eller dør. Et ægteskab, der kan ses som et billede på vores "ægteskab" med kirken og kristendommen; i krise. Men dykker vi dybt nok, kan vi måske mærke tilhørsforholdet og en kærlighed til det, som har bundet os sammen i gud ved hvor lang tid: kristendommen - og fremtidens folkekirkelighed.

Sønnen August i serien befinder sig i en altopslugende krise, efter han har været udstationeret som feltpræst. Han forsøger at finde sig selv på ny, i sin nye rolle som gadepræst og i kampen for at forblive kristen i ord og i handling. Påtager sig et særligt engagement i forhold til to flygtningebrødre, der i sandhed også kunne være fjender, som nu næres ved det kristne bryst og budskab: når et menneske banker på vores dør, er dette menneske først og fremmest et medmenneske. Da August er længst ude og er ved at miste troen på Gud, for den sags skyld også forstanden, gribes han af faderen, der holder ham fysisk fast og holder ham fast i troen på Gud. De beder inderligt sammen og et nyt velsignede lys tager bolig i August. Et syn den store pastorale patriark har set i sin nærdødsoplevelse; nu knælende og ned på jorden til sin sande størrelse - kirken er i sandhed ikke hans, eller for den sags skyld, heller ikke biskoppens. En ny tid, nye indsigter og en ny generation er på vej. Et stort spørgsmål står tilbage: Hvem er vi? - hele seriens omdrejningspunkt, som jeg ser det.

Da jeg var helt ung, meldte jeg mig ud af Folkekirken - lige så vred på Gud som den unge August i serien. Det er kun nogle få år siden, at jeg meldte mig ind i Folkekirken igen. I dag er jeg fortaler for vores folkekirke; men ikke ukritisk. Forandre, i stedet for gå sin vej, som jeg ser det. En kirke, der har så meget at byde ind med, foruden den kristne tro, også indsigt i det at være menneske. Og man kan sige - med speciale i alt det, som mennesket ikke kan kontrollere. Vi må ikke vende det blinde øje til, undgå at se hvor sårbare vi er uden en fælles dybere forankring og evnen til at stå fast, samtidig med at vi forandrer og afslutter, det som får livet til at stivne. Men også slipper den ensidige fokus på islam, set som en af vores største trusler. Den destruktive del af islam er grundlæggende først og fremmest en hævnreligion med paradisdrømme for de fattige og fortabte sjæle, der ikke har teknologien som medaktør og derfor heller ikke evnen til at folde sig afgørende ud, som jeg ser det. Det har derimod den religion, der spændes foran den nye teknologi og biologi, der venter os i den nære fremtid: Dataismen - anser mennesket, som en organisme, der kun består af algoritmer, indhyllet i et mønster af dataflow. Den israelske sternehistorikeren Yuval Noah Harari oplyser i bogen: Homo Deus - Dataisme begyndte som en neutral videnskabelig teori, men er muteret til en religion - hvad er rigtigt og hvad er forkert, hvor det endelige mål er kontrol. Den ypperste værdi er information flow, hvor den største synd er at blokere dataflow. Yual Noah Harari stiller relevante spørgsmål som: er mennesket mere end algoritmer, og hvad sker der med et samfund, politisk og i dagliglivet, hvis mennesker er uden bevidsthed og ekstrem intelligente algoritmer kender os bedre, end vi kender os selv? Jeg tror, det er vigtigt at spørge os selv, mens tid er: Hvem er vi og kan folkekirken blive den forankring og det bolværk, der holder os sammen? Er vi mere end algoritmer, mere end ren biologi og mere end en mumificeret størrelse, der er spundet ind af dataismens magt og kontrol religion? Veje vi nu selv må gå.