Debat: Ghettoer - komplekse og vanskelige problemer
Af: Mette Marie Hansen, Nørreskovvej, Tåsinge

Synspunkt: In the Ghetto, sang Elvis og fortalte en trist historie om en ung mand, der ender som en selvopfyldende profeti med at blive kriminel og gøre sin mor ked af det, men Elvis synger også: Er vi for blinde til at se problemerne?

I Danmark vokser hadet mod udpegede grupper af befolkningen, der ikke bidrager til samfundet. Somaliske kvinder for eksempel Det er indlysende for enhver, at der er et problem, når større grupper borgere i årtier ikke deltager i samfundet, men istedet parkeres på varig forsørgelse.

Men frem for at piske had op mod bestemte befolkningsgrupper, kunne man også rette kritik mod dem, der har ladet det ske.

I regeringens ghetto-oplæg fornylig blev der talt om fysisk at bryde bygninger ned, for at komme problemerne til livs, problemer der handler om, at en stor del af de, der bor i de udpegede ghettoer, er uden job. Jeg ville ønske, vi kunne starte med at bryde ordet ghetto ned, for det klinger ubehageligt, uanset om det refererer til den afroamerikanske Chicago-ghetto, Elvis synger om, ghettoer med stor arbejdsløshed og overrepræsentation af borgere af ikke vestlig herkomst, som det hedder i Danmark, eller om det refererer til nazisternes behandling af jøderne i de europæiske ghettoer under 2. Verdenskrig.

I Jomfru Ane bands hit "Asfaltballet" fra '70erne hedder teksten: "Tag aldrig fejl af at penge var motivet, intet blev bygget af kærlighed til livet."

Der er en vigtig statistik, jeg savner i debatten: Hvor mange flere jobafslag får man, når man hedder Ahmed frem for Anders? Og hvor mange gange søger man forgæves privat lejebolig?

Det er vigtigt at se på både hønen og ægget, når man diskuterer ghettoproblematikken. Bliver man fastholdt i et liv uden for arbejdsmarkedet, når man bor i et område, hvor mange i forvejen står udenfor? Og hvor skal man finde en god bolig, når man ikke har mange penge at gøre godt med og har et fremmed efternavn?

Der er en grund til, at der er en overrepræsentation af udenlandske navne og borgere uden for arbejdsmarkedet i de store udlejningsboliger, som i Svendborgs Skovparken. Her er det realistisk at få en god lejlighed med nærhed til skov og by, der samtidig er til at betale.

For en del år siden mødte jeg nogle dejlige kurdiske børn på Tullebølle Skole. De var dygtige børn og talte et flot sprog, men de var samtidig de eneste udenlandske tilflyttere i deres klasser. Det siger sig selv, at det er vanskeligere at blive en del af sproget og det omkringliggende samfund, hvis man bor og går i skole sammen med mange andre med samme sproglige herkomst som én selv. Bare spørg de danskere på den spanske solkyst, der efter 20 år stadig må have tolk med til lægen, har deres egen danske avis og parabolen rettet mod Danmark.

Men for at bryde mønsteret og skabe flere gode historier, må man vel også se på arbejds- og boligmarkedets åbenhed overfor fremmede efternavne?

Der er heldigvis mange gode historier hver dag i medierne om indvandrere og flygtninge, som har klaret sig godt i Danmark. Men desværre ødelægges billedet af kriminelle, der ikke kan udsendes og historier om kriminelle familier, der rent ud sagt har tørret det danske samfund i årevis. Og om bevidst snyderi med lægeerklæringer for at undgå at arbejde. Det gør naturligvis retskafne borgere vrede.

Og præcis derfor er det så komplekst og vanskeligt at løse.

Entydige og lige krav i forhold til jobparathed og fastere hånd i forhold til kriminalitet, kan vi ikke kræve med tilbagevirkende kraft. Men særhensyn skaber kun yderligere had.

Samtidig med at billederne af syriske børn og sønderbombede mennesker skærer hjertet og vi ønsker at kunne hjælpe, tør de fleste af os blandt venner indrømme, at vi er dødtrætte af at høre om specifikke muslimske problemer, om tvangsægteskaber, kvinder, der ikke må arbejde for deres mænd osv, og jeg tror, det er hele det forbaskede skisma, vi står i: Der er ved at blive skabt en folkestemning, der skærer alle over en kam og ønsker "de fremmede" hen hvor peberet gror. Men had og prügelknabe-mentalitet har aldrig løst nogen problemer. Og er det sådan, vi har det i Danmark, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at løse problemerne sammen i EU, få sat fart under beskyttelse af de fælles ydre grænser og fælles asylmodtag, så vi kan hjælpe vore sydeuropæiske naboer med at hjælpe, inden de for alvor får fascismen eller endda nazismen at se og føle.

Skal vi deporterer alle her og nu af ikke-vestlig herkomst i Danmark til lejre i Afrika? Tømme ghettoerne og fylde beboerne i togvogne? Mange mener allerede, det er løsningen, og vi er i Europa i klemme som aldrig før mellem humanisme og realisme.

Vi skal kunne tale åbent om de problemer, der er. Men bliver vi ved at udpege specifikke boligområder og befolkningsgrupper som prügelknabe, ender det igen med vold og krig i Europa.